Ny samling noveller af minimalisme-helten Raymond Carver - og en opsamling af Vonneguts tidlige ugebladshistorier
Noveller
En alvorlig samtale og andre noveller er Carvers tredje samling på dansk. De fleste stammer fra Where I'm Calling From fra 1988 og er udvalgt af disciplen Simon Fruelund og oversætteren Johannes Riis, der har fundet et fint trimmet dansk til novellernes ordknappe, underspillede talesprog.
Carver er en mester i at sige det usagte. Han kan skabe et dirrende tomrum, hvor man mærker hans personers problemer med at begribe og udtrykke deres situation. Det er egentligt ligegyldigt, hvad de prøver at tale om.
Måden er det afgørende, som hos hans forbillede Hemmingway, hvor man aner noget skjult, der samtidig er det vigtigste i forholdet mellem personerne.
I novellen "Lysthuset" har et par, der bestyrer et motel, lukket biksen for at få styr på en ægteskabelig krise. Han har været utro. Under deres langstrakte samtale, der bliver grundigt overrislet med Teachers, taler hun på et tidspunkt om, hvordan de kunne være blevet gamle sammen: "Værdige," kalder hun det, mens han (jeg'et) siger-.
"Holly, det her vil vi også tænke tilbage på. Vi vil sige: Kan du huske det motel med al det skidt i poolen? Jeg siger: Forstår du, hvad jeg siger Holly. Men Holly sidder bare der på sengen med sit glas. Jeg kan se, at hun ikke forstår, hvad jeg mener."
Forbilleder
Carver har det med at tiltrække soulmates. Filminstruktøren Robert Altman har været der, et lykkeligt jævnbyrdigt møde, hvad filmen Short Cuts er et bevis på. I en dansk sammenhæng fik Carver en mærkelig skæbne som kultagtigt alibi og model for forfatterskolelever, der nærmede sig prosaen og flirtede med realismen uden at kaste sig ud i den store epik. I 90'erne blev hans minimalisme næsten ophøjet til lov.
Der er ikke noget i vejen med Carver selv, eller som model, men man kan synes, han er blevet misbrugt som standard for nogle anæmiske prosaforsøg, der sjældent har haft hans nerve.
Hans stil, der kan ligge tæt på prosadigtet, er blevet brugt som et skjold imod de mere klassiske udfordringer i fiktionsprosaen som synsvinkel og større strukturer. Det er forbandet svært at skrive ordentlig fiktionsprosa, så selvfølgelig er novelleskrivning og kortprosa et skridt på vejen, men ikke al fiktions målestok.
Carvers prosa er sofistikeret på sin egen måde; stilen i al sin enkelhed meget personlig. Han er ét med sit stof, så det må være svært at bruge ham som model for én, der ikke er vokset op med Americana i blodet.
Novellerne foregår i arbejdermiljøer, som det han selv kom fra nordpå i staten Washington, eller blandt lurvede middelklasseeksistenser fra de udstrakte, triste LA-forstæder. Ægteskabelig krise, alkoholisme og skilsmisse er centrale temaer i hans noveller, som de var det i en stor del af hans liv.
Altman følte sig tiltrukket af Carver, fordi han gjorde det prosaiske til poesi, afslørede det mærkelige bag det banale og indfangede menneskers forunderlige ideosynkratiske optræden midt i livets tilfældigheder.
Et eksempel fra denne samling er fyren i "Her, hvor jeg ringer fra", der beder om et kys af en kvindelig skorstensfejer, far det, fordi man siger det bringer lykke, og er solgt for livet.
Episodisk tilfældighed
Altman har også fortalt, at han følte et slægtskab med Carver i interessen for at skildre mennesker i korte tætte episoder. Denne interesse kan man allerede se i hans veloplagte film Nashville fra 1975, en mosaik over livet i Amerika, set gennem øjnene på 24 personer forsamlet til politisk stormøde sammesteds. Den langt senere Prét-å-Porter (1994) om mennesker, der ramler ind i hinanden under modeugen i Paris er båret af samme interesse, blot i et helt andet miljø.
I en introduktion til de noveller og det prosadigt, der lå bag Short Cuts, og som blev udgivet samlet kort efter filmen, giver Altman flere præcise karakteristikker af Carver og forklarer forskellene på tekster og film. Man kan godt undre sig lidt over, at den tredje bog med Carver-noveller på dansk, ikke blev en oversættelse af dette udvalg. Det kan der være mange gode grunde til, men når udgiverne alligevel uden nærmere forklaring plukker fra forskellige samlinger, hvorfor så ikke? Så kunne læseren i tilgift have fået Altmans fremragende introduktion og tage stilling til hans begrundelse for at stykke Carvers noveller sammen på en anden måde: de foregår alligevel alle sammen i ét univers, i Carverland.
Fortælleglæde
Næsten samtidig med Gyldendals opsamlingsudgivelse af Carver udsender Schønberg Kurt Vonneguts Snustobaksdåsen fra Bagombo, 24 af hans tidlige historier, hvoraf de fleste blev trykt i magasiner i 50'erne.
Hensigten med udvalget er klar: De mange fans skal mættes, også selvom vi skal tilbage til dengang det hele startede og Vonnegut skrev for ugeblade som Cosmopolitan - allerede dengang en dygtig teksthåndværker med en tilbøjelighed for science fiction; tillige med den personlige stemme, vi kender så godt. Det er sommerferielæsning i den lette ende - ren underholdning til brug på stranden og god til store drenge.
Nu snakken er om at skrive prosafiktion, så er der nok en del Carver-fans, der vil spærre øjnene op over den bramfri indledning, Vonnegut har skrevet til sine ugebladsnoveller. Han opstiller gladeligt et skrivekursus for begyndere 18 punkter, men siger også, at de større forfattere altid har forbrudt sig mod reglerne - bortset fra nr. 1, der lyder: "Brug et vildtfremmed menneskes tid på en sådan måde, at han eller hun ikke føler, at tiden er spildt".
Det siger sig selv, men er også tankevækkende, især kombineret med regel nr. 7: "Skriv for at glæde et enkelt menneske". Selv har Vonnegut altid haft sin nu afdøde søster som sin indbyggede læser.
Her er vi vel ved kernen: fortælleglæden eller -nødvendigheden. Meget kan man lære, men kun med det drive i behold kommer man langt som forfatter. Vonneguts "poetik" ligger tankevækkende langt fra nogen form for "Isme-styring", og milevidt fra Nils Franks credo i debatten om Radiator realismen, der lød: "Jeg er mere for en litteratur, som det nærmest er pinen at læse."
Hverken Vonnegut eller Carver kan leve op til det, heldigvis.
*Raymond Carver: En alvorlig samtale. Noveller. Oversat af Johannes Riis. 172 s. 225 kr. Gyldendal
*Kurt Vonnegut: Snustobaksdåsen fra Bagombo. Noveller. Oversat af Arne Herløv Petersen. 385 s. 289 kr. Schönberg
