Læsetid: 4 min.

Slaget om smagen

30. maj 2000

Ny Carlsberg Glyptotek sætter egne værker op mod impressionister og salonmalere fra Musée d'Orsay og andre udenlandske samlinger

Udstilling
Det mærkeligste ved Glyptotekets nye udstilling er nok, at den er blevet valgt til at fejre årtusindskiftet som en del af Øresundsbiennalen. Den diffuse 'Kulturbro 2000' står som paraply over denne manifestation med det besværlige navn 'Gloria victis!' - ære være de besejrede, men den besynger ikke bromodstanderne, cyklisterne, alle dem, der ikke tror, at Danmark som omkørselsvej mellem Sverige og Tyskland er Guds gave til befolkningen.
Udstillingens undertitel er 'Vindere og tabere i fransk kunst 1848-1910', og konceptet er endnu en aflægger af Orsay-princippet, hvor Salon-kunsten stilles over for de impressionistiske malere. Det parisiske museum åbnedes i 1986, så man kan ikke sige, at Glyptoteket ligger i avant-garden af den internationale udstillingspolitik. Aarhus Kunstmuseum satte for flere år siden sine franske salonstykker i perspektiv, men der spores i Flemming Friborgs katalogtekst stadig en tydelig ambivalens over for projektet.
På den ene side er det ikke længere comme il faut at nedvurdere Salonens malere, på den anden side er det heller ikke nemt at finde noget godt at sige om dem. Selv Orsay holder klogeligt skæg for sig og snot for sig i udstillingsrummene, således at traditionalisterne har de mest håbløse, dårligt oplyste stationssale, mens de fine, Manet, Degas og Gauguin har mindre, bedre og mere overskuelige rum. Når Salon-billederne trækkes frem, er det oftest for at moralisere over deres moralske svagheder (orientalisternes imperialistiske 'blik', den kvindeundertrykkende 'optik' etc.), sjældent for at restituere dem som kunstværker. Den megen billedlæsning finder især lejlighed til at hovere over fortidens beklagelige uoplysthed.

Skandalens magt
Der er endnu forsket meget lidt i udstillingsformens indvirkning på billedkunstens virkemidler. Når mange tusind malerier skulle konkurrere om publikums og især om den stadig mere indflydelsesrige dagbladskritiks opmærksomhed, er det indlysende, at en god skandale ikke var af vejen. Hertil egnede romerne i dekadencens tid sig lige så godt som Degas' fremvisning af en lille balletpige i voks, med ægte hår og skørt af tyl.
På Glyptotekets udstilling blandes de to billedgenrer, helt i tråd med museets dagligdag, hvor det kulørte, det akademiske og det anerkendt progressive står frit fremme og strides om gæsternes opmærksomhed. Den store vægt, bryggeren lagde på skulpturen, er en gave til de museumsbesøgende af i dag, der som regel får billedhuggerkunsten serveret som et tålt onde - hvis den overhovedet kommer til syne. Stik imod hierarkiet i det 19. århundrede, hvor skulptur stod for alt, hvad der var ædelt og godt: Gud, konge og fædreland. Men med den veneration, disse elementer i naturalismens univers igen nyder, kan det være interessant at gå billedhuggerne nærmere på klingen. Også nærmere end Glyptoteket kommer afsted med det ved denne lejlighed.
Blandt malerne var det store dyr i åbenbaringen Jules Bastien Lepage, som kunsthistorikernes helt Julius Lange skrev næsten en hel bog om. Her roser han kunstnerens "ejendommelig dybt indtrængende, sympathetiske Forstaaelse af Sjælelivet" - begreber, som ikke findes i nutidens revurdering af Salonens blegnede stjerner. For Lange var Bastien Lepage en ø i havet, da han på Verdensudstillingen følte sig i færd med at drukne i mængden af kunstværker. Når hans opfattelse begyndte at "pladske træt omkring mellem disse Tusinder af Indtryk, som jeg forud kunde vide, at jeg umulig kunde faa Tid til virkelig og selvstændig at tilegne mig," reddede han sig i land hos Bastien Lepage.
Bastien Lepage blev nok den franske maler, der fik størst betydning på dansk malerkunst i anden halvdel af det 19. århundrede, men det interessante er, at sådan forholdt det sig også mange andre steder i Europa og USA. For Salonen var datidens store globaliseringsmaskine, et faktum som fortjener langt større kunsthistoriske research end hidtil. Når man går på museum i Skotland, Polen og i Rusland ser man lige så tydelige reminiscenser af Bastien Lepage som hos L.A. Ring og P.S. Krøyer.

Nutids-Salon
Vil man spille kunsthistorisk Kassandra, kan man jo begynde at spørge, hvad der er Salon-maleri i dag? Hvilke af de agerende på kunstscenen vil hænge fremme i år 2100, og hvem er blevet forvist til den evige hvile i magasinerne? Hvem skal støves af og hvem skal hæves op på piedestalerne, når der til den tid bliver gjort status?
Det er da vel højst tænkeligt, at Salon-prædikatet vil blive hæftet på en kunstner som Maja Lisa Engelhardt, som Glyptoteket viser samtidig med 'Gloria victis'. Blandingen af det genkendeligt danske (Kirkeby set med guldalderøjne) og 'den internationale stil' vil næppe vise sig langtidsholdbar.

*Gloria victis! Vindere og tabere i fransk kunst 1848-1910. Udstilling på Ny Carlsberg Glyptotek til 15. okt. 32 s. ill. katalog ved Flemming Friborg, Sidsel Maria Søndergaard, Pernille Stockmarr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her