Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

6. maj 2000

Mangfoldigt motto for unionen
*"Forenet i mangfoldighed." Sådan lyder den Europæiske Unions nye motto, der blev afsløret under en ceremoni i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Mottoet er udvalgt blandt syv finaleforslag, der igen er valgt blandt mere end 2000 forslag fra europæiske skoleelever. Når EU har fælles flag, fælles hymne og fælles valuta - hvorfor så ikke også et fælles motto for det europæiske samarbejde? Sådan tænkte den franske avis Ouest-France, der i september udskrev idekonkurrencen. Fra Danmark deltog en gymnasieklasse fra Aalborg Katedralskole, der havde vundet den danske konkurrence med mottoet "Fælles problemer -
fælles løsninger - fælles visioner." ida

'Kærlighedsvirus' hærger forsat
*'Kærligheds-virusset', der torsdag lagde adskillige elektroniske postsystemer ned verden over, fortsatte sin hærgen fredag rundt omkring på kloden.
Med en ny identitet og navneskift fra "I love You" ormede den sig vej ind i flere computersystemer verden over. Og mange computereksperter siger, at det værste endnu ikke er overstået.
"Vi regner med at se virusset i flere varianter," sagde Frances Ludgate, der er forretningsfører i eTrust, som er computersikkerhedsafdelingen hos softwaregiganten Computer Associates.
Han mener, at virusset formentligt først være udryddet om et par uger.
Verden over menes tabene at løbe op i over en milliard dollar, og flere end en million computere har været udsat for virusset. Hvis man åbner e-mail med virusset, hvoraf endnu en variant under navnet "Joke" er dukket op, risikerer e-mailsystemet at bryde sammen. Kærlighedsvirusset så dagens lys torsdag og formodes at være sendt fra Filippinerne.
Filippinsk politi sagde fredag, at ophavsmanden til kærlighedsvirusset kan være en 23-årig mand, der bor i en forstad til Manila.
Leder på forsiden

Weiss kritiserer udlændingepolitik
*Forskningsminister Birte Weiss (S) kritiserer statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for fejlagtigt at forsøge at tækkes højrefløjen i udlændingepolitikken. Birte Weiss, som gik af som indenrigsminister i efteråret 1997, siger i et interview i det nye nummer af Månedsbladet PRESS, at hendes afgang skyldtes modstand mod Poul Nyrup Rasmussens højredrejning i udlændingepolitikken.
Ifølge Birte Weiss burde Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet i stedet lægge en linie og sige: Dét står vi for.
"Der siges ind imellem ting i S, der får mig til at rive håret ud i store totter. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvad der siges. Når S bevæger sig, så flytter partierne til højre for os også. Så hvis S ikke passer på, så kan man til sidst bevæge sig så langt over, at det er helt galt," siger forskningsministeren.

Putin vil styre Tjetjenien
*Ruslands regering presser på med planer om at indføre direkte styre i Tjetjenien, hvilket vil udelukke et snarligt valg i udbryderrepublikken. Det russiske justitisministerium har forelagt et udkast til en lov, som vil gøre det muligt for præsident Vladimir Putin at indføre direkte styre.
"Vi har i længere tid sagt, at valget af en leder i Tjetjenien - det være en præsident eller en lokal regeringschef - i øjeblikket er umuligt," sagde Sergej Ivanov, sekretær i det indflydelsesrige sikkerhedsråd torsdag ifølge russisk tv.
Debat side13

Fem dræbt under kampe i Congo
*I den nordøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo udbrød der fredag kampe mellem styrker fra de to allierede nationer Rwanda og Uganda, som kæmper mod præsident Laurent Kabila. Fem personer er blevet dræbt under kampene, der begyndte tidligt fredag morgen i byen Kisingani, oplyser oberstløjtnant Akhram Hossein fra FN-missionen i landet.
De to landes styrker, som støtter forskellige oprørsgrupper i Den Demokratiske Republik Congo, havde en træfning i Kisingani i august i fjor. Den kostede 300 mennesker livet.

ECB-chef: Vær ikke nervøse
*Den Europæiske Centralbank (ECB) følger euroens kursudvikling meget nøje, understregede bankens øverste chef, Wim Duisenberg, fredag.
"Den aktuelle udvikling i euroens kurs har givet anledning til spørgsmål fra europæiske borgere, som er bekymrede for deres valutas værdi," hed det i den usædvanlige erklæring, som var stilet direkte til Europas borgere.
" Til dem vil jeg sige følgende: Jeg forstår deres bekymringer, fordi en vedvarende lav kurs på euroen på længere sigt kan give højere priser i forretningerne. Tillige kan den lave kurs underminere opfattelsen af den fælles mønt som en stabil valuta. Derfor følger vi i euroens kursudvikling meget nøje," sagde ECB-chefen.
Duisenbergs erklæring kommer, efter at euroen siden introduktionen den 1. januar 1999 er faldet med omkring 23 pct. over for den amerikanske dollar. Alene i denne uge er euroen faldet med omkring to procent.
Tema side 3

Ingen forhandlinger med gidseltagere
*Forhandleren i den filippinske gidselkrise sagde fredag, at han har mistet forbindelsen til gidseltagerne i den muslimske oprørsgruppe Abu Sayyaf, der holder 21 overvejende udlændinge som gidsler på øen Jolo i det sydlige Filippinerne.
"Mine udsendinge leder stadig efter gidseltagerne, som er flyttet, fordi den filippinske hær strammede belejringen af dem," sagde Nur Misuari, der er udnævnt af præsident Joseph Estrada til at forhandle gidslernes løsladelse.
Tidligere under gidseldramaet, der begyndte for 12 dage siden, da de 21 gidsler blev taget på et dykkersportssted i Malaysia og ført til Jolo, har forhandlerens udsendinge hjulpet med at forsyne gidslerne med mad, medicin og lægebehandling.

Mbeki opfordrer til forsoning
*Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, opfordrede fredag under et besøg i Zimbabwe præsident Robert Mugabe til at finde en aftale, der bygger på samarbejde og ikke-konfrontation mellem de sorte og hvide indbyggere i landet.
I sin hidtil mest direkte formulerede kommentar til jordstriden i Zimbabwe, hvor flere tusinde sorte Mugabe-tilhængere holder hvide jordejendomme besat, sagde Mbeki, at en forestående omfordeling af jord kræver, at det sikrer, at jordene er produktive.
Østrig er klar til afstemning
nDen østrigske regering meddelte fredag, at man er indstillet på at tage en folkeafstemning om EU's sanktionspolitik over for Østrig.
Ifølge den østrigske kansler, Wolfgang Schlüssel, skal folkeafstemningen måle befolkningens forhold til sanktionerne, som de 14 øvrige EU-lande har iværksat over for Østrig på grund af de højreradikales deltagelse i regeringen.
Folkeafstemningen skal ifølge Schüssel forhåbentlig understrege Østrigs ubetingede støtte til fortsat medlemskab af EU og samtidig give den østrigske regering mandat til at søge at få løst konflikten med de øvrige EU-lande.

Kammeratlig kultur ødelagde KUC
*Det var den socialkammeratlige omgangsform, hvor man dækker over hinanden og ordner tingene i mindelighed, der er forklaringen på, hvorfor det kunne gå så galt med økonomisk rod og misbrug af kreditkort i den københavnske kulturinstitution KUC.
Det siger den københavnske venstrepolitiker Leslie Arentoft, som både er medlem at Københavns kommunes kulturudvalg og KUC's bestyrelse. Leslie Arentoft beskylder ligeledes det kommunale revisionsselskab Revisionsinstituttet af 1920 for at have dækket over forholdene i KUC.
"Alle folk, der er noget ved musikken i kommunen er jo socialkammerater. Det er venner, og blandt venner kan man klare tingene i mindelighed," siger han.

K ønsker dialog med skeptikere
*De konservative vil i dialog med partiets EU-skeptikere. Det bliver budskabet fra partiets politiske ordfører, Lene Espersen, på Konservativ Ungdoms landsråd i weekenden. Hun skriver i en pressemeddelelse, at hun vil foreslå, at Konservativ Ungdom (KU), der har mange euro-modstandere som medlemmer, og moderpartiet nedsætter en gruppe for at diskutere, hvor "det borgerlige Danmark" vil hen i EU-samarbejdet.
"Vi har - skeptikere og tilhængere - en fælles interesse i at holde dialogen i live," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her