Nina Saunders møblerer om i vores mentale verdensbillede
med sine sære møbelskulpturer, der skrider i sømmene og hvisker os hemmeligheder i ørerne på Esbjerg Kunstmuseum
Udstilling
Man spidser lige ørerne et kort øjeblik, når man gør sin entré på den dansk/britiske kunstner Nina Saunders' udstilling Efter Stormen på Esbjerg Kunstmuseum.
En nydelig opstilling af stole, der ved første øjekast ligner et repræsentativt katalog over de stole, der befolker de fleste folks hjem, står sirligt placeret på en række piedestaler beklædt med hvidt plys, tilsyneladende i tilforladelig sameksistens. Men så er det, at en hvisken, en stønnen, et stykke tango og alskens småsnak langsomt fylder rummet, for de snakker, stolene, i en evindelig kværnen, hvor de hver især kaster deres pludselige udbrud ud i rummet uden nogensinde at nå til en rigtig samtale.
Lidt til en side
Ved nærmere eftersyn viser de sig da også at være lidt til en side. En rød læderstol har fået en kæmpestor udvækst på ryggen, så hér skal man altså ikke vove at sætte sig, mens en hvid rokokostol har fået sit sæde brudt af en Kleenex-holder i bedste Barbie-stil, der ledsages af stolens fnisende venindesnak og sladder. "I've never told this to anybody before" hvisker en ivrig kvindestemme, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er stolens sande jeg, der her viser sig.
Måske er veninden nabostolen, der har fået påmonteret en hektisk vibrerende pudderkvast, der nærmest psykotisk drysser pudder rundt omkring sig, alt imens en række operastrofer skærper dens maniske fremtrædelse. Mere afdæmpet er den lidt tunge blå lænestol, der tavs og undselig holder sin mund og i bogstaveligste forstand lægger øre til scenariet - det fint formede menneskeøre, der vokser ud af siden på dens ryglæn.
Pudseløjerligt
Det er et pudseløjerligt konversationsstykke, Nina Saunders hér har sat i scene. På én gang humoristisk og skræmmende, fordi det leger med vores forventningshorisont og derfor både allierer sig med farcens og gyserens strategier. Noget tilsyneladende velkendt forvandles til noget ganske andet, og selvom slægtskabet med readymaden er oplagt, er det ikke kun et spørgsmål om at forvandle ikke-kunst til kunst, der er på spil.
Nina Saunders er i høj grad en skulptør, hvis materiale ikke er den hvide marmor, men dén virkelighed, vi kender alt for godt, og som hun forvandler til sært fabulerende skulpturer. Hun åbner vores øjne for dét, der allerede ligger indlejret i virkelighedens egne billeder, og giver det et twist, så vi ikke kan undgå at blive grebet. Hvem kender ikke følelsen af, at den gamle lænestol, der faktisk for længst burde være smidt ud, har sin egen sjæl?
Nina Saunders er født i Danmark, men har siden 1975 boet og arbejdet i London. Hendes værker er bl.a. repræsenteret i den notoriske Saatchi Collection, og slægtskabet med den britiske kunst fornægter sig da heller ikke.
Middelklassekultur
Det er ikke et minimalistisk forsøg på skandinavisk design, der er Nina Saunders' ærinde, men tung engelsk middelklassekultur a la Laura Ashley, hun spiller op imod, hvor det blomstermønstrede tapet truer med at opsluge individet i et kvælende anfald af hygge, i et mærkeligt samspil med de Shakespear'ske undertoner, der ligger i udstillingens titel, og som lover os drama for alle pengene, allerede inden vi har gjort vores entré. I installationen Forever fra 1998 pryder et storblomstret tapet de sparsomme vægge, hvor en gynge i en uendelig monoton rytme gynger frem og tilbage og forgæves forsøger at smadre hul i væggens opklæbede idyl, ledsaget af Englebert Humperdink ørehænger Forever and Ever, der i et endeløst loop bliver truende og omklamrende, så forsøget på at bryde ud af den traumatiske trummerum aldrig rigtig lykkes. Ibsen kunne ikke have gjort det mere trykkende.
Desillusioneret sofa
I værket Never fra 1999 er den storblomstrede sofa bogstaveligt talt brudt sammen, knækket over på midten, så en formløs masse af vævet ornament vælter ud i rummet og ind i vores verdensbillede. Den kunne ikke opretholde facaden længere, den gamle sofa, og måtte som husmoderen, der har fået nok af den tvangsmæssige facade, træt og resigneret give op, snarere med et desillusioneret suk end med et stolt og provokerende kampråb.
Feministisk praksis?
Det er fristende at se Nina Saunders' kunst som en del af en feministisk praksis, da det i høj grad er kvindens verdensbillede, der vendes på hovedet og møbleres om. Slægtskabet til den britiske kunstner Sarah Lucas er oplagt, for som Lucas tager Nina Saunders den kvindelige residens, hjemmet, frem i lyset og ind på en kunstscene, der ellers har været mændenes domæne. Samspillet med Claus Jensen, der udstiller i museets kælder, er da også markant.
Hvor Nina Saunders tror på, at kunstnerisk og æstetisk erkendelse går gennem virkelighedens egne billeder, forsøger Claus Jensen i sine røde og sorte minimalistiske malerier at frigøre kunstværket fra den træge virkeligheds påtrængende billedflimmer - en virkelighed, som kvinden traditionelt set ikke har kunnet frigøre sig fra, for først skal køkkenet lige ordnes og sofaen støvsuges.
Nina Saunders tager virkeligheden med sig og bruger den i transgressivt øjemed. Ligesom hos dadaisterne og popkunstnerne lader hendes værker erkendelsen tage en genvej, som når hendes værk Priority Zone, der består af ni parkometre, der nydeligt er placeret udenfor ved museets parkeringsplads, viser sig at synge rocksange om kapitalisme og arbejderens hårde lod.
Det er ikke længere kun kvindelig undertrykkelse, det drejer sig om, men menneskelig og eksistentiel undertrykkelse, der tages frem, uden af den grund at blive omklamrende politisk, fordi underfundigheden konsekvent har en finger med i spillet og møjsommeligt piller vores vante forestillinger fra hinanden.
*Nina Saunders: Efter Stormen. Claus Jensen: Rød og sort. Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, Esbjerg. Til 4. og 12. juni
