Læsetid: 2 min.

Politikere ignorerer de ledige

31. maj 2000

Regeringen har i de sidste måneder afholdt flere folkehøringer, men når den selv bliver inviteret til at høre på folket, er interessen til at overse

Det var svært at få øje på blot en eneste repræsentant for regeringen, da aktivering af ledige blev diskuteret på en folkehøring tirsdag eftermiddag.
"Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) er blevet inviteret, men havde ikke tid, og det er jo lidt ærgerligt, selv om jeg selvfølgelig har forståelse for, at ministeren har travlt," siger Erling Frederiksen til Information.
Han er formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA), som stod bag høringen. Erling Frederiksen mener, at der er en klar tendens til, at politikerne ikke vil diskutere aktivering med de ledige. Og det var da også påfaldende, at selv om Folketingets socialudvalg var indbudt, var der ikke et eneste af udvalgets 17 medlemmer eller 11 stedfortrædere, der havde fundet vej til Valby tirsdag eftermiddag,
Også tv-kameraerne glimrede ved deres fravær - måske fordi der ikke er gode billeder i ledige.
"En bistandsklient som jeg bliver oftest afbildet på en bænk med et eller andet i hånden og en hund, og det er lidt unuanceret. Jeg har f.eks. kun en kat," var Erling Frederiksens ironiske kommentar til mediernes ofte stereotype fremstilling af de ledige.

Massiv kritik
Blandt de knap 100 deltagere i høringen var der massiv kritik af aktiveringordningerne og talrige beretninger om årelange forløb, hvor de ledige kastes fra projekt til projekt, uden at de kan se noget formål og uden udsigt til at få et 'rigtigt menneskejob', som en kvindelig aktiveret formulerede det.
Blandt de mere groteske vidnesbyrd var historien om en billedkunstnerens oplevelse af at være aktiveret i en kunstnergruppe.
"Vi var en gruppe musikere, skuespillere, operasangere og andre kunstnere, ja selv en ballonklovn, der skulle møde en time om dagen og underholde hinanden," fortæller Franz Thomsen.
Den højere mening med aktiveringen af de københavnske kunstnere var, at de skulle ud og underholde gamle mennesker.
"Men der var jo ingen af os, der var motiverede overhovedet. Og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skulle kunne bidrage med min kunst."
Det fik socialrådgiver Hanne Reintoft op af stolen:
"Hvis man skal ud til ældre mennesker, som kan have det svært nok i forvejen, så synes jeg, det er dybt vigtigt, at man har valgt det selv, og at det ikke er noget, man er tvunget til."

For megen tvang
Netop oplevelsen af tvang var gennemgående, når de ledige skulle sætte ord på, hvordan det føles at blive "aktiveret".
De fleste lader sig tvinge for ikke at blive frataget kontanthjælpen. John Walther Hansen var en af de få ledige, der kunne berette om at have sagt fra.
"Jeg ville ikke tvinges. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme videre via den aktivering, jeg blev påtvunget. Jeg vil gerne i et fast job og arbejde med IT, men i stedet for at komme på et IT-kursus, som jeg ønsker, vil man sætte mig til alt muligt andet," siger John Walther Hansen.

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her