Læsetid: 4 min.

Poesi som terapi?

31. maj 2000

At læse er godt for helbredet, siger forfatteren José Saramago og i England taler flere og flere om poesiens terapeutiske kraft

Verdenskompas
At læse er godt for helbredet, siger den portugisiske forfatter José Saramago i en markedsføringskampagne for forlaget Alfaguara. Men hvad er det, der læses her ved begyndelsen af det 21. århundrede? Og hvorfor?
"Selv om der stadig læses bøger, så læser man ikke som tidligere. Man læser, fordi man vil have en behagelig stund, men det, som man tidligere søgte i romanerne, kan man ikke længere finde i dem. Essayet vinder kraftigt frem (...) Memoirer og brevvekslinger har en stor betydning, men journalistikken har fået den største betydning."
Forfatteren Eduardo Mendoza beklagede sig i søndags i dagbladet El Pais over, at de store 'sofa'-romaner er afgået ved døden. Han tilhører selv Nueva Narrativa - en generation af forfattere som Juan José Millas, Antonio Muñoz Molina, Javier Marias og mange flere - der blomstrede efter, at general Francos stramme korset var revet af i 1975 og utålmodige læsere søgte ind i romanerne for at finde en ny forestillingsverden.
Det var en euforisk tid, men er markedets korsetter ved at træde i stedet for diktatorens?
Eduardo Mendoza forklarer, at hvor han startede sit forfatterskab som en slags fattig paria og skrev til fire venner, så blev han pludselig oversat til flere sprog.
"Ikke i mine vildeste fantasier havde jeg forestillet mig, at det kunne ske for mig. Til gengæld ved den, der skriver i dag, at man skriver til en fuldstændig anonym offentlighed," siger Mendoza.
Spaniens bedst sælgende romanforfatter Arturo Pérez-Reverte mener, at "det er kompatibelt at konkurrere i markedet med et litterært værk og på samme tid tilfredsstille læserne. Den som siger, at markedet ikke betyder noget, lyver som en slyngel. Det er et hykleri, som ikke er holdbar i denne tid. Det, som en forfatter ønsker, er, at bogen bliver læst."
Juan José Millas mener, "at i de sidste år er markedet trådt ind i romanen, og romanen er trådt ind i markedet, og man kan ikke slippe helskindet ud af det."
Noget er der sikkert om snakken. Ellers talte man næppe så meget om underholdningsøkonomien.

Lyrisk intervention
I Storbritannien er et nyt fænomen ved at opstå. Fornylig skrev avisen The Times - under overskriften: "Kan poesien erstatte pillerne?" - om en ny form for terapi: den poetiske.
Doktor Robin Phillipp er ved for World Health Organisation at lave en rapport om behandling af mentale sygdomme, hvor en af behandlingsmetoderne er 'den lyriske intervention'. Han har fået en stribe henvendelser på et brev til British Medical Journal, og patienter bekender bl.a., at de i Yeats og Wordsworths poetiske vers har fundet en lindring, som medicin ikke giver dem. De britiske forskere mener, at mere end 75 procent af stressplagede patienter kan finde en slags balsam i poesien.
Så måske bør man indstille José Saramago til Nobelprisen i medicin, som Manuel Rivas spurgte forleden i El Pais. På netadresssen www.
poetrysoc.com kan man finde nogle, der gør noget praktisk for at udbrede den poetiske terapi. The Poetry Society arbejder på at bringe poesien ind i de offentlige rum, lave oplæsninger for ældre, for skolebørn og i storkøbscentre. Og det næste er at udbrede disse poetry places også til hospitalerne i Storbritannien.

Skønhedens dilemma
Det får mig til at tænke på den norske psykiater Finn Skårderuds bog om rejsen ind i det moderne selv: Uro (Tiderne Skifter, 1999). Skårderud rejser til Firenze for at finde en forklaring på Stendhals syndrom, og hvorfor 106 mennesker i løbet af ti år blev psykotiske af at se byens smukke renæssancekunst.
Skårderud mærker selv lidt af svimmelheden, men da han søger ud, betages han først af en skønhedsåbenbaring af en Armani-jakke! - og siden af en smuk sort kvinde på
Piazza di Santo Spirito. Og så spørger han: "Hvad er forskellen på skønheden i et kunstværk, i en jakke og hos et menneske?"
Han antyder så, at der kan være en forskel mellem Stendhal-syndromet og Jerusalem-syndromet. "En mulig forskel er, at de første har suggereret sig selv måske i årevis - den overdrevne forberedelse - mens de sidste virkelig bliver overrumplet af en uventet skønhed."
Og her er måske kimen til en forklaring. Hvor renæssancen masserede sit publikum med skønhed - ud fra en forestilling om, at der er en sammenhæng mellem det fuldkomne, det skønne og det gode - så er vi ikke mere vant til, at moderne kunst, de offentlige bygninger, hospitalerne, skolerne, indkøbscentrene og politik udstråler skønhed, harmoni og en figurativ helhed. Hvor mange er ikke blevet syge af
grimme betonbygninger? Hvor mange trænger ikke til poesi?
Skårderud siger, at han ikke har "hørt om mennesker, som bliver psykotiske af de norske vidder."
Men hvad så med den moderne kunstscene? Den "stryger sig mod hårene for at vække reaktion. Den søger friktion. Og friktion skaber energi," mener Skårderud, der taler om en 'chokæstetik'. "Chok-æstetik fremmer i længden et gabende 'hvad så?' Derimod bidrager en sådan kunst muligvis til det, den hævder at være kuren mod: Ligegyldigheden."
Det er et synspunkt, som mange sikkert ikke bryder sig om, men det er interessant at diskutere. Hvad med at starte samtalen med lidt poetisk terapi?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her