Læsetid: 13 min.

På vej til Helvede - for anden gang

13. maj 2000

Midt i Sierra Leones hovedstad, Freetown, bor 2.000 civile krigs-invalide, der stort set alle har fået hugget en eller flere kropsdele af. Nu er gernings-mændene atter på vej mod byen

De mener selv, de har været i Helvede. At skæbnen har været så hård ved dem, at det kun kan blive bedre fremover.
Kigger man sig omkring i lejren for krigsinvalider midt i Freetown, er man tilbøjelig til at give dem ret. 2.000 mennesker bor på et område på størrelse med en fodboldbane i telte eller faldefærdige barakker af hullede og skævvredne blikplader.
Næsten alle har de fået hugget en eller flere kropsdele af under tidligere krigshandlinger i Sierra Leone. Hænder, arme, fødder, ører og ben. Sågar øjne.
De skamferede kroppe vidner om mennesker med en smertefuld fortid bag sig. Og de mange syge og stærkt underernærede børn i lejren, samt stanken af tis og affald overalt, fortæller om en nutid, der ikke giver grund til forfærdeligt mange håb om forbedringer.
Her er manden på 75, der fik hugget begge ben af med en økse. Og der er pigen, der fik hugget hele den ene arm af med en machete, da hun var to måneder gammel.
Alt sammen for lidt over et år siden, da landets største oprørsbevægelse, Revolutionary United Front (RUF), stormede og erobrede halvdelen af Freetown under kordeordene 'Tilintetgør alt.'
Det blev tre uger i Helvede for de fleste af Freetowns indbyggere. Mellem 6.000 og 7.000 mennesker blev dræbt og andre tusinder civile skamferet og gjort til invalide af RUF-rebellerne ved en systematisk opvisning af brutalitet, hvis grad og omfang ikke er til at fatte.
I dag står gerningsmændene kun 30 kilometer fra byen, og de kommer nærmere for hver dag, der går. Næsten alle udlændinge - inklusive Informations udsendte medarbejder - og lokale, der har finanserne til det, flygter i al hast ud af Freetown.
Andre, som de 2.000 invalide, har hverken økonomi eller fysisk styrke til at komme væk. Deres muligheder ligger i, at blandt andre FN udviser vilje og evne til at holde byen fri for rebeller. Til at forhindre, at et nyt mareridt vil udspille sig i Sierra Leones hovedstad.

