Læsetid: 3 min.

En skæg idé ...

13. maj 2000

Hvad skete der med Ole Jastrau? Med Janus Tolne? Endelig kan det fortælles

Ny bog
Sensation: I Tom Kristensens Hærværk var der faktisk en tredje hovedperson, ud over de litterære tvillinger Jastrau og Steffensen. Han hed Klaus Rifbjerg, han var der, han forstod det hele, men drak knap så meget og husker derfor alting vældig godt (også selv om han strengt taget først blev født i 1931, året efter Hærværk).
Først nu kan det fortælles, nemlig i bogen Fortsættelse følger, der netop er udkommet på forlaget Aschehoug. Her fortæller Rifbjerg i to kapitler, "Hvem kan sove i Berlin?" og "Lille og lykkelig nok?", hvad der videre hændte Ole Jastrau, da behjertede venner satte ham på toget til Berlin - væk fra Bar des Artistes, væk fra drukture og koldsved, væk fra den uheldssvangre dobbeltgænger, digteren Steffensen.
Det virkeligt gode er, at Rifbjerg med sin epitaf til Hærværk får sagt noget væsentligt både om bogen og om sig selv, sin egen virksomhed som digter og debattør: På den ene side en mand af syner og form, og på den anden side i høj grad et menneske af denne verden. Rifbjerg bygger videre på splittelsen hos journalisten Jastrau, der ville være digter, men må se sine fade vers overgået af den rå diamant, Steffensen, der med ét svirp af ord i rytme kan få kaos til at lægge sig fromt for sine fødder. Og Rifbjerg får smukt sat ord på Jastraus næsten-erkendelse af, at han elsker og misunder Steffensen for især digterevnen - men også at, denne kærlighed er næsten mere fysisk og lidenskabelig, end Jastrau helt kan håndtere.
Som Rifbjerg tidligere har skrevet om netop Hærværk: "Ecce homo" betyder ikke blot på nytestamentelig vis "Se, hvilket menneske", men er også Jastraus besværgelse: "Jeg er ikke homo(seksuel)".
Med disse to små Jastrau- kapitler har Fortsættelse følger sådan set gjort hvad den skulle. En forfatter har som next of kin rakt en kollega hånden. Men jeg synes også, at Benn Q. Holms efterskrift til Rifbjergs egen Den kroniske Uskyld i al 50'er-trøstesløshed lykkes glimrende. Her får man syn for sagn om, hvorfor 60'eroprørets seksuelle frigørelse og opgøret med den kunstigt forlængede uskyld måtte indfinde sig med tvingende nødvendighed.
Andre af videredigtningerne er mindre overbevisende og vækker en vis taknemmelighed over, at bøgerne netop slutter, hvor de slutter - i spænding. Enten afrundet eller med udsigt til en afgrund, der virker mere pirrende i antydning.

Næsten for meget
Lidt af en mellemting mellem vellykket og for meget er historierne om de bornerte victorianske damer fra J.P. Jacobsen og Amalie Skram. Det sjoveste er faktisk, at henholdsvis en mandlig og en kvindelig forfatter - Lars Bonnevie og Lotte Inuk - får noget højst forskelligt ud af den samme idé om, hvad der skete med korset og tournure, da damerne kom i enrum. Med hinanden. Vi siger ikke mere.
Og endelig er der for fans af underdogs som Ida Brandt (Ludvigsbakke) og Ivan (Gummi-Tarzan) håb og opmuntring at hente. Mette Winge og Thøger Birkeland lader dem få hver en velfortjent revanche og et ganske acceptabelt liv oveni. Hvorfor ikke?
Fortsættelse følger er en skæg idé, som synes at have stimuleret alle medvirkende forfattere til at skrive i en anden sprogtone end deres egen, Claes Johansens Klods-Hans-efterskrift endda i en syrlig Holberg-stil, der giver en god tvetydighed til for eksempel følgende ramsaltede synspunkt: "I en snæversynet, gammel Bondenation som vor vil Sympatien altid tilfalde Landsbytossen, Narren. Fjolleriet vil sejre over Alvoren, Dovenskaben over Fliden, Parodien over den originale Tænkning."
Men her er i hvert fald et sted, hvor levende og døde poeter kan mødes og samtale om det, som de alle brænder for. Nemlig nogle af de personer, som læserne kender bedre end mange mennesker, som selv kalder sig virkelige, men som, desværre for dem, kun er beskrevet i telefonbogen.

*Louise Haslund-Christensen (red.): Fortsættelse følger. 214 sider, 249 kr. Aschehoug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu