Superligaen er slut. Det var en blandet fornøjelse. Fortsætter det sådan, er der ikke nogen tilskuerfremtid i det
Hurra. Endelig er det slut. Superligaen fik i går i mindelighed afviklet sin treogtredivte og sidste spillerunde - med den lille, østsjællandske fodboldklub Herfølge som overraskende vinder foran større og langt mere pengestærke og på papiret fodboldduelige klubber som FC København, Brøndby og AaB.
Det har været en mærkelig sæson, her i efteråret 1999/
foråret 2000. Allerede fra begyndelsen kom Herfølge ind i en stime af vundne kampe, og efter nogle uger lå holdet nummer et. Herfølge spillede faktisk ret godt, og succesens rygrad var en særegen fighterånd kombineret med et stærkt forsvar med bl.a. tonseren Steven Lüstü og et par gode, hurtige fløjspillere, der havde energi til vedvarende at løbe til baglinjen og sparke bolden ind over mål. Fighterånden var kommet til byen, da den tidligere landsholdsspiller John Faxe Jensen tiltrådte som ny spillende træner. Han ville gerne have været hjælpetræner i Brøndby for at starte blødt i sit nye erhverv, men den post var optaget af Lars Olsen. I stedet havde Herfølge slået til.
Jensen har aldrig været nogen særlig god fodboldspiller, men til gengæld ejer han en jernvilje, der sparker benene væk under de fleste. Det viste sig hurtigt, at han også havde evnen til at piske samme vilje ind i sine spillere.
Af og til var der kampe, hvor det forekom, at alle Herfølges spillere var John Faxe Jensen. De gik hårdt til den, meget hårdere end tidligere, og de fik et ry som børster og bisser. Det er imponerende, at Herfølge har vundet mesterskabet.
Når man som undertegnede kan finde på at bruge ordet 'endelig' om Superligaens afslutning, er det fordi, at det faktisk er rart, at det er overstået. I forårssæsonen har kampene ofte været den rene og skære useværdige elendighed. Det har været grufuldt. Det har været penge ud ad vinduet. Og det har været det glade tidsspilde.
Og det er der to grunde til: Dels har holdene været præget af stor ustabilitet og ekstremt svingende spillehumør. Et hold, der den ene uge kunne klæde et andet hold af med 4-1, ville gå hen og tabe den følgende uge med samme cifre til et andet. Og sådan kunne det blive ved uge efter uge.
Det er ikke kun FCK og Brøndby, der har svinget, men alle holdene, og det er ikke til at bære. Men der er ikke nogen god forklaring på det. Manglende professionalisme lyder så søgt.
Noget andet er, at fodboldkampenes tekniske niveau ofte har været uudholdeligt lavt. Det har været en pine at se på. Godt nok har de været tempofyldte og fulde af hårde nærkampe, hovedstødsdueller og milimeterpræcise tacklinger. Men det er som om, at spilllerne har manglet helt basale tekniske færdigheder.
Set fra sidelinjen har mange spillere haft uendeligt svært ved at tæmme bolden, at få den under kontrol, hvilket er temmeligt væsentligt for rytmen i spillet. Endvidere har fodboldaktørerne haft det svært med overblikket, og hvad der skulle være helt enkle og lettilgængelige pasninger til medspillere, blev for mange fodboldben en uoverstigelig hurdle med fejlagtige, uadresserede afleveringer, der ofte røg direkte ud af banen, så man måtte græmme sig i sine vanter.
Men hvorfor? Er de danske Superliga-spillere virkelig så teknisk dårlige? Nej. For ser man f.eks. på opvarmningen umiddelbart inden kampene, er der ikke de middelsvære detaljer, som spillerne ikke er i stand til at udføre. Med hælen. Med tåen.
De kan altså godt. Problemet må så være, at tempoet er for højt. Med indførelsen af mere og mere professionelle tilstande er alle holdene i Superligaen efterhånden presset fysisk til det yderste.
Spillerne er i superform, og det øger tempoet. Men den høje fart går ud over det tekniske niveau. Benene og balancen synes ikke at kunne følge med. Og så bliver det grimt.
Problemstillingen bliver sat i relief af, hvor let spil udlandsprofessionelle spillere med delvist kiksede karrierer har haft, når de er blevet lejet af danske klubber. Med et trylleslag har en Mikkel Beck eller en Stig Tøfting fået status som hjemvendte helte, selv om de klarede sig ganske gennemsnitligt eller værre i deres respektive klubber ude i Europa.
Fortsætter tendensen, kan den voksende tilskuerinteresse for dansk topfodbold nå et vaskeægte antiklimaks.
Mængden af aktive fodboldfans har formentlig aldrig været større - men det holder ikke i længden, hvis det, som det hårdtprøvede fodboldpublikum søndag efter søndag trækker i fornøjelsesautomaten, er den ene ørkesløse gang fodboldsjask efter den anden. Det kan ingen stå model til.
Et stærkt forsonende element i forårssæsonen har været de afrikanske lejesvende, som de danske klubber har hentet hjem fra udlandet.
FC Københavns tilskuere har haft stor fornøjelse af sydafrikaneren Sibusiso Zuma, der har lagt op til mange mål, og Silkeborg har haft glæde af ghaneseren Godwin Attram, som klubben har lånt af PSV Eindhoven. Desværre tog det trænerne lang tid at se det hensigtsmæssige i at tage dem med i startopstillingen. Måske fordi ikke er arbejdshestens mentalitet.
Nu står landsbyen Herfølge i den pudsige, men groteske situation, at klubben med lidt held kan komme til at deltage i Champions League med Real Madrid og Barcelona og alle de andre europæiske storhold.
Det betyder, at Herfølge kan blive den lykkelige modtager af uhyrlige bonussummer som 5,6 millioner kroner for at kvalificere sig til Champions League og 2,4 millioner kroner for blot at tabe en kamp.
Det er rart for Herfølge, men klubben har absolut intet at gøre i en kontinental turnering. Ikke fordi at det er Herfølge, og at det er pinligt, men fordi at den hjemlige ligas niveau, som Herfølge med sit mesterskab er eksponent for, er så lavt. Havde man glemt, hvor flot og fantastisk fodbold kan være, skulle man blot tune sit tv ind på UEFA Cup-finalen i Parken eller på Champions Leauge-finalekampene. Det gap, der er ned til dansk fodbold er meget stort.
Det er alt for stort. Og det får vi snart at se.
