Læsetid: 4 min.

Under samme himmel - og dog

11. maj 2000

På Thorvaldsens Museum ses guldalderens landskabsmaleri under en ny synsvinkel, efter gæstespil i Canada og Hamburg

Billedkunst
Thorvaldsens Museum har sat sig for at vise forbindelserne mellem dansk og tysk kunst i tiden 1800 til 1850 på en udstilling med titlen Under samme himmel.
For nogle måneder siden kunne man se disse malerier i Kunsthalle i Hamburg, hvor nationalfølelsen (- og hensynet til kasseapparaterne) havde givet overskriften I lyset af Caspar David Friedrich.
Det er, heldigvis, ikke blot blevet en meget mere overskuelig udstilling i København, men også en langt mere forståelig. For det forholder sig jo sådan, at superstar Friedrich i den sammenhæng, kunsthistorikerne har sat sig for at udforske, snarere forplumrer billedet end lyser op i mørket.
Når den erklærede hensigt er at vise friluftsmaleriet, kunstneren ude i naturen hvor skyerne trækker hastigt over himlen og græsstråene kærtegnes af vinden, så er Friedrich noget af en hund i et spil kegler. Han er metafysiker i sine landskaber, ser som Oehlenschläger Guds virke i naturen - og han tilhører en anden generation end de mindre aktører på udstillingen.
Friedrich er elev af Nicolai Abildgaard og Jens Juel og noget ældre end Eckersberg: Derfor er både mål og midler i hans kristne meditationer ganske anderledes end de virkelighedsskildringer, der leder op til fotografiet. Som en proto-symbolist sagde Friedrich: Luk dit legemlige øje, så du først med det åndelige øje ser dit billede.

Studier
At Friedrich derfor er blevet neddæmpet i forhold til den massive repræsentation i Hamburg, er således en gevinst for udstillingen. I de små køjer i Thorvaldsens Museum kan man langt bedre studere de ligheder og forskelle, der er imellem de repræsenterede kunstneres billeder - og der er mange kønne stykker at fordybe sig i.
Om de så i virkeligheden har så forfærdelig meget med hinanden at gøre er en anden sag. Til fordel for den æstetiske glæde hos beskuerne, formoder man, er kunstnere medtaget, som malerisk giver oplevelser, men som nok ikke har nogen relevans i dansk-tysk sammenhæng. Således den ulykkelige Carl Blechen, der døde tidligt som sindssvag, og hvis herlige, livfulde landskaber nok skylder hans scenografkarriere mere end de skylder landskabskunstens teori i det 19. århundrede. Men da han sammen med Carl Rottmann er en af de få blandt både danskere og tyskere, der maler og ikke kolorerer tegninger, er man altid glad for at se hans billeder.
Var man gået mere kedsommeligt kunsthistorisk til værks, måtte man også have medtaget landskabsmaleren J.P. Møller, der protegeredes stærkt af prins Christian Frederik, og hvis betydning for Købke-generationen hverken behandles på udstillingen eller i kataloget, hvor man også savner kieleren Heinrich Buntzen. Redegørelser for maleteknik og
atelier-hemmeligheder kunne også være berørt: Når man i William Gelius' artikel i kataloget støder på en reel sammenligning imellem to billeder, der har en virkelig forbindelse med hinanden (Rottmanns sicilianske landskab og Lundbyes tegning af Refsnæs) kommer læseren fornøjet lidt videre end til aha-oplevelsen.

Ørneflugt
Udstillingens tilrettelæggere har sat sig det mål ved fugleperspektiv at nå så højt, at grænsedragningen imellem dansk og tysk ikke var synlig længere. Man kunne have ønsket sig, at ørneflugten var steget endnu højere, således at i det mindste kataloget havde bragt et vue over landskabsmaleriet, og særlig friluftsmaleriet, i perioden set i et europæisk perspektiv.
For nok ligner mange af de danske og de tyske små nydelige studier hinanden, men de ligner nu også billeder af mindre mestre i Frankrig, og man ville godt have haft en stillingtagen til, om disse skitser reelt er udtryk for samme vilje til kunst, eller om småstudier nu engang falder nogenlunde éns ud.
Forbeholdene over for det lidt tørre udstillingskoncept skal dog ikke skygge for, at det er en dejlig oplevelse at se de små billeder i det fine lys i Thorvaldsens Museum. Der er måske også, når alt kommer til alt, grænser for, hvor meget en udstilling behøver at bevise om kunsthistorien. Dagslys er efterhånden en sjælden vare i museerne, og en væsentlig dimension går tabt i det ofte forvrængende elektriske lys.
Museet er så herligt bygget til at huse netop den form for malerier, som vises på Under samme himmel, og det er en gave at studere Caspar David Friedrich og hans vandbærere under de forhold. Tænk, at Statens Museum for Kunst aldrig fik sig taget sammen til at erhverve et af hans malerier - man skulle bare vide, hvor de to måneskinslandskaber gemmer sig, som Christian VIII købte hos maleren selv! De blev bortauktioneret i 1800-tallet, så kig efter nok engang på loftet.
Det store og flotte katalog er så generøst subsidieret af Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden, at det nærmest er at få til indbrudspris: Blot 248 danske kroner for 282 sider kraftigt papir med et utal af farvegengivelser.
Men som Goethe sagde: "Selv om man tusinde gange har hørt om et fænomen, så taler det ejendommelige ved fænomenet kun til os ved den umiddelbare beskuelse af det". Så tag først på Thorvaldsens Museum: Billeder skal ses på museerne.

*Udstilling: Under samme himmel. Land og by i dansk og tysk kunst 1800-1850. Thorvaldsens Museum til 18. juni. Katalog: 282 s. illustreret i s/h og farve, kr. 248.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her