Trier er en af hovedfavoritterne ved årets filmfestival i Cannes, men han får skarp konkurrence fra Coen-brødrene og Liv Ullman
Cannes
Det er ikke kun Kristian Levrings Dogme 4: The King Is Alive og Lars von Triers Dancer in the Dark, der gør årets filmfestival i Cannes til noget særligt.
Det er den første festival i det nye millennium og den sidste omgang film udvalgt af festivalens mangeårige programlægger, Gilles Jacob.
I 23 år har Jacob stået i spidsen for den række filmkyndige, som ser et hav af film fra hele verden igennem - i år 681 film fra 75 lande - for at finde frem til de heldige 23, der skal konkurrere om De Gyldne Palmer.
Om festivalen ændrer karakter, nu hvor Jacob holder op, er svært at sige - ikke mindst fordi ingen efterfølger trods mange spekulationer og stor uro er udpeget - men den 68-årige franskmand har om nogen med sit egensind og stædighed lagt en linje for festivalen. Og hans betydning for europæisk, asiatisk og tredje verdens film, som han har prioriteret ligeså højt, om ikke højere, som de amerikanske film, har været uendelig stor.
Dansk deltagelse
Som sagt har Jacob igen i år sørget for, at de danske farver er repræsenteret i hovedkonkurrencen med Triers melodramatiske musical Dancer in the Dark. Trier har været fast gæst i Cannes siden Forbrydelsens element, og Jacob mener selv, at han har været med til at opfinde den danske instruktør. Tilføjer man 'opfundet af ham internationalt set', er der noget om snakken, da festivalens betydning for en smal films globale succes er stor.
Og for at honorere det danske dogme-koncept, som Jacob indlemmede i det gode selskab ved i '98 at tage både Triers og Thomas Vinterbergs dogmefilm med i hovedkonkurrencen, har han givet plads til den sidste af de fire oprindelige dogmefilm, The King Is Alive i sideserien Un Certain Regard.
Et tredje dansk islæt står Pernille Fischer-Christensen og Indien, hendes afgangsfilm fra Filmskolen, for. Den er blevet valgt til Cinefondation, festivalens serie for filmskolefilm.
Men selvom det ofte er i sideserierne, Un Certain Regard, Director's Fortnight og kortfilmrækken, at det filmisk nyskabende sker, så er det jagten på guldet, opmærksomheden retter sig mod.
Ligesom sidste år er festivalens officielle del fattig på kommercielle amerikanske produkter. Et par halv-uafhængigt producerede bidrag er med, men ellers dominerer europæisk og asiatisk film.
Trier må betegnes som en af hovedfavoritterne til at vinde palmerne. Først og fremmest har han arbejdet sig gennem de fleste andre priser, så det synes at være hans tur - selvom den slags politiseren ikke normalt hører til i Cannes, hvor juryen (i år med Luc Besson i spidsen) suverænt finder vinderne.
Og så er Trier Jacobs hjertebarn, og en pris til instruktøren ville være kronen på værket for Jacob efter en lang og gloværdig karriere.
Naturligvis må man heller ikke undervurdere selve filmen, som siges at være enddog rigtig vellykket med en fremragende Björk i centrum.
Hovedfeltet
Blandt den danske instruktørs nærmeste konkurrenter finder vi den socialt engagerede englænder Ken Loach, der ligesom Trier er en hyppig gæst ved festivalen og heller aldrig har vundet førsteprisen. Med sin nye film, Bread and Roses, fortæller Loach om det ikke altid så rosenrøde liv blandt latinoer i L.A., USA, og selvom instruktøren tidligere har været udenlands - Carla's Song, Land and Freedom - så er det hans første film uden en englænder i hovedrollen.
Også svenske Liv Ullman, der for tredje gang sætter sig i instruktørstolen, har på papiret en god chance for at true Trier. Hendes nye film, Trolösa, er nemlig baseret på et manuskript af Ingmar Bergman. I modsætning til hendes og Bergmans Private samtaler er den dog ikke Bergman-biografisk, men den har en hovedperson, som hedder... Ingmar Bergman.
Endnu en musical byder programmet på i form af de amerikanske Coen-brødres O Brother Where Art Thou, der er baseret på Homers Odysséen. Brødrene vandt i 1991 med Barton Fink, og en vis favoritværdighed knytter sig til de originale, kritikerroste brødre.
Men tager man juryens ind i mellem overraskende beslutninger i betragtning, så kunne palmerne ligeså godt gå til Japans erotiske mester Nagisa Oshima og Tabou, den hollandske Michael Haneke og hans seneste udforskning af medier og vold, Code Inconnu, eller Hong Kong-kineseren Wong Kar Wai, der sikkert har lavet endnu et fragmentarisk skildring af moderne storbyliv med Untitled.
Juryens muligheder for at overraske og chokere publikum og kritikere er mange, men det ved vi altsammen meget mere om om ca. 14 dage.
