Læsetid: 5 min.

Putins topstyrede demokrati

30. maj 2000

Et statsbærende parti og regionale general-guvernører skal sikre den russiske præsidents 'magt-vertikal'

I Rusland er man igen begyndt at skrive Partiet med stort P. Det er dog ikke længere Kommunistpartiet, der kan gøre krav på at være statsbærende, men præsident Vladimir Putins Enhedsparti, som i stigende grad sætter den politiske dagsorden både i Moskva og regionerne.
I sidste uge opslugte Enhedspartiet det parti, Vort Hjem er Rusland, der under tidligere ministerpræsident Viktor Tjernomyrdins ledelse var Jeltsin-periodens forsøg på at skabe et støtteparti for præsidentmagten. Selv om Putin endnu ikke officielt har stillet sig i spidsen for Enhedspartiet svæver hans ånd tydeligvis over vandene.
"Den tid er forbi, da statsoverhovedet kunne stå over de politiske partier," siger Enhedspartiets nuværende leder, Sergej Sjojgu, der er minister for katastrofesituationer i Putins regering.

Komsomol genopført
Enhedspartiet har utvivlsomt langt mere omfattende - nogle ville sige totalitære - ambitioner end det var tilfældet med Jeltsin-årenes spage forsøg på at opbygge et 'magtens parti.' I slutningen af april lancerede Enhedspartiet således under stor mediebevågenhed sin ungdomsorganisation, der af flere iagttagere er blevet sammenlignet med sovjetårenes ungkommunistiske Komsomol. Partiet har endnu ikke sine egne medieorganer, men kan regne med nærmest ubegrænset dækning i de to landsdækkende, statslige TV-kanaler, ORT og RTR.
Da det i al hast blev stiftet sidste efterår var der ellers ikke meget, der tydede på at Enhedspartiet skulle blive til noget stort. Men den hastigt sammenflikkede struktur, uden program og bemandet med en sammenbragt flok af politiske letvægtere, blev ført frem til en andenplads - kun slået af kommunisterne - ved Duma-valget i december efter massiv støtte fra de statslige medier. Det gav partiet en nøgleposition i Dumaen, hvor det kan skabe flertal både til højre og venstre i salen, som det demonstrerede, da det i januar indgik en overraskende konstitutionsaftale med kommunisterne.

Regional magtvertikal
Enhedspartiet er en central brik i Putins politiske bestræbelser på at skabe det, der i russisk politisk sprogbrug kaldes 'en stærk magtvertikal': en topstyret kommando- og kontrolmekanisme, der fra centralmagten i Moskva skal række ned til alle Ruslands 89 regioner. Nu, da Duma- og præsidentvalget har givet Putin foreløbig kontrol over de øderale magtstrukturer, er det i regionerne slaget skal stå. Her går præsidenten målrettet efter at svække de regionale magthavere, de folkevalgte guvernører og regional-parlamenter, samtidig med at han vil styrke sine egne udpegede repræsentanter.
Midlet til dette er først og fremmest øget centralstyring i form af syv 'superregioner', hver med deres Putin-repræsentant i spidsen. Denne nyskabelse, der ikke er forudset i den russiske forfatning fra 1993, har givet iagttagere i russisk presse mindelser om tsar-tidens generalguvernmenter, hvor udpegede embedsmænd - typisk med militær baggrund - styrede det russiske riges vidtstrakte provinser. Putin ser da også sin nuværende offensiv i historisk forlængelse af indgroede politiske traditioner.
"Lige fra begyndelsen blev Rusland skabt som en supercentraliseret stat. Det er indkodet i Ruslands gener, i dets traditioner og folks mentalitet," sagde Putin tidligere i år i interviewbogen 'I Førsteperson.'
Parallellen til general-guvernementerne styrkes yderligere ved, at de syv nye superregioner geografisk stort set falder sammen med de russiske militærdistrikter, og at Putins betroede mænd i regionerne overvejende er rekrutteret fra det hemmelige politi og hæren. Således skal den berygtede Viktor Tjerkesov, som i 1970erne og 80erne var blandt de mest fanatiske dissidentjægere i Skt. Petersborgs KGB, nu være Putins garant for, at Ruslands love og forfatning - herunder ytrings- og forsamlingsfriheden - overholdes i hele det nordvestlige Rusland.
En anden høg, general Viktor Kasantsev, der hidtil har stået i spidsen for Ruslands krigsførelse i Tjetjenien, har fået jobbet som Putins repræsentant i den Nordkaukasiske region. I betragtning af Nordkaukasus' ophobning af etniske og sociale konflikter, og Kasantsevs forkærlighed for særdeles håndgribelige metoder i udmøntningen af den natonale politik, synes der at vente en stormfuld periode forude. Den mest prominente civilperson blandt de syv regionale super-bosser er eks-ministerpræsident Sergej Kirijenko, der som konstruktionens 'liberale alibi' har fået til opgave at kontrollere Volga-regionen, et af Ruslands reform-kraftcentre.
Samtidig med udnævnelsen af de syv regionale superbosser har Putin indledt et angreb på de folkevalgte regionale ledere - guvernører og præsidenter - som han nu vil have mulighed for at fyre fra Moskva. Den operation skal samtidig give ham kontrol over det russiske parlaments overhus, FøderationsrÅdet, som i dag sammensættes af guvernørerne og repræsentanter for de regionale parlamenter.

Modstand forude
Men trods sine energiske udmeldinger er der næppe tvivl om, at Putin allerede på kort sigt vil møde hård modstand, både i Moskva og regionerne. Putin har således allerede fået sin første alvorlige regionale advarsel. Hans forsøg på at opstille en modkandidat til Skt. Petersborgs guvernør Vladimir Jakovlev - som han har været på kant med i årevis - floppede håbløst, og Jakovlev blev genvalgt med 75 procent af stemmerne for to uger siden.
Også i Moskva må Putin tage en række politiske magtgrupperinger i ed, hvis han vil undgå at løbe sig en alvorlig staver i livet. Hans genudnævnelse i sidste uge af Jeltsins tidligere stabschef Aleksander Voloshin sender et klart signal om, at de såkaldte 'oligarker,' en snæver kreds af indflydelsesrige finansmagnater, fortsat spiller en hovedrolle i russisk politik. Voloshin menes - ligesom den nyudnævnte ministerpræsident Mikhail Kasjanov - at have nære forbindelser til Ruslands måske mest magtfulde oligark, Boris Beresovskij.
Selv om flere ledende oppositionspartier, herunder kommunisterne og det liberale Unionen af HøjrekrÆfter, i øjeblikket synes indstillede på borgfred med Putin må præsidenten forvente øget politisk og folkelig kritik, når han begynder at føre sit meget omtalte, men fortsat ret uklare, økonomiske reformprogram ud i livet.
En stor del af den toneangivende middelklasse i Moskva og Skt. Petersborg, samt dele af den liberale russiske presse, ser med bekymring på Putins autoritære tendenser, som det for eksempel for nyligt kom til udtryk i ransagningen hos Ruslands førende uafhængige mediekoncern Media-Most samt hans forsøg på at underminere Moskva-borgmesteren Jurij Lusjkovs tv-station gennem udlicitering af dens sendetilladelse - angiveligt som straf for, at den skulle have forbrudt sig mod spillereglerne under den seneste valgkamp.
Det er ikke umuligt, at Putin - som kommunistpartiets magtfuldkomne ledere i 1980erne - på et tidspunkt må sande, at netop middelstanden kan vise sig at være formidable modstandere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her