Skatteministeren kigger forgæves, hvis han af gammel vane ser til venstre i folketingssalen efter opbakning til skatteomlægninger
Det bliver næppe hos venstrefløjen, at skatteminister Ole Stavad finder støtte til at bremse grænsehandlen. I hvert fald ikke, hvis midlet er at nedsætte de danske afgifter på vin, spiritus og cigaretter.
"Vi synes, at det sundhedspolitisk er en rigtig dårlig idé at sætte afgifterne ned på spiritus og tobak," siger Frank Aaen fra Enhedslisten.
Han er grundlæggende imod, at EU skal bestemme afgiftsniveauet i Danmark.
Vi vil dog gerne hjælpe regeringen, hvis den vil slås mod EU for at få forlænget den danske særregel," siger Frank Aaen.
Heller ikke hos SF, der sammen med Enhedslisten for to år siden hjalp regeringen igennem med Pinsepakken, er der lydhørhed over for at røre ved de høje danske giftafgifter. Afgifter, som gør det lukrativt at købe ind på den anden side af grænsen eller at slæbe hvidvin, whisky og Prince med hjem fra ferien.
SF's skatteordfører Aage Frandsen mener, at Danmark skal bibeholde de høje afgifter, indtil EU eventuelt bliver enig om fælles skatteregler på dette område.
Lavere selskabsskat
Dagbladet Børsen har mandag og tirsdag beskrevet, at afgiftsnedsættelserne er led i en omfattende skatteomlægning, hvor ministeren også barsler med at nedsætte selskabsskatten fra 32 til 28 procent.
I forbindelse med Pinsepakken forsøgte regeringen at få nedsat selskabsbeskatningen fra 34 til 28 procent, men måtte på grund af uenighed om finansieringen nøjes med at nedsætte den til 32 procent. Ole Stavad bekræfter, at det fortsat er et ønske - og at ønsket yderligere aktualiseres, når den faste øresundsforbindelse åbner til sommer.
"Jeg mener stadig, at det er noget skidt, at vi i kampen om at tiltrække virksomheder til Danmark har en erhvervsbeskatning på 32 procent, når resten af Norden har en på 28 procent," siger han.
Ideen får dog en kølig modtagelse hos SF og Enhedslisten. De to partier var med til at nedsætte selskabsskatten i forbindelse med pinsepakken, men er afvisende over for yderligere lempelser for erhvervslivet.
"Det med at sænke selskabsskatten, det er ikke vores kop the," siger Frank Aaen. Til gengæld ser han gerne en skærpelse af afskrivningsreglerne som den, skatteministeren ifølge Børsen planlægger for at modvirke de mistede skatteindtægter, hvis skatten bliver nedsat for erhvervslivet. Skærpelsen går ud på at sænke virksomhedernes afskrivningsprocent fra 30 til 25 procent.
Hos SF mener man, at Danmark i stedet for at konkurrere på lave selskabsskatter bør arbejde for fælles EU-regler.
"Hvis hvert land konkurrerer om at sætte sin selskabsskat ned, så risikerer vi at ende med næsten ikke at have nogen selskabsskat," siger skatteordfører Aage Frandsen.