Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

12. maj 2000

Svensk ØMU-modstand vokser
*Den svenske modstand mod EU's fælles mønt tiltager i styrke. 47 procent af de svenske vælgere ville stemme nej til svensk deltagelse i ØMU'en hvis der var valg i dag. Det viser en meningsmåling som den svenske avis, Finanstidningen offentliggjorde i går. I en tilsvarende undersøgelse, udarbejdet for Dagens Nyheter i marts, var andelen af de svenske modstandere nede på 35 procent, mens 41 procent erklærede sig som tilhængere. I dag vil kun 37 procent stemme ja, mens 16 procent er i tvivl.Inf.

Nyrup i jubilæumsduet
*"Tanken opstod spontant for et par dage siden. Jeg var ikke vildt begejstret, men engang imellem må man tage nogle beslutninger, og jeg fik da pæn karakter hos min hustru bagefter. Jeg tror faktisk, vi ramte kinesernes humoristiske åre," forklarede statsminister Poul Nyrup Rasmussen ifølge Ritzau efter, at han havde sunget duet med den kinesiske operasangerinde, Meng Ge.
Anledningen var 50 året for etableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Den Kinesiske Folkerepublik, der blev fejret i Beijing .
I følge Ritzau klappede kineserne begejstret af statsministerens fremførelse af Marken er mejet...forinden underholdt guitaristen Kaare Norge.
Kinas regering var repræsenteret af en række fremtrædende politikere med viceministerpræsident Wu Bangguo i spidsen. Både han og Nyrup talte længe og varmt om venskabet, den hastigt voksende samhandel og de gode forbindelser mellem de to nationer. Men Wu Bangguo dryppede også en lille syrlighed i bægeret.
"Hvis vi undlader at blande os i hinandens interne anliggender, vil forbindelserne mellem os fortsætte og vokse," sagde viceministerpræsidenten til slut.

Voldsomme kampe nær Freetown
*Styrker, der er loyale over for Sierra Leones regering, udkæmpede torsdag heftige kampe med oprørere mellem Newton og Songo 30 kilometer øst for Sierra Leones hovedstad, Freetown, oplyste FN-kilder sent torsdag.
Tidligere torsdag angreb oprørere fra Den revolutionære Enhedsfront (RUF) stillinger bemandet af FN's fredsbevarende styrke (UNAMSIL) i regionen omkring Freetown, oplyste en talsmand for FN-styrken.
Talsmanden sagde, at FN-soldaterne besvarede ilden, og at de ikke har rapporteret om tilskadekomne.
Situationen i selve Freetown er spændt - ikke mindst på grund af frygten for, at oprørerene nærmer sig byen. Tusinder af flygtninge er strømmet til Freetown fra omkringliggende områder på flugt fra oprørerene.
Artikel side 5

Atomlaboratorium trues af brand
*Byen Los Alamos, der grænser op til USA's største atomvåben-laboratorium, blev onsdag beordret evakueret, da en brand i krat- og buskbevoksning uden for byen tog fart og nærmede sig byens centrum med stor hastighed. 11.000 af byens 18.000 indbyggere er på vej ud. Branden har allerede ædt sig gennem store områder i den nordlige del af staten New Mexico, siden den brød ud torsdag i sidste uge. Men også USA's atomvåben laboratorium, hvor verdens første atombombe blev produceret i 1945, blev lukket. Laboratoriet har oplagret såvel plutonium som højeksplosive stoffer, men ifølge myndighederne er de sikkert oplagret.

Politiet uden ansvar for tyrkers død
*Efter mere end et års undersøgelser har Statsadvokaturen i København afgjort, at politiet var helt uden ansvar for, at en 29-årig tyrkisk familiefar i januar 1999 døde efter en anholdelse. De tyrkiske myndigheder krævede en undersøgelse af episoden, hvor den 29-årige fik et fatalt hjerteanfald i en politibil efter at være gået amok i detentionen. Retslægerådet har fastslået, at Ramazan Arican enten døde af en kokain-forgiftning eller fik hjertestop som følge af kokainen og den tumult, der foregik under anholdelsen.

