Læsetid: 5 min.

En pligt at hylde livet

31. maj 2000

Shuntaro Tanikawa, Japansk mest elskede lyriker, vil helst ikke skrive om det negative
- men kommer alligevel til det

Shuntaro Tanikawa har skrevet et digt, der hedder To Tokyoer. Det handler om en japaner, der hæver alle sine penge og indlogerer sig på et hotel i Tokyo. Han går ud i byen og finder den livlig, kæmpestor og chic. Så vil han sende et postkort, men har ikke nogen at sende det til. Så sender han det til sig selv. "Tokyo har det hele," erkender han.
På den måde får Shuntaro Tanikawa på 16 linjer sagt, at Tokyo har alt - og altså også dyb ensomhed.
Digtet er karakteristisk for Tanikawa, fordi det rummer en finurlighed og et sprogligt spil, der kan lede tanken hen på Benny Andersen, hvis vi skal sammenligne med en dansk forfatter.
Derimod er det ukarakteristisk derved, at det kommer ind på noget negativt. Shuntaro Tanikawas digte er ellers glade digte, som hylder de gode ting i livet - som f.eks. de æbler, der har givet titel til et udvalg af digte, som Susanne Jorn har oversat, og som er årsagen til, at den japanske poet p.t. besøger Danmark. Æbler, der bare er til, som det, de er, og som ikke kan diskuteres.
Takinawa ser ingen grund til at beskrive det problematiske, men kommer alligevel til det. Et andet digt, Tab, fortæller om en person, der har glemt noget betydningsfuldt, hvorfor han er gået hen på Kontoret For Glemte Sager.
Man kan forsigtigt tolke det derhen, at han har glemt sig selv, men det kan også læses som udtryk for bedrøvelse over ethvert tab.

Angst for tab
Ingmar Bergmann er en af de vestlige kunstnere, Shuntaro Tanikawa sætter højest, fortæller han, og ligesom den svenske filminstruktør, hvis far gentagne gange lukkede drengen inde i et skab, har den japanske digter et barndomstraume: En moderbinding, siger han.
Han var som barn i mere end almindelig grad angst for, at moderen skulle forsvinde fra ham - altså tab. En angst, som blev siddende i ham, til han var over 50, og som han mener er det, han skriver sine digte på. Den nu 69-årige forfatter siger dog, at han har overvundet angsten.
Tanikawa voksede op i 30'ernes Tokyo. Begge forældre var akademikere. Under krigen evakueredes han en tid med sin mor til Kyoto, fordi der var sikkert at være, idet amerikanerne ikke ville bombe byen på grund af dens mange fine, gamle templer. Faderen blev i Tokyo, hvor indbyggerne led af sult.
- Efter krigen begyndte japanerne meget hurtigt at se op til den tidligere fjende. Hvordan kan det være?
"Hvad skal jeg sige? Jeg var meget lille, og min far gav mig chokolade og bolcher, som han købte på det sorte marked. Jeg var også meget imponeret af amerikanernes jeeps."
- Men også voksne japanere blev meget hurtigt amerikaniserede...
"Jamen, det er naturligt for os at acceptere udenlandske kulturer, som vi gradvist imiterer - som Kinas og Koreas og også de europæiske, da vi åbnede landet for udlændinge for 130 år siden."

Elsket poet
Som 19-årig fik Tanikawa sin debut med en samling, der bl.a. rummede et digt, der var tilegnet en elsket lille hund, naboens.
74 digtsamlinger senere fremstår han som Japans måske førende lyriker. Under alle omstændigheder er hans popularitet enorm, og hans oplæsninger samler flere hundrede tilhørere. Også af børn er han elsket, og mange kan citere hans digte.
"Jeg mener, det er en poets pligt at hylde livet, ikke at kritisere det," siger han. "Rilke, den tyske digter, har sagt det samme, nemlig at han var født til at hylde livet og verden."
"Jeg lider af mangel på kritik af andre mennesker og af verden. Mange af mine venner blev venstreorienterede, men ikke jeg. Japansk poesi er helt anderledes end vestlig. Vi har tradition for at skrive om naturen. Eller kærlighed. Jeg har dog skrevet satiriske digte om sociale emner."
- Der er et enkelt digt, som tydeligt handler om en ung mand, der pludselig oplever en social bevidsthed. Han bruger sin sidste yen-mønt til at ridse i lakken på en højrøvet bil...
"Ja, og det skrev jeg for mange år siden, fordi amerikanerne tvang os til at være imod Sovjet og Kina, og det protesterede mange unge imod."
- Et sted skriver du, at det at være ulykkelig altid har med kærlighed at gøre. Jeg troede, japanerne havde et lettere forhold til kærlighed og sex end os i vesten?
"Det er sandt, vi havde oprindeligt et meget frit forhold til sex, indtil den kristne, europæiske kultur kom til os ved slutningen af Meiji-perioden for 130 år siden. Med den kom begrebet skyld ind i vores liv, men grundliggende har vi et friere forhold til sex, og det gælder i høj grad de unge i dag."
Tanikawa fortæller også, at det, der gjorde størst indtryk på ham, da han første gang besøgte Europa, var de mange billeder på museerne, hvor man så den lidende Kristus på korset. Det syntes han var mærkeligt.
Træt af selvhævdelse
Engang har Shuntaro Tanikawa sagt, at han synes, at kunsten skal være anonym. Hvad mener han med det?
"At jeg er træt af folks selvhævdelse. Lad folk læse min poesi, ikke læse om mig selv. Min poesi er fiktiv. Vi har fra gammel tid mange gode digte, tanga og den slags, i japansk litteratur, hvor forfatteren er ukendt."
- Hvad synes De om den helt moderne, vestlige kunst som konceptkunst og installationer?
"Jeg bryder mig ikke om moderne kunst, men i Malmø, hvor jeg deltog i de årlige poesidage forleden, så jeg en installation af en ung japansk billedkunstner, som bor i Europa, Mariko Mori. Hun havde lavet en video, hvor man så et helligt sted med en slags stenhave og et plastik-tempel, hun havde bygget som en kopi af et berømt tempel i Nara, Drømmetemplet. Her forenede hun noget klassisk og nutidigt på en meget interessant måde. Men jeg brød mig alligevel ikke om det."
- Hvordan ser De Japans position i det fremtidige samfund?
"Jeg er bekymret, fordi markedet er i bund, og vi har ikke energien til at finde på noget nyt."
- Og den globale fremtid?
"Den vestlige videnskab har skabt miljøødelæggelsen af vore omgivelser samt
atomtruslen. Så jeg er ikke optimistisk med hensyn til menneskehedens fremtid, nærmest nihilistisk."
- Kan forfattere gøre noget for menneskehedens frelse ?
"Diskussioner er ikke nok, og forfattere er amatører i politisk arbejde. Min kollega, Kenzaburo Oe, (der fik nobelprisen i 1994, red.) taler meget om politiske emner. Han er ærlig og entusiastisk med hensyn til menneskehedens fremtid. Men snak er ikke nok.

*Shuntaro Tanikawas 'Besat af æbler og andre digte' (150 s. 99 kr.) udkommer fredag en 9. juni på Borgens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu