Læsetid: 3 min.

Slutspurt i Cannes

20. maj 2000

Ingen film synes for alvor at true Trier som favorit til palmerne, men selv med kun et par film tilbage kan meget nå at ske

Favoritter
CANNES - Med kun en dag og et par film tilbage er Lars von Trier og Dancer in the Dark stadig favoritter til at vinde De Gyldne Palmer.
Det er uden tvivl den film, der har fremkaldt de stærkeste reaktioner hernede. De fleste franske anmeldere er glade for filmen fra Wonderboy-Trier, som de kalder ham, og i en anmeldelse blev den endog kaldt festivalens første filmiske oplevelse.

Blandede reaktioner
Amerikanerne, derimod, er ikke så glade, og i branchebladet Variety mener Derek Elley bl.a., at filmen er et stort fejltrin uden kommercielle kvaliteter, der kannibaliserer musicalgenren i stedet for at tilføje den noget nyt.
Dancer in the Dark lader til at være en film, som anmelderne enten er for eller imod - i hvert får den enten fire stjerner og palmeblade eller bare én og to stjerner.
Ellers er det Liv Ullmanns Trolösa og Jiang Wens Devils at the Doorstep, som ligger i spidsen på de daglige lister over forskellige europæiske anmelderes vurderinger.
Mange forventninger har knyttet sig til svenske Roy Anderssons Sånger från andra våningen, en sorgmunter og temmelig syret skildring af et ligeglad og ligegyldigt samfund, der ikke længere fungerer. Men just hjemvendt fra en screening af Anderssons film - instruktørens første i 25 år - vil jeg ikke sige, at det er en vinder. Dertil er den for weird, og trods et spændende udgangspunkt og mange sjove, bidske øjeblikke taber den pusten efter en time og synes sidenhen kun at gentage sig selv. Af uscreenede konkurrencefilm findes stadig den populære Hong Kong-instruktør Wong Kar-Wais In the Mood for Love og amerikanske James Greys familiedrama The Yards.
Rygterne vil iøvrigt vide, at juryen er ret begejstret for Neil Labutes satiriske Nurse Betty, men at de formodentlig ikke vil belønne den, fordi den er for mainstream. Om det er godt eller skidt for hr. Trier må søndagens prisceremoni vise.

Karateromance
Men der er jo også et liv uden for konkurrencen, hvor flere rigtig gode film har befundet sig i år.
Jeg har allerede skrevet om Ang Lees forrygende karate-romance Crouching Tiger, Hidden Dragon, men også film nr. to fra den unge, innovative amerikaner Darren Aronofsky, Requiem for a Dream, er noget for sig selv.
Requiem..., der er baseret på en roman af forfatteren Hubert Selby - som danske Nicolas Refn er ved at skrive manuskript med lige nu - er en visuelt meget original og udflippet og menneskeligt barsk og pågående skildring af narkomani og en håndfuld ofre herfor - det være sig afhængighed af stoffer, søde sager, mad, tv og slankepiller.

Mr. Peck
Den Oscarvindende dokumentarist Barbara Kopple er også i Cannes med en film. Efter sit nærgående portræt af jazz-klarinettisten Woody Allen, Wild Man Blues, har hun kastet sig over Gregory Peck i A Conversation with Gregory Peck.
Det er blevet til et intimt og interessant portræt af en skuespiller og familiefar, der om nogen er inkarnationen af et godt menneske.
Pecks egen yndlingsrolle er den renhjertede og retskafne forsvarsadvokat Atticus Finch i To Kill a Mockingbird, som han vandt en Oscar for i 1963, og som mange af hans fans stadig identificerer ham med. Kopple, der er en personlig veninde af (og arbejder sammen med) Pecks datter Cecilia, har fået adgang til mange af familiens private stunder, og filmen består bl.a. af klip fra Gregory Pecks mere end 60 film over den seks årtier lange karriere, de oneman-shows han tager USA rundt for at lave, masser af anekdoter fra hans tid i Hollywood, og så optagelser fra private seancer, f.eks. barnebarnet Harper Pecks fødsel (drengebarnet er opkaldt efter den kvindelige forfatter af To Kill a Mockingbird, Harper Lee.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu