Jack DeJohnette som trioleder
Koncert
I hælene på Brad Mehldau, hvis trio jeg anmeldte i forgårs, fulgte i Copenhagen JazzHouse endnu en amerikansk trio med klaver, bas og trommer. Men en helt anden slags trio, bl.a. fordi lederen her sad ved trommerne, ikke ved klaveret.
Bedst kender vi Jack DeJohnette som medlem af Keith Jarretts trio (gennem nu mere end 17 år) og før det bl.a. som trommeslager hos Miles Davis - job, der for længst, sammen med utallige indspilninger, har cementeret hans position som en af jazzens store rytmikere. Derfor har vi jævnt hen, på plader og ved besøg, også mødt ham som leder af egne grupper, og her har udbyttet ofte været noget mere blandet.
Den trio, han stillede op med onsdag aften, var imidlertid noget af det mest spændende, han hidtil har budt os. På klaver et af de mest lovende ny pianistnavne, Danilo Perez, som tidligere har været her, både med egen trio og med Roy Haynes'. På bas og guitar Jerome Harris, bedst kendt fra besøg med Sonny Rollins.
Problemet med trommeslagere som kapelmestre er ofte, at de lader selvfremføring gå forud for musik. I DeJohnettes nuværende trio har hans eget spil uundgåeligt en autoritet, som hans to medspillere ikke kan konkurrere med, men hverken solistisk eller styrkemæssigt hævder han sig på deres bekostning - tværtimod satser han hele tiden på trioen som helhed.
Rytmikken i centrum
Mens det i Mehldaus tilfælde tydeligt nok var hans pianistiske interesse i melodik og harmonik, der især prægede triospillet, var det i DeJohnette-trioen det rytmiske, der kom i første række. Især i form af tæt sammenvævede kollektive mønstre, udfoldet med stor diskretion og elegance og farvesans.
DeJohnette indlagde f.eks. flere passager med det sprødeste bækkenspil; Perez trakterede ikke kun klaveret - heldigvis helt uden latinamerikanske bravader - men også den harmonika-klingende melodica (som engang var DeJohnettes bi-instrument) og en mini-synthesizer, der overvejende blev brugt som rytmeinstrument; og Harris, som hos Rollins var time-keeper med pumpende el-bas, viste sig her som en langt mere fantasifuld instrumentalist, både som guitarist og som udøver af en, så vidt jeg kunne skønne, primært akustisk kæmpe-basguitar.
Overraskende var det desuden, at Harris i sin egen komposition, "Hand By Hand", der afsluttede det fem kvarter lange første sæt, pludselig førte sig frem som vokalist i brasiliansk stil (med falset à la Milton Nascimento), hvilket ikke brød den generelle musikalske stemning, men kun tilføjede en velkommen klanglig facet.
Med sine to amerikanske trioer var begyndelsen af denne uge kort sagt så givende, at den passende kunne have været indledningen til den københavnske jazzfestival. Men den må vi endnu vente halvanden måneds tid på.
*Jack DeJohnette Trio i Copenhagen JazzHouse onsdag
