Læsetid: 4 min.

På flugt fra almindeligheden

31. maj 2000

Jakob Ejersbos 'Superego' er novellekunst med pil opad

Noveller
I al almindelighed skal man ikke prøve at fortælle folk i 20'erne og begyndelsen af 30'erne, at når det kommer til stykket, så er mennesker betydeligt mere ens end de er forskellige.
For dem er det mere eller mindre indlysende, at vi alle sammen har hver vores helt særlige individualitet og personlighed, og hvis man prøver at være morsom, og sige at det jo lige præcis er det man mener, ser de vantro på en, som på et fænomen der for længst har overskredet sidste salgsdato
Ikke desto mindre: Når man læser de bedste af generationens forfattere, får man et lidt andet indtryk end det medierne - og tildels også generationen selv - fremstiller. Så fantastisk cool og selvsikker er den altså heller ikke.
Dens tilsyneladende tyrkertro på at være enestående og superindividualistisk viser sig trods alt at have sprækker.
De nærmest perfekte mænd og kvinder, med et helt perfekt liv, som f.eks. skildres hos Helle Helle, hvad bestiller de egentlig, når de er i enrum og ikke nødvendigvis skal aktivere deres perfekte udadvendthed?
Jo, de græder såmænd. Hos Jan Sonnergaard holder ecstasy-tågerne heller ikke tæt, en frygtelig mistanke om, at man nok i grunden er underlagt det almindelige sniger sig, uvelkomment, ind på personerne.

Rigor mortis
Det er når man vakler hjem fra Andy's og den nærmeste morgencafe, sådan ved halvottetiden om morgenen, at man begynder at få en fornemmelse af, at man nok alligevel ikke slipper for at blive indlemmet i det Middelklassedanmark, som netop på det tidspunkt er på vej til dagens dont, for at få hjulene til at køre og øllet bragt ud til den følgende nats individualistiske markeringer.
For trygheden - den ligger på lur som et stort, klægt dyr, der er ude på at æde én ved førstkommende lejlighed. Og den har god øvelse i at vente, den er tålmodig. Ganske vist tårner den sig op som en tidlig version af rigor mortis, men den er også alle længsler mål.
I den sidste ende. For at realisere et liv i ecstasy, diskoteker og små, svinedyre spisesteder - det, der i en rustik fortid hed Sus & Dus - skal man bruge penge. Penge, penge og penge. Og man ved jo godt, at det kun er et forsvindende lille antal, der i virkeligheden har 'personlighed' til at score kassen. Langt de fleste må satse på et godt lønmodtagerjob. Helst et fedt et, selvfølgelig, men mange må jo faktisk nøjes med endnu mindre. Og for ligesom at tvære den allersidste rest individualitet ud også, så gør de det. Nøjes!
En af dem, der udmærket godt ved at virkelig personlighed ikke bare består i at sprælle lidt i nettet før det strammes for alvor, er Jakob Ejersbo.
Han er født i 1968 og hans anden bog, novellesamlingen Superego, giver et både uhyggeligt og makabert-lystigt portræt af en generation, der tumler rundt, godt bedøvet af stoffer og sprut, og som ikke kan føle noget som helst.
Sex får de skam nok af, det er ikke det, men de er så at sige ude af vane med at indgå følelsesmæssige bindinger. De er uhyre stilbevidste, men ellers ret flade forbrugere af verden og dens muligheder for nydelse.
Det kan også udtrykkes lidt tydeligere: De er simpelthen røvsyge, man gider næsten ikke beskæftige sig med deres Diesel og alt det andet modelort, de så omhyggeligt omgiver sig med.

Facade
Men så alligevel. For selvfølgelig er det facade, det hele, selv om den godt nok må siges at have gnavet sig ned i de dybereliggende hudlag.
Og en udtalt rastløshed røber trods alt, at de egentlig først og fremmest er desperate. Med en ligefrem rørende længsel efter noget ægte. Ikke det eksotiske, farvestrålende eller 'helt fantastiske', men noget helt simpelt og almindeligt ægte.
Og selvom Jakob Ejersbo viser dem frem i al deres irriterende udvendighed, står læseren absolut ikke af. Tværtimod, man bliver hængende, lykkelig for at være i hænderne på en forfatter, som både ved noget og som kan kunsten at fortælle om det, så det ikke bare bliver vedkommende for den indforståede stamme af københavnske natteravne, men også for os andre.
Der er altid noget latterligt ved at opdele folk i generationer. Også på det punkt, hvad alder og bestemte tiår angår, er mennesker mere ens end de er forskellige. Men ensheden ytrer sig, lige så selvfølgeligt, på forskellig måde. Jakob Ejersbos måde at aflytte sin generation på er intet mindre end fremragende.
Sprog og stil er spækket med hippe (hedder det stadig det?) og tidsrigtige udtryk - med indbygget forældelse, må forfatteren regne med - men tonefaldet, selve strømmen i sproget, er tidløst, sikkert og utroligt smidigt.
Måske er enkelte af novellerne - især de kortere - lidt vel programmatiske, lidt anekdoteagtige, men hovedparten er vedkommende og velfortalt novellekunst med pil opad.

n*akob Ejersbo: Superego. 228 s. 225 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu