Læsetid: 2 min.

Smag på øl

20. maj 2000

Til næsen

I onsdags smagte jeg øl. Nu vil min læser måske afbryde med, at det er der ikke noget specielt bemærkelsesværdigt i - det gjorde mange.
Men så må jeg gøre det klarere. Jeg smagte øl. I modsætning til at drikke øl.
Det foregik ude på Carlsberg i Valby. Her havde man besøg af en større skare svenske ølskribenter. Helt ærligt, jeg vidste ikke, at noget sådant fandtes, og alene nysgerrigheden var nok til at drive mig ud på den lange rejse i lummervarme med buslinie 6.
Og de fandtes - og de var et lydhørt publikum. Bryggeriets folk havde valgt at præsentere dem og os for fem danske ølklasssikere - først ved en saglig smagning, senere som ledsagere til en frokost.

Det hele foregik i en mere celeber krog af Carlsbergs Museum, en tilbygning til Bryggerens oprindelige privatbolig. Her oser af velstand og pragt fra en stor tid i dansk industrialisme. Man kommer ikke uden om den tanke: Det moderne Danmark er i væsent-lig grad bygget på strømme af øl.
Vi startede med grøn Tuborg - bryggeriernes største salgsnummer, brygget siden 1880. Nu til dags brygget på ren malt - fordi man frygter forbrugernes reaktion, hvis man ikke kan garanterer, at den majs, man ellers brugte som råfrugt, ikke er genetisk manipuleret.
Derpå smagte vi Gamle Carlsberg, som principielt er det bryg, der startede eventyret i 1847. I dag er den mørke og lidt sødlige øl på delvis münchenermalt et nicheprodukt - særlig populær til fed, traditionel dansk mad.
Så kom der mere krudt på med en Elephant, bryggeriets slagskib, som holder 7,2 volumenprocent. Af type nærmest en dobbelt Bock, vinøs og måske Carlsbergs, i international sammenligning, ypperste produkt.
Endnu stærkere er den mørke påskebryg på 7,9 pct. alkohol. En mahognyfarvet øl med stor krop og middel til stærk sødme - 'flydende brød'.
Som en slags dessert smagte selskabet porteren Imperial Stout (7,8 pct.) - ibenholtsort og med en fyldig bitterhed og toner af engelsk lakrids. Tovværk og tjære, var der dem, der bemærkede. Absolut en øl, Danmark kan være bekendt.
Svenskerne spurgte og spurgte. Om datoer, bitterstoffer, indbrygningsprocenter, malttyper og gæringsprocenter. Jeg har en mistanke om, at man skal være kemiingeniør med mindst et bifag i historie for at blive øl- og vinskribent hos broderfolket. Al respekt for det.

Maden var fra Claus Meyer, som jeg mere og mere hælder til at betragte ikke som en faktisk nulevende person, men som en prototye, der er klonet i et halvt hundrede eksemplarer. Ellers ville hans aktivitetsniveau ikke være gennemførligt - han er overalt. Her dog kun repræsenteret ved nogle medarbejdere, som venligt og effektivt serverede retter som fjordrejebisque med ravioli, hønsesalat med karry, glacerede grisekæber med gremolata og en crème brûlée med chokolade (til porteren). Alt sammen meget smagfuldt og overbevisende.
Jeg har tidligere været indlagt til forsøg på at koble forskellige øltyper til haute cuisine - med begrænset succes. Ved denne lejlighed gik det bedre. Dels fordi det var talentfuldt sammensat, dels fordi maden trods alt havde rødder i en mere rustik, dansk frokosttradition. Min sidemand, som holder foredrag om øl, fortalte, at hans tilhørere undertiden græd af glæde, når han serverede Gamle Carlsberg til sprængt oksebryst med peberrodssovs. Det var vel nok et forsøg værd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her