Læsetid: 2 min.

Slappe sejl i Aalborg

5. maj 2000

Aalborg Teaters sejlads gennem musical-klichéerne ender stift og livløst

Musical
Jeg forsøgte virkelig, Ama'r! På at varme op til at være positiv og generøs. Jeg har tit nok brokket mig mavesurt over musical-frekvensen på Aalborg Teater, nu måtte der ske noget. Jeg genopfriskede ovenikøbet Erik Ulrichsen og Jørgen Stegelmanns klassiske (film)musicalbog...
Men lige lidt hjalp det mig. Dames at Sea (off-Broadway 1968) er tydeligvis tænkt som en øm parodi på genren og ikke mindst dens monstrøse trediver-mester Busby Berkeley, ham med de sensuelt tingsliggørende masseoptrin. Så der skal sejles med fuldeste musik tværs gennem alle klicheerne. Det gør de også med sand dødsforagt i Morten

Hovmans opsætning.
Handlingen i en musical kan meget vel være eventyrligt vrøvl; sangen og musikken er ofte gennem-kitschet hybrid; dansen et mix af absolut allehånde. Hvad, der ideelt binder det hele sammen til en særegen enhed, er rytmen, billedrytmen. Binder det sammen til en trodsigt optimistisk, sensualistisk livshyldest. Sådan siger ovennævnte autoriteter meget rigtigt.
Det er imidlertid mest fremkommeligt på film, hvor kamerabevægelser, dansens rytmik, musikken og klipningen kan producere drømmeagtige, kontinuitetsbefordrende totaleffekter.
Den slags er svært at opnå på scenen. Hvis man da ikke opererer meget fantasifuldt med tunge kulisser, smidigt krydsende, bevægelige dansemønstre, skiftende spots osv. - og desuden har en historie, der trods al usansynlighed tvangfrit kan lade en spændt dialog 'naturligt' slå over i den sang, der vender den psykiske inderside ud på aktørerne.
Parodisk tynd
Historien i Dames at Sea er selvbevidst-parodisk tynd: En musical af samme navn er i sidste hektiske fase inden premieren, som trues både inde- og udefra - vi er jo selvfølgelig i tredivernes krisetid - og hvortil den klassisk optimistisk-naive pige just ankommer, frisk fra firetoget. Inden for 24 timer er hun både stjerne og gift med den marinematros, hun møder, og som redder showet med sine dugfrisk nye sange. Med premiere på Uncle Sam's højstegne marinefartøj!
Men trods - eller på grund af - det sammenpressede plot lykkes det ikke at holde en fast følelsesmæssig tråd gennem de urimelige begivenheder, og derfor 'fødes' sangpartierne kun stedvis naturligt ud af det yderst nødtørftigt skitserede konfliktstof. Jim Wise, Robin Miller og George Haimsohn er vel heller ikke ligefrem genrens største sangskrivere, forestillingens eneste markante sang er typisk nok Gershwins "The Man I Love". Sangpræstationerne er generelt duelige, ikke meget mere.
Dansen, primært step, er også blot so und so. Det fik være, hvis ellers maskineriet i sin helhed havde været rytmisk bevægeligt, men trods fikse scenografiske detaljer forbliver totalindtrykket underlig livløst og stift, enkeltstående numre uden følelsesmæssigt berusende flow.
Og så er spillerne solgt og kan kun skinne i små glimt. Synd for udmærkede folk som Lisbeth Gajhede, Lars Lohmann, Ditte Hansen, Donald Andersen, Allan Klie, Jørgen W. Larsen og firetogs-pigen Anne Mette Busch.
Men Aalborgs teaterpublikum er tålmodigt-stædigt; de går i byen for at more sig - og så gør de det sgu også, næsten lige meget hvad. Så det ...

*Jim Wise, Robin Miller og George Haimsohn: Dames at Sea. Iscenesættelse og (prosa)oversættelse: Morten Hovman. Koreografi: Sandy Grant. Scenografi og (glitrende) kostumer: Søren Glad. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Sangkonsulent: Ian
Adam. Aalborg Teater, Store Scene, premiere 3. maj 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu