Læsetid: 4 min.

En rigtig løgnhals

1. maj 2000

Ray Davies fra The Kinks var magisk i Ringsted

Koncert
Hvad skal man mene om en mand, der straks koncerten begynder, kommer drønende ind med sin guitar og insisterer på, at publikum skal synge med på et af hans største hits?
Når manden er Ray Davies, en af rockens største sangskrivere med rødder i den engelske arbejderklasse og dens lyst til lidt bøvet singalong-stemning på pubben og music-hall a la "Gode Gamle Dage", ja, så er der ikke noget at gøre, og de fleste sang med tilsyneladende ikke bare af pligt, men i høj grad også af lyst.
Ray Davies er sangeren og sangskriveren fra legendariske The Kinks. Han har lige så mange klassiske sange oppe i ærmet som Beatles, Stones og Who - og i modsætning til Lennon/McCartney og Jagger/Richards er han som Pete Townshend en 'storyteller'. The Kinks er nok den rockgruppe, der har lavet flest tematisk sammenhængende album og såkaldte rockoperaer med Arthur ('69), Preservation Act I & II ('73 og '74) og Soap Opera som tre af de bedste.
Denne trang til at fortælle historier udmøntede sig også i den ifølge omslaget "delvis sandfærdige" erindringsbog X-Ray, som udkom i '94 - samt en efterfølgende soloturné, hvor Davies kædede gamle Kinks-numre sammen med fortællinger fra bogen. Denne turné resulterede bl.a. i den fremragende cd The Storyteller fra 1998 med størstedelen af showet.

"Come on!"
Ray Davies kom stormende ind og fik salen til at synge med på "Lola". Showet var i gang - bygget op omkring tiden frem til The Kinks' første album. Altså Rays barndom og ungdom og start som rockmusiker.
Ray Davies er alle mulige ting presset ind i samme krop. Han er sentimentalist, moralist, humorist, satiriker, ironiker, entertainer, aktivist, socialist, konservativ, arbejder og aristokrat på en og samme gang. Det er faktisk ret imponerende. Men bag det hele ligger trods hans lidt bagvendte generthed en stor lyst til at være ekstrovert - og en stor lyst til at samle os alle med disse, hans fine sange.
"Come on!" siger han ved cirka hver tredje sang, og så skal vi igen synge et af de kendte omkvæd fra "Sunny Afternoon", "Dedicated Follower Of Fashion" (Oh yes he is!) eller "Autumn Almanac".
Historierne mellem sangene er alle fint tegnede portrætter af ham selv og hans nærmeste familie - mor, far, seks storesøstre og lillebror Dave.
Omdrejningspunktet er The Front Room, en hyggelig, stor dagligstue ud til gaden med sofa, spisebord, grammofon og klaver. Her mødes søstrene med deres forskellige og udskiftelige kærester, inden de skal ud og more sig. Og nok så vigtigt, her øver brødrene Davies sig på deres guitarer, som er forbundet til en grøn otte watts-forstærker - en ynkelig lille sag, som først bliver rigtig god, efter at Dave med en strikkepind har lavet huller i højtaleren, så den forvrænger.

Vidunderlig fortæller
Ray Davies er en vidunderlig fortæller. Han behersker sit stof, og han økonomiserer beundringsværdigt med det. Der bliver ikke sagt ét ord for meget. Hans kunstpauser og humoristiske pointer er subtile, uden at han fedter med dem. Historierne er enten utroligt morsomme, rørende eller moralske fabler. Eller det hele på én gang. Flere af dem er lige ved at være for meget, men på grund af Davies' musikalitet styrer de hjem.
For eksempel den om den mærkelige, pukkelryggede mand, som alle drengene (inklusive Ray) drillede. Ray er kaptajn på skolens fodboldhold, men kommer til skade og går til læge. "Du må holde op med at spille fodbold øjeblikkeligt," siger lægen. "Og hvis ikke du passer på, bliver du skæv og får en pukkel."
"Måske har lægen set os drille den pukkelryggede," fortæller Davies og fortæller, at han derefter styrede over i den anden grøft og idoliserede den pukkelryggede mand, satte sig ind i hans misantropi, og selv blev en slags enegænger. På et tidspunkt, hvor Ray står og surmuler alene, kommer den pukkelryggede hen til ham og siger, at så slemt er livet vel heller ikke.
Som alle gode historier og anekdoter udvikler Storyteller sig med årene. På cd'en har Ray for eksempel kun fem søstre - og historien om den pukkelrykkede er knap så moralsk.
I løbet af de to timer spillede Ray Davies og hans eminente guitar-akkompagnatør Pete Mathison sig gennem både de meget kendte Kinks-numre, de lidt mindre kendte og et par sange skrevet specielt til showet. Og Ray var virkelig blandt fans. Et par af de mest berusede tilhørere kunne ved gud synge med på selv de nyeste numre - og desværre gjorde de det, også selv om Ray Davies ikke opfordrede til det. Men han var selv ude om det, og jeg tror han nød det. Ja, hvem elsker ikke at blive hyldet?
Efterhånden som koncerten nærmede sig sin afslutning, nærmede Ray Davies sig starten på Kinks' succes. Unge Ray begynder at skrive sange, endnu yngre Dave bliver en bedre og bedre guitarist. The Kinks får en pladekontrakt på tre singler. De første to flopper fælt, men Ray har skrevet en sang, som hele familien kan li', og som lyder fantastisk selv gennem - ja måske netop gennem - den lille grønne forstærker.
Desværre synes pladeselskabet ikke om sangen og slet ikke om forstærkeren, og selv om alle i salen jo ved, at "You really got me" blev et kæmpe hit, ja så fortæller Ray Davies alligevel historien om sangens skæbne og lillebror Daves berømte guitarsolo midt i nummeret med så megen stemning, at de små nakkehår rejser sig og man føler sig næsten udtømt, udspillet, men glad, ja faktisk lykkelig over at have været i Ringsted. Om fredagen. I tørvejr. I selskab med en rigtig skrønefortæller.

*Ray Davies - The Storyteller, Ringsted Teater & Kongrescenter, fredag den 28. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu