Den afghanske Taliban-bevægelse er et politisk monster, der nu truer udviklingen i en af verdens atommagter
Den øverste leder mangler et øje. Det samme gør justitsministeren og den tidligere udenrigsminister. Nummer to i hierarkiet mangler et ben på samme måde som en prominent borgmester, der desuden har mistet et par fingre. Flere andre fremtrædende ledere har lignende skavanker, men trods alle disse handicap har denne gruppe af mænd taget en hel region som deres gidsel og sendt chokbølger gennem en af vor tids mest komplicerede regioner.
Hvad der umiddelbart kunne lyde som en rapport fra en skadestue er nemlig en nøgtern karakteristik af nogle af de folk, der står i spidsen for en af samtidens mest forkætrede og ekstreme bevægelser, den afghanske Taliban-bevægelse. Ligesom tusindvis af andre afghanere har de gennem tyve års krig mistet helbred og lemmer i en konflikt, der har kostet halvanden million mennesker livet.
"Taliban kandiderer til at være det mest handicappede lederskab i verden i dag, og besøgende kan have svært ved at finde en passende mine, om de skal le eller græde", hedder det i en ny bog Taliban - islam, oil and the new great game in Central Asia.
Den er skrevet af en af de ypperste kendere af Taliban-bevægelsen, den pakistanske journalist Ahmed Rashid, der ud over at være korrespondent for Daily Telegraph og Far Eastern Economic Review også er tilknyttet herværende dagblad som analytiker.
Den enøjede
Hans bog er en blændende præsentation af den ellers lukkede Taliban-bevægelse og dens vidtrækkende konsekvenser for en region, der både råder over atomvåben og et væld af mere eller mindre latente politiske, religiøse og etniske konflikter med storpolitiske dimensioner.
Bogen er bl.a. beretningen om, hvordan den enøjede og mystiske Mullah Mohammed Omar (født omkring 1959) og hans Taliban-bevægelse med et rykkede ind på den internationale scene i slutningen af 1994. Det var efter, at Sovjetunionen i 1989 havde afsluttet sin ti år lange og fejlslagne invasion af Afghanistan, og efter at landet siden var ved at gå i opløsning under interne kampe. For mange afghanere lignede talibanerne et bud på nogle, der med deres religiøse indfaldsvinkel og umiddelbart uselviske indtryk kunne og ville skabe orden i kaos. Det skulle hurtigt vise sig at føre til en ekstrem og forkvaklet islamisering af samfundet, hvor pigeskoler blev lukket, kvinder fortrængt fra alt offentligt liv, fornøjelser som musik, video, tv, kortspil, drageflyvning og en række sportsgrene forbudt, altimens der indførtes middelalderlige islamiske straffe.
Vestligt skrækikon
I dag kontrollerer Taliban 90 procent af Afghanistan og står som et vestligt skrækikon for islamisk ekstremisme og terrorvirksomhed. Men Ahmed Rashid er nådeløs i sin påmindelse om, at navnlig USA selv var med til at frembringe denne bevægelse i samklang med sine traditionelle allierede Saudi Arabien og Pakistan.
Udgangspunktet var den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan, som USA og dets allierede forsøgte at modvirke gennem økonomisk og militær støtte til de antisovjetiske 'mujaheddinere', der på den måde blev nyttige instrumenter i den tids koldkrigstankegang. Det var imidlertid netop ud af denne politik, at grundlaget opstod for en ny postsovjetisk generation af 'mujaheddinere', Taliban-bevægelsen, der har sit udspring i den dominerende etniske Pashtun-gruppe i det sydflige Afghanistan og nordlige Pakistan.
Taliban skulle komme til at indtage en vigtig rolle i det stormagtsspil, som udfoldede sig efter den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Mens Rusland, Kina, Iran og de omkringliggende centralasiatiske ekssovjetrepublikker frygtede for en spredning af Talibanernes religiøse ekstremisme, så Pakistan, Saudi Arabien og USA umiddelbart muligheder i Taliban-styret.
Saudi Arabien havde en religiøs dagsorden, Pakistan en geopolitisk i det strategisk vigtige område på samme måde som USA, der umiddelbart så talibanerne som såvel et ekstra middel til at isolere det iranske præstestyre som til at sikre sine olieinteresser i det olie- og gasrige Centralasien.
USA's skiftende kurs
"Clinton-regeringen var klart sympatisk indstillede over for Taliban, som var på linje med Washingtons anti-Iran politik og var vigtig for at sikre enhver sydgående olieledning fra Centralasien uden om Iran", skriver Ahmed Rashid, der bl.a. opruller et tæt - men fejlslagent - parløb mellem den amerikanske oliegigant Unocal og USA's regering.
Han retter en hård kritik mod Clinton-regeringen for at have været drevet af ad hoc tankegang og peger på, at USA først skiftede kurs over for talibanerne efter pres fra amerikanske kvindegrupper, og efter at dets oliedrømme led skibbrud. Dertil kom Talibans støtte til terror-ikonet Osama bin Laden, som også fik Saudi Arabien til at nedkøle sit forhold til Taliban - men først efter at bin Laden havde angrebet det saudiske kongehus for dets støtte til USA under Golfkrigen mod Irak.
Det store selvmål
Pakistan fastholdt imidlertid sin støtte til Taliban og gjorde sig dermed ikke alene utilbens over for sin allierede USA, men også endnu mere sårbar som stat.
Det omfattende smugleri og narkohandel via Afghanistan har således ikke alene ødelagt Pakistans egne industrier i den nordlige del af landet, men også ført til massive misbrugsproblemer og korrumperet Pakistans politiske ledelse i en sådan grad, at regeringen i Islamabad har mistet den fulde kontrol - til fordel for Taliban og deres pakistanske aflæggere. Oveni er opstået en vekselvirkning mellem den religiøse ekstremisme i Afghanistan og Pakistan, som ifølge Ahmed Rashid medfører en alvorlig risiko for en 'talibanisering' af hele atommagten Pakistan.
Det har allerede haft blodige udtryk i form af radikale sunnimuslimers mord på hundredvis af shia-muslimske (den dominerende retning i Iran) pakistanere mellem 1996 og 1999, ligesom pakistanske Taliban-grupper i 1998 stod bag forbud mod tv og video og indførte straffe som stening og amputation i strid med den nationale lovgivning.
Afghanistans klemme på Pakistan i det spil er, at landet stiller baser til rådighed for militante pakistaneres (og andres) kamp mod Indien i Kashmir. Omkostningen kan, hvis man følger Ahmed Rashid, være, at Pakistans forsøg på at udnytte Taliban i sin egen udenrigspolitik vender tilbage som en boomerang og 'talibaniserer' og splitter det i forvejen skrøbelige Pakistan yderligere.
Den udvikling er allerede
i gang.
Taliban
*Ahmed Rashid: Taliban - Islam, Oil and the New Great Game in Central Asia. 274 s. Tauris
Publishers, London & New York
