Læsetid: 4 min.

Præsidentens sidste tiår

16. maj 2000

Den samlede cd udgave af Lester Youngs studie-indspilninger 1949-59 viser en af jazzens store personligheder for nedadgående

cd-album
48 år senere sidder billedet stadig uudsletteligt et sted derinde bag nethinden: Tenorsaxofonisten, der langsomt og med små, slæbende skridt tøffer ligesom diagonalt frem mod mikrofonen, tilsyneladende mere i sin egen verden end i vores. Og lyden lige så uudsletteligt et sted bag trommehinden: En skær og skrøbelig klang, helt ulig hvad man indtil da havde hørt fra en jazzmusiker.
Den aften i KB-hallen, den 1. april 1952, var vores første møde med Lester Young in persona - Prez, præsidenten, som Billie Holiday havde navngivet ham i beundring tilbage i 30'rne. Fra den tid kendte vi ham på plader - især med Count Basies orkester, men også med Holidays og Teddy Wilsons grammofon-ensembler - som en musiker, der havde ændret jazzens solistiske karakter mere radikalt end nogen anden siden Louis Armstrong i 1920'rne.
Men den solist, vi blev præsenteret for ved det, som også var det første besøg af koncert-institutionen Jazz at the Philharmonic, var en anden musiker end den, der med sin vitalitet havde triumferet i Basie-musikken. Der var nu en skyhed og indadvendthed over spillet, især i balladerne, "I Cover the Waterfront" og "These Foolish Things", hvis hudløshed næsten ikke var til at bære.

Hvad jazz kunne være
Når jeg tænker tilbage på den gang, mindes jeg ikke kun nogle af mine mest betagende musikalske oplevelser overhovedet, men også nogle indtryk, der helt ændrede mine begreber om, hvad jazz kunne være.
I det adfærdsmæssige, indtrykket af en musiker, som kunne stå helt ubevægelig foran mikrofonen og alligevel spille mere swingende, mere rytmisk levende end andre, mere fysisk udadvendte musikere. I det kunstneriske, indtrykket af en jazzmusik, der havde plads til splittelsen og desillusionen, ikke bare til den vigør, som for mange var, og er, det egentlige ved jazzen.
Da vi mødte Young i KB-hallen, havde han kun syv år tilbage, før hans alkoholisme og en tidligt erhvervet syfilis tog livet af ham som kun 49-årig. Det er hans sidste ti år, 1949-59, der nu er dokumenteret i hans samlede studie-optagelser for Norman
Granz, der både som pladeproducer og leder af Jazz at the Philharmonic stod ham bi til det sidste.
Det betyder, at vi følger
Young gennem hans sidste nedgangstid, da han i stigende grad blev kortåndet og mistede sit instrumentale overskud, men ind imellem stadig kunne vise glimt af sin tidligere storhed. Ligesom Billie Holiday, hans søster i ånden, der døde fire måneder efter ham, forstår han til det sidste, midt i det fysiske forfald, at tale til hjertet som få andre.
Så mens englænderen Dave Gelly, der i udgivelsens teksthæfte gennemgår indspilningerne, gør det med mere kritik end indføling og helt afskriver visse sessions, har den danske Young-kender, Frank Büchmann-Møller en mere nuanceret indsigt i sin bog om Youngs indspilninger, You Got to Be Original, Man. The Music of Lester Young (New York, 1990), der med udbytte kan bruges som guide til aflytningen.

To vurderinger
Forskellen viser sig allerede fra de tidligste indspilninger, fra 1946, der danner en slags optakt, og som Gelly nedvurderer, fordi der ikke er nogen bassist, mens Büchmann-Møller fremhæver, i hvor høj grad Nat Coles klaverspil kompenserer for fraværet af en bassist. Også fra 1949, da de regelmæssige sessions begynder, er der fremtrædende pianister, først Hank Jones (bl.a. i en smuk "Polka Dots and Moonbeams"), så John Lewis i tre sessions i 1950-51 (f.eks. "Undercover Girl Blues" og "Slow Motion Blues"), og derefter i flere år Oscar Peterson.
Bl.a. i den mageløse marathon-session i november 1952, hvor Gelly kun fremhæver "Takes Two to Tango", som med Youngs sang rigtignok er morsom, men dog et kuriosum, mens Büchmann-Møller også går ind på en række af instrumentalnumrene.
Derefter bliver produktionen mere ujævn. Imod Granz' ønske indspiller Young i 1953 og '54 med sin egen gruppe, der ikke er på niveau, og optagelserne fra 1956 med bl.a. Teddy Wilson er i en 30'r-swingstil, der nu var anakronistisk for Young. I optagelserne fra 1957-58 spiller
Young for første gang i 20 år (metal)klarinet i et par lidet vellykkede numre, men kan stadig bevæge på tenorsaxen, og selv i de sidste optagelser, fra Paris i marts 1959, 13 dage før hans død i New York, er der vibrerende øjeblikke (som ikke burde være udsendt, ifølge Gelly).
Hovedparten af sættets sidste, ottende, cd optages af to båndoptagne interviews med Young fra 1958 og '59, som både er oplysende og giver levende indtryk af
Youngs esoteriske sprogbrug, der belyses i en særlig ordbog i teksthæftet. Dette hæfte rummer også bl.a. en god biografisk-musikalsk introduktion ved John Chilton, en detaljeret diskografisk oversigt over de 118 optagelser (med flere alternative takes, men få egentlige nyheder) og et indfølt forord af trompetisten Harry Edison, Youngs kollega i 30'rnes Basie-orkester og medspiller i flere af sættets optagelser.
Udgivelsen er en uegal, men bevægende tribut til en af jazzens store solister og fornyere.
Det samme kan siges om den cd, der er udskilt fra sættet, Youngs sidste amerikanske session, et år før hans død, hvor trompetisterne Roy Eldridge og Harry Edison bidrager med en vitalitet, som Young da havde mistet.

*Lester Young: The Complete Lester Young Studio Sessions on Verve. Verve 547.087-2 (album med 8 cd'er + teksthæfte: 103 s. ill.)

*Laughin' to keep from cryin'. Verve 543.301-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her