Forskere advarer mod mobiltelefoner
*En britisk regeringsrapport anbefaler begrænsninger i børns brug af mobiltelefoner, fordi man mener, at det kan være risikabelt.
Rapporten har gjort indtryk en dansk kræftforsker.
"Vi må i Sundhedsstyrelsen diskutere, om det her skal følges op. Vi kan ikke sidde den rapport overhørig," siger kræftforskeren Christoffer Johansen til Computerworld Online. Selv om den britiske ekspertgruppe under ledelse af William Stewart fra Tayside University, ikke har fundet noget klart bevis på, at mobiltelefoner er sundhedsskadelige for hverken børn eller voksne, advarer forskerne om, at der kan være en effekt på kroppen. Forskerne anbefaler, at - som forebyggelse - bør børn begrænse deres brug af mobiltelefoner, indtil yderligere forskning har fundet sted og, at mobiltelefonfirmaer ikke retter deres reklamer mod børn.

Skærpet kontrol med dyrefoder
*Fremover vil Plantedirektoratet kontrollere dyrefoderet ude på landbrugsbedrifterne. Hidtil har foderstofkontrollen kun omfattet de virksomheder, der fremstiller dyrefoder.
Den ekstra kontrol skyldes, at stadig flere landmænd selv blander og importerer foder.
Ifølge oplysninger fra Plantedirektoratet vil kontrollen fokusere på bedrifternes brug af tilsætningsstoffer, anvendelsen af indkøbt foder og eventuel forekomst af uønskede stoffer i foderet.

Fødevaredirektorat skal under lup
*Den planlagte personalebesparelse på 60 stillinger i Fødevaredirektoratet bliver måske alligevel ikke til noget.
Der er frygt for at færre stillinger vil gå ud over kvaliteten af fødevarekontrollen, og derfor vil fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) have analyseret hele området, før hun søger Folketingets finansudvalg om en ekstrabevilling til at dække direktoratets budgetunderskud på knap 100 mio. kr. Bjerregaard fastholdt efter samrådet, at der ikke er noget som helst at bebrejde tidligere fødevareminister Henrik Dam Kristensen. Formanden for fødevareudvalget, Kristen Touborg (SF), er tilfreds med, at Ritt Bjerregaard vil genoverveje bemandingssituationen. Alligevel vil han indstille til sin folketingsgruppe, at SF opretholder forespørgselsdebatten om budgetrodet.

Unge nydanskere forlader Danmark
*De fleste unge nydanskere, der i øjeblikket er igang med en handels-uddannelse i Danmark, tvivler på, at de nogensinde kan få et job i Danmark. Næsten en tredjedel overvejer på forhånd at forlade landet, når de har afsluttet deres uddannelsesforløb i Danmark. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som journalist Fahmy Almajid har lavet på to handelsskoler i Københavnsområdet.
Af de 124 adspurgte handelsskolestuderende svarede 86 - svarende til 69,4 procent - at deres muligheder for at få job i Danmark enten var dårlige eller meget dårlige. 38 tænkte allerede på, at de ville søge job i udlandet.
Af de 124 var 82 født i Danmark.

200 anholdt i Beijing
*Op mod 200 mennesker blev torsdag anholdt på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, da politiet med magt opløste en demonstration, som tilhængere af Falungong-bevægelsen stod bag.
Det kom til kaotiske optrin, da hundredvis af uniformerede og civilklædte betjente gik løs på Falungong-folkene forskellige steder på pladsen.
I et tilfælde lykkedes det en gruppe på omkring 15 mennesker at folde to mægtig store bannere ud, før de blev passet op af snesevis af politifolk, der slog dem til jorden og rev bannerne fra dem.

ECB fastholder renten
*Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte torsdag på det ordinære ledelsesmøde at fastholde bankens toneangivende rente på 3,75 procent.
ECB hævede for 14 dage siden renten med et kvart procentpoint efter, at den fælleseuropæiske valuta, euroen, med en kurs på 0,8844 var faldet til ny bundrekord over for dollaren. Beslutningen var ventet af de fleste iagttagere.

Stork på afveje
*En stork og dens rede menes at være årsag til det værste nedbrud i strømforsyningen i Portugal i 20 år. Ihverfald fandt eksperter en forbrændt, død stork og resterne af dens rede mellem ødelagte ledninger på en højspændingsmast ikke langt fra hovedstaden Lissabon, der sammen med det meste af Sydportugal var uden el i over en time tirsdag aften. Hvor meget storken på afveje har kostet er endnu uklart.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her