Læsetid: 5 min.

På job med Bob

23. maj 2000

Korsbæk kom til koncert, da Bob Dylan lagde vejen forbi Horsens, handelstandsforeningen og omegn

Koncert
Dér lige foran mig på balkonen i Horsens Ny Teater sad en høj blågrå paryk. Hun var vel på alder med Dylan, måske lidt ældre, og hun så ud som om hun var gået forkert, men var for høflig til at spørge om udgangen. Når hun ikke - forgæves - prøvede at klappe i takt, konverserede hun sin mand og sin svigerdatter, altimens hun holdt et vågent øje med hvem, der nu sad nede i salen. Der blev vinket og fingerkysset. Jo, Korsbæk var kommet til koncert. Og Dylan var kommet til Korsbæk.
Tiderne er skiftet. Og Dylan sang ikke "The Times They Are A-Changing". Han sang på den anden side heller ikke sin nye single "Things Have Changed" med ordene "people are crazy and times are strange." Begge sange havde ellers været ret gode kommentarer til aftenens koncert og især hurlumhejet omkring den.

Sponsortræf
Den blågrå paryk var nemlig ikke alene om at være der, fordi hun selv eller hendes gemal enten var medlem af sponsorklubben HNT &
Friends - "hvis kulturelle visioner og entusiasme giver genlyd i hele landet" - eller kendte nogen, der kendte en, der havde spækket i sponsorkassen for at rejse den lille million, der angiveligt skulle til for at få Dylan til at mellemlande i Horsens. Sammen med bl.a. Thomas Helmig, Morten Sabroe, Christian Braad Thomsen, Mimi Stilling Jakobsen, Renee Toft Simonsen, Sebastian, C.V. Jørgensen, Poul Krebs, Allan Olsen, Lasse & Mathilde, Michael Falch, Marie Frank og Lotte Heise, i dagens anledning uden hovedtelefoner.
Det gav en helt særlig stemning, en mellemting af globryllup og reception. Både udenfor og inden døre.

Levende begravet
Nu kan man aldrig se, hvad Dylan tænker, men det må være sådan det er at spille til lukkede personalefester, levende begravet i sin egen myte. F.eks. er det længe siden jeg har hørt "Hard Rain" overdøvet af taktfaste klapsalver og sejle-op-ad-åen-stemning. Det må være det, der hentydes til, når byens officielle sommerbrochure varmer op til Dylan-koncerten med ordene "Alle andre steder end i Horsens er verdensstjerne og intimkoncert to uforenelige størrelser."
Så bundlinjen er, at Dylan-koncerten for længst var blevet så meget en begivenhed, at man værsgo havde at deponere den kritiske sans samme sted som mobiltelefoner, kameraer og båndoptagere - i garderoben. Mod behørig kvittering.
Dylan slap dog for kropsvisitationen ved indgangen. Han brugte bagdøren. Både ind og ud.

Socialt eksil
Forestil Dem et kort øjeblik, at Dylan var som de fleste. Ja, at han f.eks. var som Bruce Springsteen. Her er et lille, gammelt, atmosfærefyldt teater - et velsignet
break i den anonyme række af kæmpehaller. Hvorfor ikke benytte lejligheden og de uvante rammer til at folde sig helt ud, spille nye sange, strække ud, spille længe, spille godt, tale med publikum, ha' det ... ja, sjovt. Selv om man ikke skal spøge med en million kroner for en aftens arbejde, kan man da godt virke bare lidt tilfreds.
Men Dylan er ikke Springsteen. For Bob var Horsens bare endnu et job. Sådan har det været siden han engang i 80'erne gik i frivilligt socialt eksil på The Never Ending Tour. Og sådan må det være. Sidste år gav han og hans band ca. 120 koncerter. Nogle af dem må være forglemmelige. På den anden side lyser Forum-koncerten i 1998 stadig som et fyrtårn i Dylanologien, så vi havde noget at have forventningerne i.
Os om det.

Dylan som Dylan
Det musikalske regi var stort set det samme som sidst: lidt sprød bluesgrass på grænsen til museal hillbilly, lidt guitarruskende rock, en masse country og en del Dylan i rollen som Dylan.
Den afgørende forskel lå i attituden og repertoiret. Det sidste betingede det første, for selvfølgelig er det interessant for første gang meget længe at høre "My Back Pages," men hvorfor skal den udsættes for et arrangement, der er mere sjældent, end det er smukt. Og når man betænker, hvor både monumentale og intenst-intime højaktuelle udgaver, han gennem årene har givet af "Masters Of War," var Horsens-udgaven løst, vådt krudt. Helt ved siden af forekom også et så perifert, tidsbundet nummer som "The Lonesome Death Of Hattie Carroll". Dér virkede Dylan for alvor helt
alene på scenen, fanget i sit fortidsspind.
Så hellere den udgave af ham, der spænder spaden, så den sidder lavt, når han tonser gennem "Gotta Serve Somebody" uden at se hverken tilbage eller op. Det er og bliver bare en god rocker. Det samme gjorde han countryballaden "To Be Alone With You" til. Og så var det pludselig slut. Eller rettere: Så kom ekstranumrene.

Hulter til bulter
Normalt plejer man at opbygge til et klimaks i den ende af en koncert. Ikke Dylan. Det virker, som om han bare spiller sangene hulter til bulter, og da der åbenbart kan gå længe mellem, at musikerne spiller et bestemt nummer, er de heller ikke lige meget hjemme i dem alle. Det giver - på en gennemsnitlig dag - en del bøffer, forkerte overgange og ustemte guitarer og vokalharmonier, der skriger til himlen. Horsens var en sådan gennemsnitlig dag, men hans fraseringsteknik er jo stadig formidabel, som min sidekammerat, folkesangeren, formulerede det.
Det samme er hans stædighed med at ville lave de gamle numre om.
I perioder af karrieren har det kastet nyt, givende lys over bagkataloget, men de senere år har det for ofte virket som om sangene bare blev omarrangeret, fordi noget skulle der jo ske med dem. Det får f.eks. en sang som "It Ain't Me, Babe" til at gå næsten i stå. Og man tager sig i at sidde og tænke, hvorfor han dog ikke i stedet spiller nyere sange. F.eks. var der kun en sang fra den eksistentielle Time Out Of Mind, en jasket udgave af "Trying To Get To Heaven."

Blivende øjeblikke
Til gengæld var der blivende øjeblikke af sammenhæng og åbenbaring i noget nær dugfriske opdateringer af "Tangled Up In Blue" og
"You're A Big Girl Now" ligesom "Ballad Of A Thin Man" kom hjem med den altid fascinerende uudgrundelighed i behold, med Dylan i rollen som Mr. Jones. Eller som The Observers anmelder spurgte efter Stuttgart-koncerten: "But Bob, how does it feel?"
Da Dylan efter to timer og fem minutter intonerede den obligate "Blowin' In The Wind" som sidste nummer, rejste den blågrå paryk sig op i noget, der kunne forveksles med begejstring. På det tidspunkt så Dylan ud som om han havde forladt bygningen. Den sang synger osse sig selv.
På vej hjem fra Horsens råspillede vi "Things Have Changed." Nogle linjer bliver hængende, dem, der går: "Lot of water under the bridge. Lot of other stuff too, don't get up, gentlemen, I'm only passing thru'..."
I aften venter et nyt bifald i Berlin. Og i morgen fylder Dylan 59.

Bob Dylan & band. Horsens Ny Teater. Søndag

FAKTA
Det spillede han
"Hallelujah, I'm Ready To Go"
"My Back Pages"
"Masters Of War"
"Tomorrow Is A Long Time"
"A Hard Rain's A-Gonna Fall"
"Tangled Up In Blue"
"The Lonesome Death Of Hattie Carroll"
"Gotta Serve Somebody"
"You're A Big Girl Now"
"All Along The Watchtower"
"Tryin' To Get To Heaven"
"To Be Alone With You"
"Ballad Of A Thin Man"
"Like A Rolling Stone"
"Forever Young"
"Maggie's Farm"
"It Ain't Me, Babe"
"Rainy Day Women"
"Blowin' In The Wind"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu