Van Morrison var usædvanlig udadvendt og vennesæl, da han gav en vital og vedkommende koncert i en propfuld K.B Hal
Koncert
Iført sort tøj, sort hat og solbriller fremstår den irske legende Van Morrison ikke umiddelbart som verdens mest tilgængelige og udadvendte scenenavn.
Han er da også mest kendt for en tilknappet stil - som helhed vogter han over sig selv og sit privatliv med noget nær neurotisk nidkærhed - hvor han står stille som en saltstøtte på scenen og giver et mere eller mindre vellykket udvalg af sit enorme repertoire. Ja, denne anmelder har engang oplevet ham så mut og tilknappet, at det virkede som om han ikke kunne få seancen overstået hurtigt nok - numrene blev jappet igennem, Morrison ønskede øjensynligt kun at komme hjem til hotellets tryghed. Og så har han aldrig givet meget for den konvention, vi kender som 'ekstranumre'.
Ekstasen overlader han traditionelt til publikum, mens han forbliver det medie som musikken gennemstrømmer. Og hvilket medie, hvilken musik - uden megen slinger i valsen har han i over tredive år beriget verden med en stadig strøm af albums, som uden de store udsving forbløffende ofte rammer plet. De færreste 55-årige formår i dén grad fortsat at sende så inspireret og inspirerende materiale på gaden.
Et sandt r&b-es
Nå, men i fredags havde fanden - eller en tilsvarende personage - taget ved Van Morrison, som gav et animeret show, hvor han både henvendte sig direkte til publikum (to gange!) samt i flere passager næsten dansede med; i hvert fald rokkede han frem og tilbage i takt til musikken, mens han brugte armene til at angive rytmen.
Musikalsk flukturerede Morrison og hans syv mand store orkester mellem hans typiske ambient celtic soul - en stilart Morrison burde patentere - og så råsvingende old school r&b, som - hvis man lukker øjnene - øjeblikkeligt transporterer én til en svedig klub i London i midttresserne med en Zoot Money eller Georgie Fame bag Hammond-orglet. Det er en af denne verdens mest nedtrådte og udslidte skabeloner, og det siger alt om Morrisons geni, at han formår at få genren til at lyde vital og vedkommende, hvad enten han giver en kantet mundharpesolo, fyrer en bluestekst af eller griber sin Gibson Les Paul og spiller en skamløst John Lee Hooker-inspireret figur henover fx Jimmie Rodgers uopslidelige "Muleskinners Blues". Han trak heller ikke numrene længere end de kunne bære, og holdt de solistiske indslag på et minimum, hvilket altsammen øgede såvel nydelse som intensitet.
Da der endvidere blev inviteret et par publikummer op på scenen for at danse med, ville jublen ingen ende tage - hvad går der dog af Van i aften, spurgte man sig selv og hinanden. Han er nok på Prozac, lød det tørt fra min ledsager. Men hvad det end skyldtes var det en herlig oplevelse at se gamle Mr. Anti-Showbiz give den som r&b-es.
Spirituelt søgende
Det var selvfølgelig ikke kun klubmusik det hele. Der blev lagt ud med et par instrumentale stiløvelser, før Van The Man materialiserede sig, og gav titelnummeret fra sit seneste opus til bedste. "Back On Top Again" hedder det - og det er ikke bar hype, han er virkelig på toppen p.t. Dernæst fulgte et par numre i hans sene stil - majestætiske soulballader med et kolossalt vingefang - mens både solist og orkester fandt form og fodslag. Og i fjerde nummer, "New Biography" - en ætsende kommentar til dem, der snager i hans privatliv for at finde svar eller forklaringer på hans kunst - sad den hvor den skulle. Alle syv instrumenter - sax, trompet, klaver, orgel, guitar, bas og trommer - fandt deres leje nogenlunde lige højt i mixet, hvorved det karakteristiske tæppe af lyd faldt på plads, og solisten kunne påbegynde sine vokale flyveture, stærkt inspireret af blæserinstrumenter som sax og trompet.
Da han dernæst tog hul på "Vanløse Stairway" - som altid tager kegler i DK - begyndte seancen at ligne enhver anden Van Morrison-koncert; spirituelt søgende rytmisk musik, når den er allermest raffineret, en fornemt tekstureret og spatieret lyd, hvor kun en længselsfuld trompetsolo eller intens saxsolo i ny og næ bryder helhedens meditative grundtone. Op til da var alt uforanderligt i forhold til tidligere, og solisten selv uforbederlig i ordets egentligste forstand. Men så var det at r&b-nissen slog til, Van spændte sin Les Paul på og festen begyndte.
Resten af koncerten veksledes der logisk og spændstigt mellem uptempo r&b og keltisk inspirerede ballader - med "Summertime In England", "Let The Healing Begin", "Jackie Wilson Said" og den afsluttende tolkning af Ben E. Kings "Stand By Me" som lysende højdepunkter. Men så var det også slut! Fem sekunder efter de afsluttende toner var klinget af, blev lyset i hallen tændt og magien øjeblikkelig brudt - overskudsagtig som Morrison var, vankede der stadig ingen ekstranumre!
*Van Morrison m/ band, K.B. Hallen, fredag
