Læsetid: 1 min.

Står ikke til fyring

1. maj 2000

Naturfrednings-præsident Poul Henrik Harritz tilbageviser rygter om, at foreningens direktør Lone Johnsen står over for at blive fyret

Dansk Naturfredningsfredningsforenings presseombruste direktør, Lone Johnsen, står ikke foran fyring. Det fastlår foreningens præsident Poul Henrik Harritz overfor Information.
Det er et forventet millionoverskud, der vendte sig til et minus på 2,9 millioner, der i følge en række artikler i Jyllands-Posten har fået flere af foreningens lokalformænd til at kræve hendes afgang.
Foreningens præsident ser imidlertid intet optræk til en fyring af direktøren:
"Mig bekendt kommer kravet om hendes afgang kun fra tre eller fire lokalformænd," siger Poul Henrik Harritz til Information.
Han tilføjer, at forretningsudvalget, på et møde i marts sagde god for regnskabet, "og dermed for, at foreningens direktør fortsat hedder Lone Johnsen."
"Forretningsudvalget har accepteret de forklaringer, vi har fået på økonomiens tilstand. Ligesom vi har bemærket, at der er en såkaldt blank revisionspåtegning - hvormed revisorerne siger, at regnskaberne giver et retvisende billede af foreningens økonomi."
Forretningsudvalget er dog utilfreds med, at foreningens økonomi har slingret:
"Ingen kan være tilfredse med økonomien. Som konsekvens af det har Forretningsudvalget ønsket at få lavet et nyt budget for indeværende år. Desuden har vi bedt direktøren om, at vi fremover kan følge økonomien tættere."
Kravet om direktørens afgang handler mere om politik end om økonomi, mener Poul Henrik Harritz:
"Kritikerne er de samme få,som for tre uger siden, da jeg aflagde beretning overfor repræsentantskabet, var stærkt kritiske over for en række af mine politiske holdninger og krævede min afgang."
Niels Peter Hansen, som er formand for lokalkomiteen i Frederiksborg Amt er enig:
"På repræsentantskabsmødet for tre uger siden med flere end 200 lokalformænd kritiserede kun én af dem direktøren under punktet eventuelt, mens fire-fem kritiserede præsidenten."
"Derfor virker det lidt som om, at nogle få bruger økonomien, som anledning til at fremføre deres synspunkter i pressen," siger han.

Mandagssamtale side 3:
Håbet er meget lysegrønt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her