Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

4. maj 2000

Golfveteraner får erstatning
*Forsvarskommandoen har besluttet at udbetale erstatning til Golfkrigsveteraner, der har fået helbredsskader i forbindelse med udsendelsen, skriver flere morgenaviser.
158 tidligere udsendte har allerede anmeldt helbredsskader i form af udslæt, maveonder og psykiske problemer. Arbejdsskadestyrelsen har tidligere afvist at give erstatning, men nu giver Forsvarsministeriet veteranerne en ny chance.

Dansk retssag mod EU truer
*Danmark er parat til at hale EU-Kommissionen for EF-Domstolen, hvis Kommissionen opretholder et tilbagebetalingskrav for landbrugsstøtte på 217 mio. kr.
Det oplyser skatteminister Ole Stavad (S).
EU's Generaldirektorat mener, at Danmarks EU-direktorat har udbetalt de 217 mio. kr. for meget i støtte til danske landbrugseksportører i perioden 1. oktober 1995 til 1. juli 1997. Danmark har erkendt, at der er sket fejl, men opgør kun tilbagebetalingsbeløbet til 17 mio. kr. Danmark modtager i alt tre mia. kr. årligt i eksportstøtte.

Fejl i godkendelse af genmajs
*Greenpeace præsenterede i går de franske myndigheder og EU-Kommissionen for en yderst kritisk analyse af den mangelfulde vurdering af risikoen ved at udsætte gensplejset majs i naturen. Greenpeace opfordrer til, at der udstedes et øjeblikkeligt forbud mod udsætning af den gensplejsede majs i hele EU.
Biotek-giganten Novartis står bag den gensplejsede Bt-majs. Ifølge Greenpeace har en rapport fra EcoStrat - et schweizisk konsulentfirma, der er specialist i de økologiske konsekvenser af gensplejsede afgrøder - påvist store fejl og mangler i analyser fra Novartis. Disse analyser blev brugt i selskabets ansøgning om tilladelse til kommerciel dyrkning af gensplejset majs, der er modstandsdygtig over for insektangreb.

KUC-formand mister endnu en post
*Den tidligere formand for det skandaleramte Københavns Ungdomscentre (KUC) Poul-Erik Oppelstrup tvinges nu også til at trække sig fra posten som kasserer i Københavns Firma Sport.
118.000 kroner af de næsten 600.000 kroner, som Poul-Erik Oppelstrup har brugt på sit kreditkort fra KUC, er blevet betalt med checks fra Københavns Firma Sport, fremgår det af en revision.
"Der er tale om uhensigtsmæssig regnskabsføring, og den slags kan vi naturligvis ikke lægge navn til," siger Finn Hansen, formand for Københavns Firma Sport.

Sri Lanka erklæret i krigstilstand
*Sri Lankas regering placerede onsdag landet i krigstilstand og suspenderede på samme tid mindre væsentlige udviklingsprojekter i de kommende tre måneder med henblik på at styrke kampen mod separatistbevægelsen De Tamilske Tigre, oplyste den statslige radio.
Præsident Chandrika Kumarataungas regering besluttede at "sætte landet i krigstilstand med henblik på at sikre sejre ved at koncentrere alle kræfter" i kampen mod oprørerne.
Tidligere onsdag afviste Indiens regering at ville hjælpe med at evakuere indespærrede regeringstropper fra Sri Lanka fra Jaffna-halvøen i den nordlige del af landet.

EU støtter græsk deltagelse i ØMU
*EU-Kommissionen anbefalede i går, at Grækenland bliver det 12. medlem af ØMU'en fra den 1. januar næste år.
I en erklæring fra kommissionen hed det, at Grækenland opfylder alle kriterierne for at blive medlem.

Henrik Dam afviser beskyldninger
*Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) brød i går lang tids tavshed i sagen om det økonomiske kaos i Fødevaredirektoratet. Han afviser beskyldninger om at have tilbageholdt oplysninger og misinformeret Folketinget, mens han var fødevareminister.
Men det fører ikke til, at Folketinget standser sin undersøgelse af problemerne, som blandt andet handler om et budgetunderskud i direktoratet på knap 100 mio. kr. Både Folketingets fødevareudvalg og de folkevalgte statsrevisorer fortsætter med at undersøge sagen.
Euro-kurs fortsætter fald
nDen fælles europæiske valuta euroen fortsætter sit fald i kursen over for dollaren. Da de europæiske valutamarkeder lukkede ved 17-tiden, blev euroen handlet til kurs 0,8913, og det er ny bundrekord. Onsdag morgen faldt kursen for første gang til under 0,90 dollar. I løbet af få timer har euroen således tabt næsten et halvt procentpoint i værdi. Da kronen er bundet til euroen, måtte den tage turen med ned, og samtidig blev dollaren styrket.
Økonomiminister Marianne Jelved (R) er iskold over for euroens fald. Det gjorde hun klart i Folketingets spørgetid i går, hvor hun afviste enhver snak om, at Danmark skulle bryde med sin fastkurspolitik. "Vi følger euroen i tykt og tyndt," svarede økonomiministeren på et spørgsmål fra Folketingets løsgænger, den ekskluderede konservative nej-siger, Frank Dahlgaard.

Fire FN-folk dræbt i Sierra Leone
*Mindst fire FN-ansatte er blevet dræbt og yderligere fire såret af oprørere i det vestafrikanske land, Sierra Leone, oplyste en talsmand for FN i New York i går.
Talsmanden tilføjede, at 49 FN-ansatte holdes fanget af oprørsbevægelsen Revolutionary United Front i Makeni og Magburaka i det centrale Sierra Leone og i Kailahun i den østlige del af det lille afrikanske land.

Norsk storstrejke brudt ud
*Klokken seks onsdag morgen blev Norge ramt af en storstrejke, og nordmændene havde sikret sig ved at hamstre brød og vin fra butikker og Vinmonopolets udsalg.
Det er den største strejke siden 1986, og i første omgang omfatter den lidt over 82.000 LO-ansatte i den private sektor. Men norsk LO varsler en optrapning af strejken, hvis ikke der snart nås en løsning på overenskomstforhandlingerne. LO's medlemmer er utilfredse med de lønstigninger, som arbejdsgiverne har stillet dem i udsigt, og et mæglingsforslag er blevet nedstemt ved en urafstemning. Dansk LO bakker op om de norske lønmodtageres konflikt og opfordrer sine 22 medlemsforbund til at sørge for, at medlemmerne ikke udfører konfliktramt arbejde, som måtte blive overført til danske virksomheder.

Information retter
*Vi skrev i går, at Global Aktion er en arbejdsgruppe under Internationalt Forum. Det er det ikke. IF oplyser, at de to organisationer kun har fælles postadresse. Vi beklager.

Lukket land
*Danmarks Naturfredningsforenings forretningsudvalg holdt møde hele dagen i går for at finde ud af, om foreningens økonomiske kaos skulle føre til en fyring af direktør Lone Johnsen. Efter mødet ville Lone Johnsen ikke udtale sig, og hun henviste til foreningens præsident Poul Henrik Harritz, der imidlertid heller ikke kunne kommentere sagen. Hvorfor det forholdt sig sådan, kunne han ikke sige noget om.grøn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her