Læsetid: 2 min.

Skarpe skud i Freetown

9. maj 2000

Tre blev dræbt og adskillige såret, da det i går kom til skudvekslinger i Freetown. Britiske soldater har taget kontrol med lufthavnen i Sierra Leones hovedstad

Området omkring den sierraleonske oprørsleder Foday Sankohs hjem i hovedstaden Freetown i Sierra Leone var mandag skueplads for voldsomme kampe med deltagelse af en rivaliserende milits, fortæller øjenvidner.
Kampene brød ud som de første 250 britiske soldater ankom til Freetown og straks gik i gang med at sikre lufthavnen.
Ifølge Reuters' korrespondent Vincent t'Sas blev der brugt automatvåben og raketdrevne granater. Ifølge internationale nyhedsbureauer blev mindst tre dræbt.
Kampene brød ud, efter at mindst 15 mennesker var blevet såret, da omkring 5.000 gik i protestmarch til stedet. Sankoh er en central figur i oprørernes konflikt med den fredsbevarende FN-styrke i det vestafrikanske land.
Lederen af Det Internationale Røde Kors' i Sierra Leone, Steen Wetlesen fortæller. at hans folk bragte 20 ofre til hospitalet men anslår, at op mod 50 blev såret i løbet af gårsdagens uroligheder.
"På nuværende tidspunkt er det dog svært at danne sig et overblik over situationen," siger Steen Wetlesen fra Røde Kors' hovedkvarteret i Freetown til Information.

Britisk evakuering
Inden fredsdemonstrationen endte i skudvekslinger var der ellers "optimisme at spore i Freetown. Storbritannien vil iværksætte en plan om at evakuere britiske statsborgere fra Sierra Leone. Mange udlændinge har allerede forladt landet.
"De fleste organisationer har trukket sig ud og dem, der er tilbage, heriblandt FN og Røde Kors har reduceret deres personale. Men Røde Kors afventer situationen og har ingen planer om yderligere reduktioner," siger Steen Wetlesen
Det står ikke umiddelbart klart, hvem der åbnede ild mod menneskemængden i går, men øjenvidner siger, at nogle demonstranter blev alvorligt såret og mindst én måske dræbt. De første skyderier begyndte, da demonstranterne havde omringet Sankohs hus, som var bevogtet af nigerianske FN-soldater.
Soldater fra hans gruppe, Revolutionary United Front (RUF) befandt sig i huset.
Demonstranterne råbte: "Vi ønsker fred". Blandt dem var medlemmer af Kamajor-militsen, som består af traditionelle jægere, og tidligere medlemmer af hæren. Nigerianske fredsbevarende soldater med kampvogne genoprettede roen i en kort periode, inden de egentlige kampe brød ud. T'Sas fortæller, at de to modparter syntes at være Sankohs folk og guerillaer, loyale over for den tidl. militære leder Johnny Paul Koroma, hvis tilhængere styrtede den folkevalgte præsident Kabbah i 1997.

FAKTA
Sierra Leone fra kup til kup
1991: Korporal Foday Sankoh og hans Revolutionary United Front (RUF) griber til våben mod den civile præsident Joseph Momoh. Herefter bekæmpes skiftende præsidenter i Sierra Leone.
1996: Ahmad Tejan Kabbah bliver den første demokratisk valgte præsident og underskriver fredsaftale med RUF.
1997: Kabbah afsættes ved et kup, og Sankoh sættes i husarrest.
1998: Nigeriansk ledet fredsstyrke genindsætter Kabbah og driver alliancen mellem RUF og militærregeringen ud af Freetown.
1999: Voldsorgie i Freetown, da RUF erobrer det meste af byen. I juli indgås fredsaftale og RUF-lederen Foday Sankoh bliver vicepræsident under Kabbah. FN beslutter at sende fredsstyrker.
Mandag 8. maj 2000: Demonstration i Freetown efter en uge, hvor fire FN-soldater er blevet dræbt og flere hundrede taget
som gidsler af oprørere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her