Læsetid: 3 min.

Sri Lankas tigre bider sig fast

9. maj 2000

Oprørsbevægelsen i Sri Lanka - De Tamilske Tigre - gør store fremskridt og kan måske vinde, hvad den ikke har opnået fredeligt ved forhandlings-bordene

Med veltrænede mænd og en høj moral har De Tamilske Tigre på det seneste erobret vigtige militærbaser i den nordlige del af Sri Lanka og isoleret 28.000 regeringssoldater. Erobringerne har skabt en panikagtig stemning i øens regering, som i forrige uge gav meget vidtgående beføjelser til militær og politi.
I december 1995 fik regeringshæren kontrol med den nordlige by Jaffna, som de tamilske oprørere ønsker skal være hovedstad i en selvstændig tamilsk stat. Efter erobringen vendte livet i byen tilbage til normale tilstande, og der var håb om, at en fredsproces kunne føre til en varig fred.
Men de tamilske oprørere (LTTE) med Vellupillai Prabhakaran i spidsen havde tænkt sig det anderledes. Guerillaerne trak sig tilbage til junglen, hvor de fortsattte deres træning. Den 22. april i år lykkedes det LTTE at erobre den strategisk meget vigtige, militærbase ved Elefant-passet, som giver adgang til Jaffna-halvøen. Siden er det blevet til andre erobringer.

Usikker regering
Kampene og især tabet af Elefantpasset er en stor ydmygelse for regeringen længere syd på i hovedstaden Colombo. Det er endnu et nederlag, efter at tusinder af soldater måtte flygte, og officerer deserterede under et angreb fra LTTE i Wanni-regionen i november 1999. Forud havde hæren med adskillige tab til følge forgæves forsøgt gennem 17 måneder at sikre hovedvejen fra Colombo til Jaffna.
Præsident Chandrika Kumaratunga reagerede i forrige uge ved at erklære landet i krigstilstand, hvilket blandt andet indebærer forbud mod demonstrationer, censur af pressen, og at militæret uden videre kan beslaglægge f.eks. køretøjer.
Selv om regeringen råder over en styrke på 100.000 soldater, så er den åbenbart langt fra sikker på, at hæren kan bevare kontrollen på Jaffna-halvøen. Usikkerheden ses for eksempel af, at regeringen gør sig ihærdige anstrengelser for at købe våben og har på den baggrund med lynets hast genoptaget de diplomatiske forbindelser med Israel, som tidligere har leveret jagerfly og kanonbåde til landet.
Båndene til Israel blev genoptaget, netop som Indien havde afvist at yde militær hjælp til øen. Inderne har haft smertelige erfaringer med Sri Lanka. Da Indien fra 1987 til '90 havde tropper udstationeret i Sri Lanka, kostede det omkring 1.000 indiske soldater livet.

Tigre spås fremgang
Der har været adskillige forsøg på at forlige parterne i Sri Lanka, senest har Norge været indblandet i fredsforhandlinger. Men måske ender det med, at tamilerne får deres vilje med magt. Den srilankanske militærekspert Iqbal Athas mener, at LTTE står meget stærkt og siger til nyhedsbureauet Reuters:
"LTTE's gentagne militære sejre viser bevægelsens reinkarnation fra at være en ondsindet guerillagruppe til at være en beslutsom, konventionel styrke. Den srilankanske hær på den anden side har tabt både sin vilje og evne til at kæmpe."
Hæren på Sri Lanka beskrives som belastet af politisk indblanding og korruption. Hertil kommer, at den på ingen måder repræsenterer hele folket, så man kan ikke forvente høj moral. Den uafhængige srilankaske avis Sunday Times skriver:
"Hæren er i det store hele en hær af lejesoldater. Den består af fattige fyre, som bliver betalt for at dø, mens middelklassen brokker sig over cocktails. Ikke en eneste af Parlamentets 225 medlemmer har en søn eller broder i hæren, hvilket viser, hvor repræsentative folkets repræsentanter er."

FAKTA
Blodig krig
Siden 1983 har det tamilske mindretal kæmpet for en selvstændig stat i den nordøstlige del af Sri Lanka. Krigen har hidtil kostet over 60.000 mennesker livet og fået et sted mellem 300.000 og en halv million tamiler til at flygte til især Indien.
*Tamilerne udgør 15 til 20 procent af befolkningen på ca. 19 millioner mennesker. De føler sig undertrykte af befolkningsflertallet af singalesere.
*Bruttonationalproduktet pr. indbygger er 6.000 kr., hvilket ligger på niveau med Albanien og Kina.
*Et parlamentsvalg er fastsat til august. hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu