Læsetid: 4 min.

På græs i sundet

20. maj 2000

Saltholm kæmper for det, øen har levet af siden middelalderen: At holde dyr på sommergræsning

En spids nordøstenvind dunker Øresund i krappe bølger mod stævnen. Det gode skib "Mathilde af Saltholm" duver sideværts.
De passagerer, der står ude i skumsprøjtet, tager det forbløffende roligt. Det er kreaturerne. 28 klemmer sig sammen i det åbne lastrum, 14 køer og 14 kalve.
Skibsfører Niels Kristoffersen forklarer i styrehusets læ:
"Jo flere bølger, des roligere bliver de. Om det er en form for angst, véd jeg ikke. Til sidst er de helt apatiske."
Niels Kristoffersen bor i Fuglebjerg på Vestsjælland, men har sommerhus i Saltholms nedlagte skole. Det er hans fjerde sæson med kreaturbåden til Saltholm.
"En 700 styk regner jeg med at skulle have over. Før kom dyrene fra Amager. Nu skal man til Jylland for at hente de fleste af dem. Kun de 200 kommer fra Sjælland."
Niels Kristoffersen lægger kursen an mod indskibningshavnen: Barakkebroen på Saltholms nordspids.
"Det er lavvandet i dag," siger han. "Vi får kun fem centimenter fri under kølen."
Det er optimistisk vurderet, for båden ender med at skrabe henover bunden lige inden bolværket.
Kristoffersen slukker for motoren, og i læ af molen er der stille for vinden.
Dyrene begynder at stikke hovederne op mod himlen og udspile næseborene. Nogle af dem har fået færten af, at det ikke er undergang, der venter, men fire måneders sommerferie.
Kristoffersen kigger på dyrene i lastrummet:
"Det vigtige er, at én eller to har været her før. Så går de lige ud af båden, og de andre følger efter. Og når vi lukker dem ud af folden på broen, løber de over mod østsiden af øen, til den brønd, de kender, og de andre løber med."
Ganske rigtigt. Så snart Kristoffersen svinger porten åben, styrter dyrene afsted og efterlader sig en støvsky over den tørre skærvevej fra Barakkebroen og op til Saltholms klynge af gårde.

Kreaturbåden tilhører Saltholmsejerlauget. Det gør øen også og har gjort det siden 1874. Græsningen er der officielle dokumenter på siden 1518, men i århundredernes løb har bølget stridigheder om øens ejerforhold og om dens kommunale stilling. Det sidstnævnte afgjordes så sent som i 1919 og til fordel for amagerkommunen Tårnby.
Rettighederne til Saltholm er fordelt mellem andelshaverne efter en gruligt indviklet beregning, det såkaldte Saltholmshartkorn, der udspringer af det antal høveders græsning, som Amagers ejendomme havde på Saltholm efter en græsningsvedtægt fra 1813.
Til de sommergræssende på øen hører Dragørs gæs, der dog ikke kommer over med kreaturbåden fra Kastrup, men med fiskerkuttere direkte fra Dragør.
Heste og får er også feriegæster på øen, men ikke i så stort et antal som førhen.
Hestene var det særligt svært at holde styr på, forklarer Niels Kristoffersen:
"De kunne nemlig finde på selv at svømme hjem til Amager. Havde en hest gjort det én gang, kunne man godt glemme alt om at holde den på Saltholm."

Saltholm har tidligere haft indtægter fra forpagtning af kalkbrydning på øen og lejeindtægter fra militæret. Kalkbrydningen var så givtig en forretning - blandt andet til genopbygning af København efter brandene - at flere kalkværker kunne holdes i drift. Efter gentagne oversvømmelser af graveanlægget blev brydningen indstillet i 1934.
Det var et år efter, at dansk militær, hvis tilstedeværelse var blomstret op under Første Verdenskrig, også pakkede sammen og sejlede hjem.
Siden udklækkede 1900-tallets iværksættere planer om feriebyer og storlufthavn på Saltholm, men intet af det blev til noget, hvad ejerlauget er godt tilfredse med - hvis altså bare de kan udnytte den græsning, som også opretholder den naturtilstand, der er nødvendig for standfugle og trækfugles glæde af øen.
Økonomien i græsningen er nu om stunder så anstrengt, at det kun er EU-tilskud, der gør det muligt at opretholde den. Det er ikke billigt at befordre 500 kreaturer fra Jylland til Saltholm - og tilbage igen.

Nye vanskeligheder truer forude. Udskibningspladsen i Kastrup Havn er solgt til entreprenørfirmaet Skanska, der er i gang med et gigantisk kontorhusprojekt i de gamle havnebassiner. Og hvor passer Saltholms køer ind i denne fremtid af glas, stål og beton? Skanska har lovet velvilje de næste to år, men herefter?
Fremtiden er også usikker for den postbåd, der tre gange om ugen bringer breve til Saltholms to fastboende familier og de otte-ti, der om sommeren holder ferie på øen.
Postvæsenet har stillet "en nyordning" i udsigt, og Saltholm-boerne er bekymret for, hvad det nu kommer til at betyde.
At Saltholms nuværende tilstand er værd at bevare, er Dirch Jansen, gårdejer på Amager og en af Saltholms sommerbeboere, ikke i tvivl om:
"Det er som at være tilbage ved forrige århundredeskifte. Her er hverken indlagt vand eller el. Folk, der bor på øen, hjælper hinanden. Og naturen virker meget kraftigere herover."
Fra sit røde træhus peger Dirch Jansen ned over de lange flade græsningssletter mod Øresundsbroen, der fjernt spænder over sydhorisonten.
"Broen dér? Jeg kalder den det store kreaturhegn, for sådan ser den ud herfra."q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her