Læsetid: 4 min.

Terror sat i system

20. maj 2000

Oprørsbevægelsen RUF i Sierra Leone er gearet til at kæmpe videre selvom lederen sat i fængsel

De er mange. De kender deres terræn. De er velorganiserede, og de har mængder med moderne våben.
Og måske vigtigst: Den Revolutionære Enhedsfront (RUF) i Sierra Leone er fint i stand til at kæmpe videre, selv om deres leder, Foday Sankoh, nu er i den sierra leonske regerings varetægt. Det er vurderingen fra to eksperter, Information har konsulteret.
"RUF kan sagtens klare det på egen hånd, selv om Sankoh sidder i fængsel. Det har de vist før," siger Gorm Rye Olsen, seniorforsker ved Center for Udviklingsforskning.
Sankoh blev onsdag udleveret til britiske soldater efter siden den 7. maj at have været tilbageholdt i udkanten af Freetown af en milits.
Historierne om RUF er mange og horrible. Om de mange børnesoldater i bevægelsen, om den udbredte brug af narkotika, om de tusindvis af civile, der er blevet dræbt eller lemlæstet af RUF-soldater, og om rebellernes afhængighed af Sierra Leones diamantforekomster.

RUF er velorganiseret
Anton Baaré er netop vendt hjem fra sit seneste af tre ophold i Sierra Leone. Som rådgiver for den sierra-leonske regerings store demobiliserings- og reintegrationsprogram har han ved flere lejligheder kunne studere oprørerne, der sidder på omkring 60 procent af landets territorium.
"RUF er meget velorganiseret. Der er en stor kontrast mellem de Rambo-lignende fyre på narkotika, man ser i tv, og så den stramme kommando- struktur, der præger RUF. Samtidig er der en stærk intern disciplin," siger Anton Baaré.
Han nævner som eksempel, at ti RUF-soldater meldte sig frivilligt til et afvæbningsprogram i februar i år. Dermed brød de den stramme disciplin, og inden længe stod 20 af deres soldaterkammerater bevæbnet uden for lejren og krævede 'forræderne' udleveret.
Denne disciplin betyder, mener Anton Baaré, at kun et fåtal af RUF-soldater på eget initiativ vil lade sig afvæbne.
RUF menes at have en hård kerne af 'officerer' på maksimalt 200 mand, der er spredt ud over bevægelsens mindre og meget mobile grupper. Et egentligt hovedkvarter har RUF ikke, men opererer fra lejre, der flyttes konstant.
Mellem 3.000 og 6.000 af RUF's soldater anslås at være børn, og ifølge Anton Baaré følger store grupper af yngre kvinder med rebellerne - langt de fleste under tvang - hvoraf nogle har fået børn med deres bortførere. RUF-rebellerne er endvidere berygtede for deres store forbrug af brown-brown - en art heroin.
Der menes endnu at være mellem 20.000 og 40.000 RUF-soldater under våben.

Ren terror
Denne fastholdelse af soldater i en krig, der uden de store afbrydelser har varet siden 1991, forklarer Anton Baaré med RUF's væsentligste virkemiddel - både over for egne soldater, og over for den civilbefolkning, bevægelsen vil kontrollere:
"Det handler om ren terror. RUF er ikke populær i de områder, de sidder på. De er frygtet. Også der, hvor de har haft magten i lang tid," siger han og fortsætter:
"RUF går bevidst efter at nedbryde sikkerheden i landsbyerne. De kan finde på at lade landsbyens beboere vide, at de vil angribe på lørdag blot for at signalere, at RUF har total kontrol med området - så meget kontrol, at man kan annoncere et angreb i forvejen." RUF's omfattende brug af tortur mod den civile befolkning skal også ses i det lys, mener Anton Baaré.
Samtidig har soldaterne som oftest ikke så meget at vende hjem til - slet ikke, hvis de frygter hævn fra de civilbefolkning, de har lemlæstet i blandt.
En anden, sjældent beskrevet del af RUF's aktiviteter, er bevægelsens ikke-militære forgrening Survival of Mankind (SMO), som skal forberede den civile del af en måske kommende magtovertagelse. SMO's arbejde er at skabe udvikling i de områder, hvor RUF regerer for at vise befolkningen en alternativ administration.
"I og med at RUF har ambitioner om at styre landet, er det vigtigt at vise, at de kan levere varen," siger Anton Baaré.
Meget få oplysninger er endnu kommet frem omkring dette arbejdes grad af succes.
Spørgsmålet er nu, hvorledes RUF vil reagere, hvis bevægelsens leder, Foday Sankoh, smides i fængsel. Ifølge Gorm Rye Olsen vil RUF enten falde fra hinanden, eller også vil de militære ledere slås videre.
For det første taler, at der for ganske nylig er rapporteret om splid internt i RUF, hvor en gruppe militære ledere menes at være i opposition til Sankoh, der tidligere har henrettet mindst 100 af sine medarbejdere i RUF, som han anså for at være en trussel mod ham selv.
"For det andet taler, at Sankoh før har uddelegeret den militære ledelse til en række generaler i RUF - og de har tidligere vist, at de sagtens selv kan klare det," siger Gorm Rye Olsen.
Han mener, at det afgørende spørgsmål er, hvor stor symbolsk betydning, Sankoh har for RUF. Flere iagttagere har peget på, at hans soldaters loyalitet ligger tæt op ad en religiøs hengivenhed - at Sankoh er noget overmenneskeligt.
Især for de flere tusind børnesoldater, der er i RUF's rækker. Selv siger Sankoh, der kaldes Pappy af sine unge kombattanter, da også, at han er udpeget af Gud til at lede Sierra Leone.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her