Læsetid: 3 min.

Sorteper på vandring

17. maj 2000

Dansk film i uventet bølgedal - som måske kan løses af en øremærkning af tv-midlerne

Film
Det hævet over enhver tvivl, at årene 1998-99 var blandt de stærkeste, dansk film nogensinde har oplevet. En indgang til det nye årtusind fuld af en international anerkendelse og forgyldt en hjemlig publikumstilstrømning, der gav håb om, at dansk film for alvor havde bidt sig fast som en førsterangs national kulturmanifestation udadtil.
Og som en alvorlig konkurrent til den anderledes kapitalstærke amerikanske biografdominans på hjemmefronten.
Med en gammelkendt bølgedalsbevægelse, som man - måske naivt - havde håbet ikke ville gentage sig, er dansk film nu igen nede på det jævne nivau, hvor det kniber på alle tre hovedfronter: med kvaliteten, med kvantiteten og med publikumsinteressen.
Uden at der er grund til at male den store Fanden på væggen må man konstatere et uventet dyk, som to danske films meget omtalte optræden på Cannes-festivalen ikke kan opveje.

Stribe af forbiere
Året har hidtil budt på syv danske spillefilm, hvoraf kun en enkelt er blevet en utvetydig kritisk og publikumsmæssig succes, nemlig den først udsendte: Kaspar Rostrups Her i nærheden. Resten skranter på begge fronter, selv om det endnu er for tidligt at sige noget skudsikkert om publikumsmulighederne for Fruen på Hamre og The King Is Alive. Umiddelbart forekommer de dog ikke blændende.
Seks større eller mindre forbiere på stribe ville ikke være foruroligende, hvis den forventede kvantitet på 20-25 film kunne opretholdes. De senere års succesrate har været exceptionel høj sammenlignet med andre landes produktioner, og ofte skal der op til en lille halv snes større eller mindre kiksere til, før klokken ringer for et hit. Sådan er vilkårerne overalt.
Problemet er, at der ikke linet så færdige og næsten-færdige produktioner op, at man kan føle sig tryg ved, at de seks fiaskoer på rad vil blive opvejet senere på året, så opsvinget kan vedligeholdes.
Der er lovende ting på vej. Pålidelige meldinger fortæller om en spillefilmdebut af høj kvalitet (Per Flys socialrealistiske Bænken og Søren Fjeldmarks tegnefilm Hjælp! Jeg er en fisk) og Natasha Arthys børnemusical Miraklet er omgærdet af store forventninger. Men med dødveægten fra det første halvår og et samlet udbud på lidt mindre en 20 film synes år 2000 at få svært ved at vedligeholde de to seneste års opgangslinje.

Tv lukrerer
Dansk film fattes penge, lyder det så nu - tv-stationerne vil ikke spille med og yde den forventede produktionsstøtte. Privatkapitalen er ikke risikovillig nok. Og de stærkt øgede offentlige midler til dansk film som helhed kommer ikke i tilstrækkelig grad produktionen til gode. Er omkostninger til at holde Filmhuset kørende, med et helt lille akvariehav af kontrollanter, konsulenter og bureaukrater, simpelthen for store?
Produktionen er simpelthen ved at gå i stå for øjeblikket, og Sorteper fordeles pænt rundt mellem de involverede parter. Det kan ærlig talt være svært at gennemskue, hvem den retteligt tilhører. Men det må være tilladt at minde om, at de to store tv-stationer umiddelbart står med de stærkeste trumfkort (licens- og reklamepenge og seerskarer) og derfor forekommer bedst rustede til at afværge dykket.
Når tv-serier som Edderkoppen, Taxa og Strisser på Samsø er blevet så store succeser, skyldes det ikke mindst, at tv har kunnet lukrere på talenter (f. eks. Ole Christian Madsen, Eddie Thomas Petersen, alle Taxa-instruktørerne), der allerede har prøvet deres kunnen af i spillefilmssektoren. Forenklet sagt: tv tapper spillefilmen for talent og begynder så tilsyneladende nu at udsulte den.

Løsningen?
Den enkle sandhed er, at fiktion på tv og i biograf hører intimt sammen, nærer sig fra samme kilder. Og derfor bør være underlagt samme forpligtelser for gensidig støtte og udvikling - både til gavn for den hjemlige tv-dramatik og for den mere udadvendte spillefilm, der vises i biografer og på festivaler. Disse film er jo som regel også senere gode seer-magneter, når de vises i tv.
Derfor må det anbefales, at tv-stationernes støttebeløb til spillefilm øremærkes, så den mere sårbare uafhængige produktion af spillefilm ikke nærmest går i stå, som man har set det i dette forår. En svækkelse af dansk spillefilm kan på længere sigt også vise sig farlig for tv-kanalerne, for det er spillefilmen, der udklækker talenterne og gør dem modne til de store tv-serieopgaver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu