Læsetid: 3 min.

Hvis sandheden skal frem

26. maj 2000

Tomas Thøfner hylder på samme tid tankeløsheden og tankens dybde

Ny bog
Håbede man i et svagt øjeblik, at Tomas Thøfners anden digtsamling Tankens alkymi handlede om kemiprocesser på en prosaisk benzintank, gjordes ens forventninger lynhurtigt til skamme. Bogen er nøjagtig lige så rædselsfuld læsning, som dens fælt oppustede titel lader en skeptiker ane.
Hvor Thøfner (f. 1969) i sin debut Klartonen synger (1995) demonstrerede overskud, humor og sikker stilsans, synes der denne gang uheldigvis at være gået Digter i hele møget.
Hans poetiske ambition har tilsyneladende været at udforske det digteriske skabelsesunder gennem personlige møder med kærligheden, naturen, døden, foruden naturligvis sproget; men hvad man som læser konfronteres med, bliver lutter hule højstemtheder, luftige ligegyldigheder, tunge, klæge abstrakter, klamme postulater og pseudofilosofisk kitsch.
Thøfner oplyser et sted, at han har "en glimrende hørelse", og at han selv bilder sig ind at kunne høre, når ord er hule, og det er ganske rigtigt en fatal illusion, for jeg mindes dog sjældent at have læst en poesi så tanketung og så tonedøv.

Linjer der siger sig selv
Det er pragtfuldt at være tankeløs, hævder en linje i digtet "At huske Gilleleje". Resten af bogen dyrker tanken og ender hyppigt i intetsigende tomgang, bag hvilken man som læser fornemmer en for det poetiske udtryk farlig bestræbelse på at virke 'tief', som de siger på tysk.

Hvis sandheden skal frem,
og det skal den jo,
så må løgnen rykke om
bagved.

Ingen tør vel erklære sig uenig! Men lyrik skal jo immervæk helst sige os et eller andet, vi ikke kunne have sagt os selv. Andetsteds anfører digteren, med henvisning til den blandt ægte filosofiske freaks uundgåelige dybsindighedsleverandør Ludwig Wittgenstein, at "virkeligheden, sådan som vi tænker os den / som om man kunne trække beskrivelsen af tingen fra tingen, / er den yderste blindhed."
Men skal dette stå i et digt, bør tanken også sættes på spil eller på spidsen, hvilket ingen sinde sker i den foreliggende bog.

Tanketirader
Indimellem kommer Thøfners tanketirader i betænkelig nærhed af vitterligt vås. Hvad andet skal man f.eks. mene om en optakt som denne:
"Som med så meget andet bliver det sværere / at forstå personligheden."
Eller om følgende sætning hentet i værkets sidstedel:
"Afhængig af psykologisk observans kunne man tale om sublimering af et virkeligt begær, hvis energi forskydes i det uendelige, i et rent sprogs smerteløse spil."
Her er det vistnok meningen, at læseren skal falde imponeret på maven. Nærværende, for hver ny side mere skeptiske læser, faldt på halen af grin.

Er det så slemt?
Hovhov, vil måske mere 'humant' sindede borgere tænke: er det nu virkelig så slemt? Ja, det er nøjagtig så rædsomt, og jeg kunne citere i læssevis af ubehjælpsomme, ærligt mente, men gennemført mislykkede steder. Følgende eksempel må vistnok siges at tale for sig selv:
"Du står ved vinduet og længes mens jeg går ind bag en tilforladelig sætnings spejlende forhæng - jeg husker ikke længere de ord der tårnede sig op i min bevidsthed, men vil aldrig glemme illustrationen; din magt over lyset, som ubetvivleligt elsker dig, uafladeligt tegner din nøgne fuldkommenhed til fuldkommenhed." - Ingen højere?
Tager man fejl, om man hos Thøfner aner påvirkning fra bl.a. Søren Ulrik Thomsen? I hvert fald er han nær ved det rene plagiat, når han lader et digt begynde med linjen:
"Jeg mister lidt ironi hver dag," eller når han tænksomt konkluderer, at "Det der kan siges / er måske bare en lille del af det der ikke kan siges."
Her klinger umiskendeligt tonerne fra Nye digte og Hjemfalden med.

Bovlamme refleksioner
Om bogens opbygning er at sige, at den indrammes af bovlamme refleksioner, i henholdsvis poesi og prosa, over det at læse og skrive, samt at de fire mellemliggende sektioner udspiller sig i erindret fortid, i kærlighedens nu, i skriftens laboratorium samt i mindet om den afdøde fader.
Formmæssigt betjener Thøfner sig, især i titeldelen, af systemiske ordmobiler, andre steder gås mere traditionelt til værks. Hvad der imidlertid savnes, hele vejen igennem, er en tiger i tanken, og klomærker af poesi.

*Tomas Thøfner: Tankens alkymi. Digte. 68 s., 169 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her