Sort af fluer
Stanken af tis, afføring og rådnende affald er overalt. Den bagende eftermiddagssol og de helt vindstille forhold gør sit til at forstærke lugten.
Kloakker på omtrent en meters dybde er forsøgt udgravet mellem de mange hullede telte og barakker, men bunker af affald, der har hobet sig op i de udgravede render, har stoppet gennemstrømningen totalt. Planerne om kloakering er tilsyneladende helt opgivet. Nu bruges udgravningerne blot som fælles skraldespand. Men også på den røde jord mellem teltene, ligger mængder af affald henkastet.
Store udendørs bålpladser er lejrens køkkener. Det største af disse køkkener ligger to-tre meter fra en række af små enmandstelte med opstillede spande indvendig, der fungerer som toiletter. Området er sort af fluer.
Her udspiller hverdagen sig for 2.000 voksne og børn sig. Ikke blot lever de under ekstremt fattige og usunde forhold - der er tilmed alt for lidt plads. Familier på 10-15 mennesker bor i telte beregnet til fire, og der må soves på skift eller udendørs.
Uden for flere af teltene ligger da også både voksne og børn på tynde og beskidte tæpper eller sivmåtter, tilsyneladende helt tappede for kræfter.
Under gåturen rundt i lejren strømmer andre, mere friske beboere til, tilsyneladende ivrige efter at vise deres sår eller handicap frem og efter at blive fotograferet. Specielt hænder er en mangelvare blandt lejrens beboere, og det skyldes, at RUF - som en grotesk kommentar til den siddende præsidents valgslogan om, at "Sierra Leones indbyggere kan afgøre landets fremtid med deres hænder" - systematisk gik efter at frarøve vælgerne deres hænder, inden der skulle stemmes.
De færreste af de invalide taler et forståeligt engelsk, og fremvisningen foregår derfor mest i tavshed. Jeg vælger ikke at gøre meget brug af tolken, for hvad siger man egentlig til en mand, der har fået savet begge arme af? Eller til en kvinde, der har mistet sine arme, et ben og begge ører?
M
angler det ene øje
En bistert udseende mand træder uden en lyd demonstrativt ud fra et telt og stiller sig kun et halvt skridt foran os. Med et pludseligt ryk hiver han sine meget mørke solbriller af og afslører, at han helt mangler det ene øje. Såret er tydeligvis ikke blevet ordentligt behandlet.
"De huggede mig med en machete og skar mig med en kniv," siger han på et klodset engelsk og viser med grusomt sigende hånd- og fingerbevægelser, hvordan øjet gik tabt.
En kvinde, måske i 60'erne, sidder i en rusten rullestol foran teltet under et stykke presenning, der udgør et lille halvtag. Hun mangler begge ben fra hoften og ned.
Via tolk fortæller hun med lav, lav stemme, at hun er låst til denne skyggefulde plads dagen lang, hvilket næsten giver sig selv, taget i betragtning hvor ujævnt og hullet et jordstykke, lejren ligger på. Her kan ingen rullestol køre.
Kvinden vil ikke fortælle, hvordan hun har mistet sine ben og heller ikke, hvad hun hedder.
"Jeg er bange for rebellerne," hvisker hun. "Nu er de på vej igen."
To måneder gammel uden arm
Omkring 350 af lejrens beboere er børn. Ét af dem er pigen Mariata, ni måneder gammel med smukke, mørke øjne og vilde proptrækkerkrøller, iklædt en kridhvid kjole med små sløjfer. Men hele hendes ene arm mangler, og det har den gjort, siden hun var to måneder gammel.
Hendes mor, der viser pigen frem, fortæller, hvorledes den landsby, familien boede i, for syv måneder siden blev angrebet af en gruppe rebeller:
"Først skar de begge hænder af min mand, og vi blev tvunget til at se på, mens han forblødte. Så huggede de armen af min datter og lod hende ligge blødende på jorden," siger hun uden at fortrække en mine.
Moren blev tvunget til at følge med rebellerne, som holdt hende i fangeskab en hel uge, inden det lykkedes hende at flygte en nat. Straks efter overfaldet på landsbyen blev den lille pige fundet af en af landsbyens ældre kvinder, der forbandt hende, og den lille familie har derfor kunne genforenes.

Ingen mad
Det samme gælder ikke omkring hundrede af lejrens andre børn, der har mistet deres forældre.
Èn af de forældreløse, en meget lille - alt, alt for lille - dreng, sidder på jorden uden for et telt og græder. En kvinde fortæller, at han, der formentlig er omkring fire år, i flere uger har haft meget svært ved at tage føde til sig, når der endelig kommer forsyninger.
"Der er ingen læger fast lejren, og der er ikke råd til at besøge en i byen. Men barnet behøver hjælp," siger hun.
Det gælder øjensynlig flere af børnene, hvoraf mange har papirtynde arme og ben, men samtidig en stor, udspilet mave.
"Folk her i lejren får højest ét lille måltid om dagen, for eksempel bønner, grød eller konserves. Indimellem, og det er sket ofte den senere tid, får de ingenting. Det kan ses nu, specielt på børnene," siger Muctarr M. Jalloh, formand for og daglig leder af lejren.
I februar sidste år, umiddelbart efter at RUF-rebellerne var jaget ud af Freetown, blev lejren startet af en række internationale organisationer som resultat af, at flere tusind civile pludselig stod med alvorlige handicaps.
Imidlertid har der i flere uger kun været lokalt ansatte tilbage, fortæller Muctarr M. Jalloh, og på denne dag er det da heller ikke muligt i lejren at finde hverken læger, sygeplejersker eller andre uddannede hjælpere. Og forsyninger er der ingen af.
"Som det er nu, må de mest friske hver morgen gå ud i byens gader og tigge. Det er den eneste måde at overleve på. Beboerne her i lejren er gode til at dele med hinanden, men vi har desperat brug for hjælp udefra hurtigst muligt," siger Muctarr.
Røde Kors er stort set ene blandt de humanitære organisationer om fortsat at være repræsenteret i Freetown efter de seneste dages forværring af situationen i Sierra Leone. Den ekstremt spændte atmosfære og de momentvise skudepisoder i byen har imidlertid gjort, at også de lokale ansatte i Røde Kors har mere end svært ved at komme rundt med hjælp.
Derfor er tiggeriet aktuelt den mest sikre indkomstkilde - dog sat i relief af, at Freetown er hovedstad i verdens fattigste land, hvor en indbygger gennemsnitligt bliver 37 år gammel.

