Debatten om skilsmissebørn og deres forældres rettigheder undlader at tage stilling til, hvorvidt staten overhovedet skal regulere forældres samvær
Bliver skilsmissebørn ofre på ligestillingens alter? Det spørgsmål har i den seneste tid været genstand for debat i forbindelse med en kraftig stigning i antallet af afgørelser om samvær i statsamterne. Siden 1996, hvor fædres rettigheder blev forbedret, er antallet steget med 30 procent, som omtalt her i avisen forleden.
Svaret på spørgsmålet afhænger - vel ikke så overraskende - af, hvor man har sine sympatier: På moderen, faderen eller barnets side - sikkert også, når det gælder pressens dækning.
At forældre, der gennemlever en konfliktfyldt skilsmisse, ofte bruger børnene, som en bro de tramper hen over, kunne man forvisse sig om - ligeledes i Information, tirsdag - hvor to børnesagkyndige med tilknytning til Københavns Statsamt genfortalte den smerte, de møder hos børn, der er fanget i konflikten.
Skilsmisseforældrenes udgangspunkt er, at barnet har ret til to forældre. Men desværre kommer kampen alt for ofte til at handle om forældrenes ret frem for barnets. Den retfærdige løsning kan være svær at finde - oftest umulig - så den tilfredsstiller alle parter - læs forældrene. Og konflikten kan fortsætte i det uendelige. Hvor skal barnet være i helligdage og ferier, hvor skal længe samværet vare og så videre.
I følge undersøgelser foretaget af Mai Heide Ottosen, Socialforskningsinstituttet, handler langt de fleste sager i statsamtet ikke om, hvorvidt der skal tilkendes samvær eller ej. Men om karakteren af dette samvær... hvor længe og hvordan skal samværet reguleres. I langt færre tilfælde klages der over tilkendt samvær til Civilretsdirektoratet.
Som udenforstående i kampen, forældrenes, Foreningen Børns Vilkårs, Foreningen Fars... må man rystet tage sig til hovedet: Hvem i alverden har ret?
Et nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er myndighedernes opgave at regulere den form for konflikter i privatssfæren?
Er staten i forsøget på at udbrede den gældende samfundsnorm; at mor og far er ligeværdige i forhold til deres barns velfærd, gået for langt?
Det mener lektor i familieret ved Københavns Universitet, Anette Kronborg.
"Lov om forældremyndighed og samvær systematiserer sine bestemmelser med klart blik for at fremvise idealforestillingen," skrev hun i en kronik i Information 6. juli sidste år.
Politisk er det som oftest venstrefløjen, der ønsker, at se samfundsnormerne afspejlet i lovgivningen. Og Anette Kronborg henviser til afskaffelsen af forældrenes revselsesret som et andet eksempel på samfundets forsøg via lovregulering at tilpasse borgerne et bestemt normalitetsbegreb.
"Man sylter de forældre, der ikke selv evner at blive enige, ind i en mangeårig sagsbehandling, hvilket er medvirkende til at skabe usikkerhed hos dem om deres forælderrolle," siger Anette Kronborg.
Forbinder vi det gode forælderskab med, at forældre har autoritet i forhold til deres børn, må de være herre i eget hus. Forvaltningens forsøg på at opfylde ønsker fremført i den offentlige debat, så som behov for mere eller mindre psykologisk ekspertise, understøtter ikke ovennævnte forestilling om det gode forælderskab, påpeger Kronborg.
Erling Fundal, formand i Foreningen Fars lokalafdeling i København, er inde på noget af det sammen, når han taler om, "at der ikke kan lovgives om kærlighed."
Han mener, at samværsforælderen "problematiseres" af myndighederne, og henviser til, at over halvdelen af de henvendelser foreningen modtager om året, sker efter, faderen eller moderen har været i kontakt med myndighederne.
Men her skiller vandene. Anette Kronborg efterlyser en debat om, hvorvidt staten skal regulere forældres samvær, eller om de skal ordne det selv. Alternativt at lade dem gå til domstolene og kæmpe om forældremyndigheden.
"Man er nødt til at acceptere, at ikke alle i et samfund kan leve op til det gældende normalitetsbegreb. Og man overvurderer sine kompetencer som stat, hvis man tror, at man via lovgivning kan skabe gode forældre," siger hun.
Erling Fundal afviser at afskaffe det samfundsregulerede samvær.
"I stedet skal man få forældrene til at holde op med at kæmpe ved f.eks. at bruge rådgivning og mægling. Og ved at tro på, at forældrene har de bedste ressourcer, når det handler om omsorgen for deres børn. De bruger dem bare forkert," siger han.
Afskaffer man samfundets regulering af samvær, afskaffer man ligeledes mændenes hårdt tilkæmpede mulighed for at blive en ligestillet forælder, mener Fundal. Og det ville da også være en given konsekvens - som Anette Kronborg medgiver - vi skal lære at leve med i stedet for at ødelægge moderen og faderens forælderevne og udsætte børn for at føle sig forladt og svigtet.
Under alle omstændigheder kan man diskutere, om lovgivningen ikke er hyklerisk, når der henvises til "barnets bedste". Hvis lovændringen i 1996 handler om ligestilling af kønnene, hvorfor så ikke bare skrive det i lovteksten?
Foreningen Børns Vilkår har på en nylig afholdt konference fremhævet risikoen for, at børn lider omsorgssvigt, fordi Civilretsdirektoratet er under politisk pres og tilgodeser fædres ret til samvær - inkl. fædre med et alkohol- og stofmisbrug.
Det har givet anledning til en række spørgsmål fra SF'eren Villy Søvndal, formand for Folketingets Socialudvalg, til socialministeren om, hvem - statsamt eller kommune - der har pligt til at gribe ind over for omsorgssvigt. Socialministeriet har som svar fastslået, at en kommune ifølge serviceloven har pligt til at føre tilsyn med børn, uanset om de er skilsmissebørn eller lever sammen med begge biologiske forældre. Kommunen kan ikke som udgangspunkt, skriver socialministeriet, "ophæve afgørelser eller beslutninger truffet af andre myndigheder".
Altså Justitsministeriets sagsbehandlere er hævet over sagsbehandlere i kommunerne. Logikken i det kan man selvfølgelig undres over. Under alle omstændigheder er det lovreguleret, at kommuner skal holde øje med, om børn udsættes for omsorgssvigt og træffe evt. foranstaltninger. Om pædagoger, lærere o.l. så indrapporterer er en anden sag. Men måske skulle Søvndal og de andre velmenende overveje Anette Kongborgs holdning.
En stats overdrevne indblanding i privatssfæren kan føre til afhængighed af eksperter og underminere forælderevnen på lang sigt. Vil vi det?
