Undervisningsminister Vestager kæmper for at markere sit ministerium på de videregående uddannelser. Men det er svært. Nu ser det ud til, at hun må trække i land
på reformen af de mellemlange uddannelser
Siden Forskningsministeriet overtog ansvaret for universiteterne fra undervisningsministeriet - lige på nær ansvaret for undervisningen - har undervisningsminister Margrethe Vestager (R) for alvor kastet sine politiske kræfter ind på at udvikle de mellemlange videregående uddannelser. Det vil bl.a sige lærer- og pædagogseminarier, sygeplejeskoler og ingeniørhøjskoler. Mens disse institutioner ser en fordel i en alliance med ministeren på nogle områder, har specielt den omstridte CVU-reform vakt modstand.
Vestager ønsker at styrke de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner - som Danmark har betydelig flere af end vores nabolande - i Centre for Videregående Uddannelser (CVU'ere).
Flere små uddannelsessteder er lukket på grund af faldende ungdomsårgange. Og skal Danmark klare sig i videnssamfundets konkurrence på uddannet arbejdskraft, kræver det et kvalitetsløft på de korte og mellemlange videregående uddannelser, hvad angår forskning, pædagogik, efteruddannelse og beliggenhed, mener ministeren.
Enkelte steder har f.eks. pædagog- og lærerseminarier allerede indgået et samarbejde i centre.
Men i marts måned - kort efter at Vestager fremsatte forslaget i Folketinget - havde kun cirka en tredjedel af landets 33 pædagogseminarier tilkendegivet, at de ønskede at fusionere i centre. Også rektorerne på lærerseminarierne var skeptiske. Den manglende opbakning skyldtes primært frygt for, at sammenlægningerne på sigt ville betyde:
nLukning for nogle af de mindre institutioner - selvom CVU ikke som udgangspunkt lægger op til fysiske sammenlægninger men sigter på administrative rationaliseringsgevinster
nOm der fulgte penge med til at få det nye samarbejde på skinner nOg om den hårdt tilkæmpede selvstændighed på de enkelte uddannelsessteder ville gå fløjten.
Seminarierne fandt opbakning hos de borgerlige partier, og specielt Venstre var kritiske over for reformen. Partiet mente ligeledes, at reformen i "al stilfærdighed" ville kvæle de mindre seminarier.
Tirsdag fik reformen så et afgørende skud for boven, da CD valgte at forlade det hidtidige politiske flertal og gå sammen med de andre borgerlige partier og Enhedslisten om at kræve ændringer i Vestagers lovforslag. Ændringsforslaget, som er stillet af Venstre, kræver frivillighed i centermodellen, så de enkelte institutioner til enhver tid kan trække sig ud af centret.
På det punkt har Vestager strukket sig fra først at sætte grænsen for bindende tilslutning til en centerdannelse på tre år og senere rykke den til fem år.
Enhedslisten er enige med de borgerlige om, at der skal være en løs bagkant for tidspunktet for at indgå i centre. Men partiet ønsker samtidig, at ansatte og studerende skal have indflydelse i de nye CVU-bestyrelser. Et forslag de borgerlige tager afstand fra.
I går var Enhedslistens uddannelsespolitiske ordfører, Søren Kolstrup, i "en afklaringsfase" med ministeren. Og spørgsmålet er nu, hvor meget Vestager må bide i det sure æble for at få sin reform hjem som et bredt forlig i Folketinget, sådan som traditionen foreskriver på uddannelsesområdet.
Uddannelsesinstitutionernes ønske om at se, hvordan modellen virker, før juridiske bindinger snøres for stramt, forekommer i alle tilfælde mere rimeligt end en ministers reformiver.
At dette måske også for visse folketingspolitikere handler om at tækkes deres egen valgkreds, fordi de små uddannelsesinstitutioner kan være en livsvigtige for lokalsamfundet, er en anden sag.
På andre områder har Margrethe Vestager fundet anderledes forståelse hos lærere og sygeplejersker.
Et af ministerens reformforslag indeholder nemlig et forslag om oprettelse af en titel som professionsbachelor. Hensigten er, at en folkeskolelærer eller en sygeplejerske i fremtiden skal have flere muligheder for at fortsætte deres studier f.eks. ved at tage en akademisk overbygningsuddannelse på et universitet.
Rektorkollegiets formand, Hans Peter Jensen (Danmarks Tekniske Universitet) har principielt erklæret sig åben over for hensigten.
Hvis de studerende fra de mellemlange uddannelser kan klare kravene, er de "kunder i butikken som alle andre."
Men kradser man lidt i velvilligheden, er universiteterne i aller højeste grad på vagt over for at miste deres 'overstatus'.
I et høringssvar til lovforslaget skriver Rektorkollegiet:
"Ministeriet savner ethvert sagligt grundlag for at tilkendegive, at en to-årig ikke forskningsbaseret uddannelse vil kunne svare til den tre-årige forskningsbaserede bacheloruddannelse på universiteterne" og forsætter rektorerne, "at en Masteruddannelse (overbygning på de mellemlange uddannelser, red), hvor kun et år behøver at være forskningsbaseret vil svare til en fem-årig forskningsbaseret kandidatuddannelse."
Rektorerne kræver ifølge bladet Forskerforum en klar afgrænsning af kvalifikationer mellem de enkelte niveauer.
Alt dette kan synes rimeligt nok. På trods af universiteterne selv har særdeles svært ved at leve op til den højt besungne forskningsbaserede uddannelse. Hvis bare denne form for protektionisme ikke i sidste ende forhindrer en særdeles tiltrængt smidighed i uddannelsessystemet.
Ganske vist er der tale om en gruppe af studerende, der er opflasket med en anderledes studieform, hvilket kan give problemer i forhold til at tænke teoretisk frem for praktisk.
Men vi ser allerede sygeplejersker og ingeniører, der fortsætter på en akademisk løbebane. Hvorfor ikke systematisere denne mulighed? Det vil universiteterne også gerne i praksis. Men når det skrives ind i en lovtekst, ser det selvfølgelig anderledes voldsomt ud.
Et er, at universiteterne har ansat massevis af undervisningsassistenter uden forskningstilknytning til at undervise de studerende og ikke selv kan leve op til deres forestilling om deres egenart. Et andet er, når samme egenart sort på hvidt betvivles.
