Modstandsfolkene vil anerkendes for deres indsats, men erkender også, at intet er rosenrødt
Myterne
Mange af de, som aktivt bekæmpede den tyske besættelsesmagt fra 1940-45, er fortørnede over, at flere unge historikere nedtoner den danske modstandskamp og i stedet vægter samarbejdet med tyskerne.
Eksempelvis har enkelte historikere sået tvivl om, hvor stor militær værdi sabotageaktionerne i virkeligheden havde.
Det er bl.a. blevet fremhævet, at jernbanesabotagen næppe betød væsentlige forsinkelser af de tyske gods-transporter.
"Når jeg hører det, gør det mig ikke vred, men inderst inde bliver jeg ked af og ærgerlig over det, fordi man ved, at det er løgn," siger 77-årige Ejvind Aagaard, som under besættelsen var modstandsmand i D-Gruppen (Dronningegruppen) i Aalborg. Her deltog han bl.a. i sabotage mod flyvestationen og var med til at sprænge jernbane-linjer i luften.
"Vi fulgte den ordre, der kom fra general Eisenhower ved Vestfronten om, at vi skulle prøve at stoppe de tyske transporter, der kom fra Norge ned gennem Jylland."
Danske sabotører udførte godt 1.500 jernbanesabotager under besættelsen. Og på sin vis var jernbanesabotagen den letteste form for sabotage, oplyser Ejner Aagaard.
"Undertiden stod der tyske soldater på vagt langs banelegemet med 200 meters mellemrum. Men det var ikke altid, og så var det den nemmeste ting at sabotere. Og det gjorde vi så."
Det var bl.a. disse sabota-geaktioner, der sammen med den øvrige modstandskamp reddede Danmarks ære, så landet ved krigsslutningen blev anset for en allieret nation.
"Selv var jeg med til at anbringe sprængstof i tre tyske fly på flyvepladsen, og vi sprængte alle de værksteder, der arbejdede for tyskerene
i Aalborg. Vi sænkede tre
skibe i Aalborg Havn og sprængte en stor kulkran på havnen, som tyskerne brugte til at losse kul på deres kulfyrede marinefartøjer. Hvis ikke man har lov til at være stolt af det, så!" siger Ejvind Aagaard.
Intet er sort/hvidt
Men de gamle modstandsfolk har også forståelse for, at historien må skrives om i takt med, at nye oplysninger dukker op.
"Vi er ikke bitre over den kritik, der måtte komme frem nu. For vi ved alle sammen, at intet er sort/hvidt," siger Villy B. Jensen, som er formand for Sammenslutningen af Danske Fanger 1940-45.
"Der er brådne kar allevegne, og der blev også begået fejltagelser fra modstandsbevægelsens side. Men det vil ikke kunne undgås, sådan som det hele foregik."
Villy B. Jensen peger især på, at der stadig ligger meget materiale i arkiverne, som ikke er kommet frem.
"Det er ikke os, der er modstandere af, at tingene kommer frem. Efter min bedste mening er der en modstand mod at åbne arkiverne, fordi der stadig sidder nogen på politisk hold, som ikke er helt vilde med, at der kommer nogle ting frem."
Den i aviserne meget omtalte sag om A.P. Møllers indsats under krigen er for Villy B. Jensen et eksempel på, at intet var rosenrødt under besættelsen.
Skibsrederen stillede skibe til rådighed for amerikanernes gods- og troppetransporter, men videreførte samtidig Riffelsyndikatet i Danmark, der producerede geværer, som A.P. Møller solgte til den tyske besættelsesmagt.
"Manden gjorde jo en kæmpeindsats under krigen, og så har han alligevel spillet sådan lidt af et dobbeltspil. Det tror jeg har været alment. Men det har man gemt langt væk. Men det er naturligt, at det kommer frem, og så må man revidere historien," siger Villy B. Jensen.