Eneste i live af syv
I fysisk forstand ligner Muctarr M. Jalloh, 26, de mennesker i lejren, han er formand for. Og hans historie er et repræsentativt eksempel på den helt ekstreme grad af meningsløs vold over for den civile befolkning, som Freetown oplevede i stor stil for blot et år siden.
Som gæst i lejren forstår man så tydeligt, hvorfor disse mennesker er bange for udsigten til nye rebelangreb mod byen. Meget bange.
På minuttet husker Muctarr, hvornår han blev skamferet af en gruppe RUF-rebeller den 9.januar sidste år.
"Klokken var 17.43, da to rebeller huggede min arm af med en machete. Jeg kan huske det så præcist, fordi mit nye ur sad på den arm, de huggede af, og jeg nåede lige at kigge på uret som det sidste, inden de huggede til," fortæller han.
Inden det kom så vidt, havde rebellerne, der var del af en større gruppe, ladet ham hænge og dingle i armene fra et træ i fire timer.
"Mens jeg ventede på, at det blev min tur, så jeg rebellerne henrette seks af mine kammerater. De tvang dem først ned på knæ én efter én, og så tog de fat i deres hår og huggede hovedet af dem. Jeg var nummer syv i rækken, og da soldaterne skar mig ned fra træet var alt håb ude for mig. Men i det samme kaldte en kommandant på den ene af bødlerne og beordrede ham til at hente noget vand. De slap mig et kort øjeblik, men da de samme to kom tilbage, huggede de min arm af og skar mit øre af. Til sidst stak de mig i maven med en kniv og huggede mig i hovedet med en machete, så jeg besvimede. Da jeg vågnede, var de væk."
Muctarr fortæller historien uden afbrydelser eller tårer i øjnene. Han forklarer det selv med, at historien er blevet fortalt så mange gange, at han næsten intet føler mere.
Det lykkedes Muctarr at slæbe sig hen til nærmeste hus, hvor han blev hjulpet. Om bødlerne og deres motiver for at dræbe og torturere civile siger han:
"På det tidspunkt, hvor de angreb mig og mine venner, gik jeg i skole og var samtidig ved at uddanne mig til spejderleder. Jeg havde intet haft at gøre med militær overhovedet, og jeg støttede ikke nogen speciel politisk retning. Ingen af os kendte rebellerne."

Mødte morderne senere
Muctarr beretter, at han senere har mødt de selvsamme to rebelsoldater, der myrdede hans venner og torturerede ham selv. Det skete på åben gade midt i Freetowns mylder.
"Jeg spurgte dem, om de kunne genkende mig, mens jeg gemte min halve arm bag på ryggen. Det sagde de nej til, og jeg rakte derefter armen frem mod dem. De begyndte at ryste af frygt for, at jeg og den mængde, der havde samlet sig uden om os, ville overfalde dem, men nogle nigerianske soldater kom imellem os. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, men jeg tror, jeg kan tilgive dem. Jeg kan ikke glemme, og jeg kan slet ikke forstå, men jeg prøver at tilgive," siger Muctarr.
Hans historie om mødet med de to mordere er et eksempel på et meget kontroversielt aspekt af den fredsaftale, der blev indgået for Sierra Leone i juli sidste år. I et forsøg på at skabe generel forsoning, blev alle tidligere oprørssoldater tildelt en amnesti, der fritager dem for ansvar for ellers ulovlige handlinger begået inden fredsaftalen.
Derfor kan mennesker, der er blevet skamferet til det næsten ukendelige, og som har set familiemedlemmer blive henrettet uden grund, i dag på gaden støde på de soldater, der stod bag forbrydelserne. Uden at disse soldater kan røres.
"Jeg tror, at alle her i lejren er meget bange for, at oprørerne skal angribe Freetown igen, for hvor skal vi så flygte hen? Og jeg ved, at mange af de mennesker, der bor her, er meget nervøse for, hvad de tidligere rebeller, der nu bor i byen, kan finde på. Det er jeg i hvert fald," siger Muctarr.

'Total terror'
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, der har hovedbase i New York, gennemførte et stort antal interview med indbyggere i Freetown efter blodbadet i januar 1999.
I den resulterende rapport fra sidste år hedder det, at "det tre uger lange slag om Freetown var karakteriseret ved systematisk og udbredt anvendelse af alle slags overgreb mod den civile befolkning. Rebellerne trak hele familier ud af deres huse og myrdede dem, huggede deres hænder af, brændte folk levende og bortførte hundrevis af unge kvinder og piger til rebellejre, hvor de blev seksuelt misbrugt. Andre blev smidt ud fra bygningers øverste etager, fik stukket øjnene ud, hænderne smadret med en hammer og kroppen brændt med kogende vand. En stemning af total terror herskede... Adskillige piger under 12 år døde efter at være blevet voldtaget. Den yngst kendte var fem... Mere end 3.000 børn meldtes savnet efter kampene om Freetown (højest 1.000 menes at være kommet tilbage, red.)."
Human Rights Watch noterer sig også, at børnesoldater var med til at begå nogle af de værste overgreb under kampene:
"Nogle af disse børnesoldater blev senere pågrebet af ECOMOG (vestafrikansk interventionsstyrke, red.) og enten skudt på stedet eller tævet ihjel af lokalbefolkningen. Også børn, blot mistænkt for at have været soldater, blev henrettet på denne måde."

Pumpet med narkotika
Muctarr M. Jalloh så ved adskillige lejligheder, hvorledes børnesoldater udgjorde den ofte afgørende faktor i slaget om Freetown:
"For de helt unge soldater, for børnene, gælder, at de vil kæmpe for den side, der giver dem mad og beskyttelse. Jeg så mange gange under kampene i Freetown, hvordan nogle af børnesoldaterne skiftede side flere gange, til den side, der så ud til at vinde, og hvor der var flest ressourcer. Da ingen havde bestemte uniformer på, kunne det nemt lade sig gøre."
Det er efterhånden veldokumenteret, hvorledes børnesoldater i Sierra Leone, som der menes at være omkring 5.000 af i alt, er blevet pumpet fulde med narkotika - en væsentlig forklaring bag deres ofte ubegribeligt brutale fremfærd.
I de fleste tilfælde blev børnene snittet i tindingerne med knive, hvorefter narkotikaen blev presset ind - og i dagens Freetown ses mange børn og unge med de karakteristiske fire ar, to ved hver tinding.
Organisationen Læger Uden Grænser har undersøgt, hvad dette voldsorgie har betydet for Freetowns befolkning og konkluderer i en rapport fra 1999, at "befolkningen udviser meget høje niveauer af traumatisk stress." Ifølge organisationen bevidnede 90 procent af byens indbyggere, at andre blev dræbt, og mindst halvdelen mistede mennesker, der stod dem nær. 16 procent blev tortureret.

Groet forkert sammen
Ingen af de godt 2.000 beboere har endnu forladt lejren permanent og søgt optagelse i livet i Freetown.
20 af dem har fået arbejde, de fleste som vagtfolk inden for Røde Kors.
Små 400 andre invalide står på venteliste til en teltplads i lejren, men der har nu i næsten et halvt år været lukket for ny tilgang.
"Vi kan simpelthen ikke have et eneste menneske mere. Se dig omkring, der er mennesker overalt, både ude og inde. Lejren er allerede alt for overfyldt," siger Muctarr.
Mens vi har gået rundt i lejren, har han pillet stort set uafbrudt ved sin armstump, og mange andre ses på samme vis at rode med deres halve lemmer eller stumper.
Muctarr forklarer det med, at næsten ingen af de invalide fik den rigtige behandling, efter de var blevet mishandlet, og at hud og knogler derfor er groet forkert sammen.
"Det gør meget, meget ondt i min halve arm flere gange om dagen, selv om den egentlig ser ret pæn ud," siger Muctarr, mens han indgående studerer den mørkebrune stump.
"Ofte kan jeg ikke sove om natten for smerter, det er som om, noget er i klemme inden i armen, men der er ingen læger, til at åbne såret op og lave det rigtigt, så det bliver nok ikke anderledes."
"Vi er mange, der gerne ville tage et våben i hånden og forsvare Freetown mod rebellerne, men du kan selv se, hvorfor det ikke kan lade sig gøre," siger Muctarr og vinker med den halve arm.
"Nu må vi blot sidde her og håbe på, at andre vil forsvare os."
Fredag meldtes RUF-rebellerne at være tredive kilometer øst for Freetown og på vej frem.q

Informations udsendte medarbejder, Bjørn Byman, var en af de få vestlige journalister, der var i Sierra Leone, da den nuværende konflikt brød ud. Han blev evakueret i mandags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu