Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

23. maj 2000

FN-folk fundet dræbt i Sierra Leone
*Mindst seks lig af personer i FN-uniform blev mandag fundet godt 80 kilometer nordøst for Sierra Leones hovedstad, Freetown, oplyste FN mandag og citerede øjenvidner.
Oprørshæren i landet har i de seneste tre uger holdt ca. 500 FN-soldater som gidsler. Mandag frigav de ifølge Reuter yderligere 29 fredsbevarende soldater, men de holder stadig omkring 250 tilbage, siger FN-medarbejdere.
Oprørerne tog gidslerne, efter at forhandlingerne om en afvæbning var brudt sammen. Med mandagens løsladelser er i alt 233 blevet frigivet.

Flere tabere trods syv års opsving
*På trods af syv års højkonjunktur er andelen af langtidsledige nærmest eksploderet. Hver fjerde person, der er på kontanthjælp, har været det mere end et år. Denne gruppe er fordoblet på 10 år.
Det viser et nyt arbejdspapir fra Socialforskningsinstituttet, der er blevet forelagt Landsarbejdsrådet, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
Arbejdspapiret dokumenterer, at væksten går hånd i hånd med en øget social udstødning fra arbejdsmarkedet. Flere og flere bliver hængende på kontanthjælp, og kommunerne aktiverer dem mindre og mindre. Kun 14 procent af dem, der har været i systemet i mere end et år, blev aktiveret i 1998.
Udviklingen bekymrer regeringen: "Med den lave ledighed har vi en historisk chance for at få sat ind over for antallet af kontanthjælpsmodtagere. Hvis det ikke lykkes nu, tror jeg aldrig det vil lykkes," siger socialminister Henrik Dam Kristensen (S).

Israel trækker sig måske fra Libanon
*Israels ministerpræsident Ehud Baraks sikkerhedskabinet agtede mandag aften på et hasteindkaldt møde at diskutere mulighederne for en tidligere tilbagetrækning af israelske styrker fra Libanon, efter at Israels allierede milits i området er gået i opløsning, sagde en israelsk embedsmand, der ønskede at være anonym. Der spekuleres i, om Barak allerede den 1. juni vil trække de israelske styrker ud af Libanon.
Den israelsk-besatte zone i Sydlibanon blev mandag reelt delt i to, da et stort antal medlemmer af den israelsk støttede sydlibanesiske milits, SLA, overgav sig og forlod deres poster i den centrale del af den såkaldte sikkerhedszone. Dermed overlod de posterne til Hizbollahmilitsen.

Oliegiganter håber på færøsk olieventyr
*Den store interesse, som en lang række internationale olieselskaber har vist i den indledende fase inden påbegyndelsen af en færøsk olieindustri, viser sig også, når det kommer til realiteter og hermed flere økonomiske investeringer.
Da ansøgningsfristen til det færøske landsstyres første udbudsrunde var ude i den forgangne uge, havde Færøernes olieadministration modtaget 23 ansøgninger fra tilsammen 17 olieselskaber, der agter at gøre forsøg på at bore efter olie i færøsk undergrund.
Området, som olieselskaberne i den første færøske udbudsrunde har haft mulighed for at søge om boretilladelse i, udgør tilsammen 14.000 kvadratkilometer og ligger øst og sydøst for Færøerne.

Ledige skal lære mere sprog
*Ledige på dagpenge, som taler dårligt dansk, skal tilbydes undervisning i dagpengeperioden, så de lettere kan finde et job.
Derfor har arbejdsminister Ove Hygum (S) søgt 40 mio. kr. til formålet fra Folketingets finansudvalg. Pengene går til Arbejdsformidlingen (AF), der fordeler beløbet til regionerne efter antallet af ledige med dårlige dansk-kundskaber.
I aktivperioden har ledige ret og pligt til aktivering på fuld tid, og danskundervisning skal være en naturlig del af tilbuddet til arbejdsløse med dårlige danskkundskaber. I dagpengeperioden kan ledige få tilbud om tidlig aktivering, hvis de tilhører en særlig udsat gruppe. Det afgør AF efter de målgrupper, som de regionale arbejdsmarkedsråd har prioriteret med skelen til at forebygge flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Piratkopiering koster dyrt
*240.000 kr. lød den samlede regning, da 10 kollegianere indgik forlig med musik og -multimediebranchen mandag, skriver bladet Ingeniørens netavis.
De 10 beboere fra fire kollegier ved Danmarks Tekniske Universitet skal betale det store beløb, efter at de via kollegiernes interne computernetværk ulovligt kopierede musik og computerprogrammer.
Med forliget er der givet en generel amnesti til de øvrige kollegianere, der også er blevet involveret i sagen.
Advokat Niels M. Andersen ønsker ikke over for Ingeniøren at kommentere forliget før han har orienteret brancheforeningerne om resultatet.
Gruppen, der nu skal betale op mod en kvart mio. kr., var ansvarlige for de computere, som de øvrige cirka 2.000 kollegianere kunne kopiere musik, edb-spil og computerprogrammer fra. Sagen blev afsløret i januar, hvor politiet ransagede et værelse på et af kollegierne.
Her viste det sig, at der foregik ivrig piratkopiering på kollegierne.
På en enkelt uge blev der således kopieret musik svarende til 5.000 cd'er, skriver IngeniørenNet.

Østrigs homofile appellerer til Nyrup
*Østrigs største organisation for homoseksuelle, HOSI, opfordrer Danmark til at undlade at arbejde for en ophævelse af EU-landenes sanktioner mod Østrig. HOSI skriver i en pressemeddelelse, at den østrigske lov for homoseksuelles seksuelle lavalder strider mod menneskerettighederne, og at denne lovgivning bør lempes, før sanktionerne kan ophæves.
HOSI har siden februar skrevet to breve til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for at gøre opmærksom på den østrigske lovgivning.
Ifølge HOSI's generalsekretær i Wien, Kurt Krickler, vil det være "et fatalt signal", hvis sanktionerne ophæves, uden en samtidig ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle.
Den omstridte paragraf 209 i Østrigs straffelov sætter homofiles seksuelle lavalder til 18 år, mens den for heteroseksuelle er 14 år. Brud på loven kan straffes med fængsel.
Ifølge Krickler skriver HOSI til Nyrup, fordi den danske statsminister åbent har udtrykt vilje til at få ophævet sanktionerne.
"HOSI synes ikke, at det er en god ide, hvis der ikke samtidig stilles nogle betingelser," siger Krickler.

Information retter
*I gårsdagens forsidehistorie 'Filminstituttet fattes penge' står der fejlagtigt i første afsnit at: "Tv-stationen opdagede for to uger siden en aftale.." Der skulle have stået: "Tv-stationen ophævede(...) en aftale...."
Vi beklager fejlen, red.

Uffe skal ikke til Zimbabwe
*Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) afviste mandag at blive leder af de valgobservatører, som EU vil sende ned for at følge parlamentsvalget den 24. og 25. juni i det urolige Zimbabwe. Han kan ikke passe opgaven ind med så kort varsel, forlød det mandag på EU's udenrigsministermøde i Bruxelles. Kommunikationen på udenrigsministermødet må dog have haltet, for på et pressemøde fik udenrigsminister Jaime Gama fra det portugisiske EU-formandskab alligevel præsenteret Ellemann-Jensen som den formentlig kommende leder af valgobservatørerne, hvorefter danske diplomater måtte ile rundt og fortælle, at den tidligere danske udenrigsminister er forhindret i at takke ja til opgaven

100.000 protesterer mod krigen
*Flere end 100.000 eritreere rykkede mandag ud på gaderne i hovedstaden Asmara for at protestere mod verdens "fortsatte forræderi" mod deres land på baggrund af de etiopiske troppers indtrængen på eritreisk jord.
Demonstranterne opsøgte først FN's kontorer i udkanten af byen, hvor de afleverede et åbent brev, som opfordrede Sikkerhedsrådet til "at tage sikkerhedsmæssige foranstaltninger og øjeblikkelig at iværksætte straffeaktioner for at sikre Eritreas suverænitet og at genvinde freden." Etiopien har taget kontrollen over store dele af det sydvestlige Eritrea, efter at nabostaten den 12. maj indledte en massiv offensiv mod Eritrea. FN har reageret på krigen mellem de to lande ved at vedtage en våbenembargo, mens de to lande hver især kritiserer FN for ikke at placere skylden for den to år lange konflikt hos modparten. Den eritreiske marchs deltagere overrakte kopier af brevet til de 22 ambassader, der officielt findes i Asmara. Protesten var støttet af alle grupper i samfundet inklusive erhvervsfolk, studerende, arbejdere og almindelige borgere, som kom for at udtrykke "deres rædsel over det internationale samfunds passivitet i forbindelse med Etiopiens invasion af Eritrea."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her