Læsetid: 3 min.

SF mod venstre

22. maj 2000

SF's landsmøde var præget af fornyerfløjens retræte. Valget til hovedbestyrelsen styrkede partiets venstrefløj markant

Det var SF's venstrefløj, der løb med sejren på partiets landsmøde, som sluttede i går. Mødet var præget af enighed på alle væsentlige områder, og tidligere tiders voldsomme konfrontationer mellem såkaldte fornyere og traditonalister udeblev, som forventet.
"Det har været et fredeligt landsmøde. Men det viser jo, at man godt kan have spændende diskussioner uden konflikter," sagde en tilfreds Holger K. Nielsen i sin afsluttende tale til landsmødet. SF'erne vedtog blandt andet et brølende nej til ØMU'en og en politisk udtalelse, der langer ud efter Socialdemokratiet og forlanger væsentlige forbedringer på velfærdsområdet og en politisk ufarlig integrationsudtalelse. Der var ingen diskussioner, der for alvor satte sindene i kog.
Partiets fornyerfløj, der er på kraftig retræte, markerede sig ikke synderligt på landsmødet, og ved valget til hovedbestyrelsen var det repræsentanter fra partiets venstrefløj, der satte sig på langt de fleste pladser.

Villy vinder
Valgets store vinder blev socialordfører Villy Søvndal. Med 141 stemmer blev han valgt som nummer et, mens gruppeformand Jes Lunde modtog en syngende lussing fra de delegerede. Med sølle 84 stemmer kom han ind på en niendeplads. Jes Lunde er drivkraften bag den pragmatiske linje, partiet har fulgt på Christiansborg i de senere år og er fortaler for, at SF skal i regering efter næste valg. Gerne sammen med midterpartierne.
Villy Søvndal og Jes Lunde vurderes at blive modstandere i kampen om partiets formandspost, når Holger K. Nielsen beslutter sig for at gå af, og med weekendens valg gav landsmødet et kraftigt fingerpeg om, hvordan den kamp kommer til at gå.
Jes Lunde har ikke selv nogen forklaring på det dårlige resultat.
"Hvad skal jeg sige. Det kan godt være, jeg har sagt nogle ting, der har kostet nogle point, men sådan er politik," siger han.
Ifølge medlem af hovedbestyrelsen Pia Olsen ligger der et klart budskab i Jes Lundes dårlige valg.
"Jeg tror, det er et signal om, at partiet ikke er parat til at være så pragmatisk, som han lægger op til," siger hun.

Ingen stiller op
Pia Olsen, der selv tilhører den minimerede fornyerfløj, fik et udmærket valg, men erkender at landsmødet har været præget af fløjens nedtur.
"Men problemet er ikke, at vi, der stiller op, ikke bliver valgt, men at folk ikke stiller op," siger hun med henvisning til, at en række fornyere har valgt ikke at genopstille.
Henrik Severin Hansen, der betegner sig selv som "tilhørende den mere dogmatiske fløj," og som blev genvalgt til hovedbestyrelsen, er godt tilfreds med resultatet.
"Skellene er ikke så markante mere, men der er selvfølgelig stadig forskellige holdninger i partiet på nogle områder. Det har bare ikke været så synligt her. Det har været et ualmindeligt fredeligt landsmøde," siger han.
Han vurderer, at valget var en "helt klar venstredrejning."
"Vi har fået rigtigt mange fra venstrefløjen i hovedbestyrelsen, også mange unge. Man kan sige, der er sket et skift. Hvor de unge SF'ere tidligere var højreorienterede, er de nu langt mere på min linje," siger han.
Holger K. Nielsen, der tidligere har udtrykt bekymring for, at partiets bredde forsvinder, mener, man skal være påpasselig med at fortolke valgresultatet og især mod, at man ser Jes Lundes dårlige valg som tegn på en kritik af hans linje.
"Sådan noget går altid op og ned, og om en uge er de stemmetal glemt," siger partiformanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her