Læsetid: 3 min.

Tennis langt ude i skoven

30. maj 2000

Verdens største tennisturnering på grus må desværre starte showet uden danskere på den rødhvide grusscene

French Open
Metro nummer 10 sveder sig ud mod Boulogneskoven med en masse forventningsfulde passagere, der iført paraply og kamera strømmer ned ad Avenue Porte d'Auteil, som er indhegnet og beskyttet af kampklare betjente. Den ivrige folkemængde vil se tennisstjerner. De vil se dem kæmpe så sveden springer, også selvom det regner.
Ja, det syder og sprutter på det nyrenoverede stadion, hvor Dolce et Gabanna sko træder hinanden over tæerne, for at komme frem til billetlugen, hvor billetlugedamen siger: "Tout est vendu."
For alt er udsolgt, primært til forretningsforbindelser og i det hele taget forbindelser.

Hvin og hvide trusser
Fine mænd i jakkesæt smiler glade, de skal spise frokost i 'Le Village', som er et område for VIP-folk, dem, der sponserer hele dette tenniscirkus. Man kan vælge og vrage mellem sexede Anna Kournikova, som er så lækker, at hun slet ikke behøver at spille tennis, men alligevel er den højest betalte tenniskvinde.
Andre Agassi, som med sit rockede udseende og sin nye groupie Steffi ved armen, nok skal forsøge at forsvare sin titel. Noget ældre Navratilova, som er vendt tilbage til tennissporten for at more sig, og den lille hidsige chilener Marcelo Rios, der hader journalister og kæmper som en tiger, der jager sit bytte.
Desværre er vores egen Kenneth Carlsen stadig skadet, Kristian Pless lå ikke højt nok på verdensranglisten til at kunne kvalificere sig, og Eva Dyrberg tabte i anden runde af kvalifikationen til australske Rachel McQuillan, ((6-1),(5-7), (6-4)).
Men det var en spændende kamp, danskeren præsterede i skyggen af den hvide Nike kasket. Hvin og hvide trusser var erstattet af koncentration og uimponerethed. "Det er jo heller ikke første gang, jeg er her. Jeg har jo været her som junior, og der husker jeg da tydeligt, at det var ligesom tivoliland bare med tennis."
Men fornøjelse til trods og en lynende Prince ketcher, der slagtede cross og contre pied. Maidemoiselle Eva Dyrberg vandt ikke den sidste bold, og det er jo det, der er afgørende. Så nu må vi koncentrere os om tennisbegivenheden i sig selv i stedet for nationaliteterne.

En japaner ind i skoven
Der er ingen tvivl om at tennis er en rigmandssport, og den bliver stadig mere showmindet i sin karakter, hvor personlighed og kostumer underholder lige så meget som tennissen i sig selv. Al den sportive rigdom tiltrækker ludere og lommetyve og sortbørshandlere. Lige så vel som Bois de Boulogne er kendt for sine besøgende af selvsamme karakter.
Langs med vejen står piger i korte kjoler hele dagen lang og ryger, mens cabrioletter med kaleche glider forbi. Men om natten erstattes disse piger af transvestitter, og de kan snildt finde på at slæbe en japaner ind i Boulogneskoven.
"Do you want a ticket," spørger Kader mig. Han er Marokkaner og en af de omkring femhundrede sortbørshandlere, der tjener gode sorte penge på den hvide sport. Kader med sit sirligt klippede sorte overskæg skubber sine sorte uigennemsigtige solbriller ned ad næseryggen, for at kigge mig troløst i øjnene. Hans billetter kan koste omkring 2.000 franc, selvom de oprindeligt står til en værdi af omkring 300 franc.
Sådan er det, og i øvrigt mener Kader, at de fleste besøgende har alt for mange penge. Dem kan de sagtens undvære, desuden er de ligeglade, det betyder ingenting for dem, der vil se tennis for enhver pris. For fem år siden var 45-årige Kader blomsterdekoratør. Nu rejser han rundt omkring i verden for at sælge illegale billetter. Næste stop er Australien, smiler han skælmsk og vipper med sit overskæg. Politiet griber sjældent ind, og når det sker, er det kun for at give en bøde på 1.500 kroner. Og for øvrigt er Kader også leverandør af billetter til adskillige rejsebureauer.
Så det er da muligt at tjene lidt ekstra på den tennis, både for stjernen og bumsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu