Birgit Munchs prosadebut excellerer i fantasier over den sønderdelte krop
Prosa
Den læser, der uforvarende indlader sig med Birgit Munchs prosadebut Prikken under i'et, må fra begyndelsen finde sig i at blive indlagt på afdelingen for litterær lemlæstelse eller kirurgisk surrealisme.
Kroppene skrives systematisk itu, selv ordene sønderbrækkes. Fantasier om fødsel og død, syner af voldtægt og venlig tortur, frit strømmende visioner omkring et altopslugende sjæleligt nulhul, en utilpassethed over for virkeligheden og sproget, altsammen sættes dette i scene, som var intet mere naturligt og dagligdags.
Man finder overalt en fandenivoldsk, frit legende humor, der leder tanken hen på de mest yderliggående blandt Kafkas kortere prosastykker eller på Henrik Bjelkes romaner, men som samtidig opvækker mindelser om vaskeægte psykotisk sprogbrug.
Fatale indgreb
Den gennemgående tale-figur udgøres af et kvindeligt jeg, der uden videre optakt gennemlever fantasier om overgreb på og indgreb i kroppen. En blindtarmsoperation, et kejsersnit, en voldelig penetration, en djævelsk lobotomi. Livet oplevet som én eneste række af fatale hændelser, der overgår individet uden skånsel og ophør.
Som Birgit Munch har valgt at fremstille menneskets legeme, opfattes dette som overladt til fremmede kræfters hærgen, ja, kroppen vises selv at bestå af lutter fremmedelementer, der vokser og deformeres efter deres egne uberegnelige love.
Brystvorter bliver til grinevorter, som igen bliver til vridevorter. Mælkesæd drypper fra pikpatterne. En broder kommer i tanker om, at han, dengang de var små, stak noget op i søsterens næse. Derfor giver han sig nu til, udstyret med tang, at trække det ud. Først er det "et hav, men så trak det sig sammen til en hvid kæmpefisk skrigende og spjættende i mit øje, og det delte sig til flere og flere små fisk som vred og bugtede sig rundt i mig, indtil han endelig fik ordentlig fat i det og begyndte at hive det ud, det var en dyne."
Ordene radbrækkes
Der huserer, som det ses, en god portion rå humor i disse billedynglende stykker. Deres heftige lidenskab omfatter ikke kun kroppen, men også ordene, som radbrækkes systematisk. Torsdag er torsodag, fastslås det således i en bybusfantasi over kropskatastrofer i nærtrafikken.
Som i psykosens diskurs samler interessen sig om selveste verdensindretningen. På det psykiske plan: far, mor og børn. På det fysiske plan: universet. På det metafysiske: Gud og Satan. Fanden voldtager sågar et sted Faderen med sin dertil indrettede tregrenede pumpestok. Og jeg'ets fantasier vender hyppigt tilbage til sprogets og egennavnets gåde og hele eksistensens mening - eller mangel på samme.
Antydning udelukket
Når man har læst 20 af disse opvisninger i verbal skalpel-teknik, hvor intet tabu lades ubrudt og ingen grænse anses for sikret mod fantasiens passage, imponeres man voldsomt af forfatterens mod og formåen. Efter de følgende 20 stykker konstaterer man, at projektet tenderer mod tomgang, afskåret som det er fra antydningens kunst, prisgivet, som det jo er et krav om, konstant og konsekvent "overskridelse".
Det synes hævet over enhver tvivl, at Birgit Munch (f. 1964) har stoffet i sig til en dygtig, original fortæller. Ikke mindst den afsluttende tekst, hvor hun over et længere stræk for alvor slår gækken løs, viser at hun kan fange sin læser effektivt og intenst.
Debuten som helhed nøjes dog med at præsentere talentet og sætte det på tvangsarbejde i en Fangekoloni ved navn paraderende provokation.
*Birgit Munch: Prikken under i'et. Prosa. 64 s. 169 kr. Borgen. Udkommer i dag
