Læsetid: 5 min.

Udflugt til Babylon - forår i Berlin 2

6. maj 2000

Intermetzo

Et avanceret amerikansk firma med speciale i virtuel realitet siges snart at kunne tilbyde kunderne Berlins fortid i transportabel billedbrille med lyd.
Dette skal forstås således, at det pågældende firma inden for overskuelig fremtid kunstigt vil kunne genskabe byens tilbagelagte perioder fra tidlig filmet tid i kejserdømmets sidste år, videre over Weimar-republikkens bevægede periode, under nazismens terror, i krigens år med bombardementerne og de afsluttende ødelæggende gadekampe, mens delingen blev en realitet med muren og murens fald.
Den virtuelle forbruger vil så at sige kunne stå på stedet i Berlin med virtuel brille på næsen og få syn for sagn, hvad førhen begav sig lige netop dér i det berlinske bybillede. Som det var. På Potsdamer Platz, og det omliggende vidstrakte kvarter uden om, i det område op til muren, der indtil for få år siden var fladt som en fregne og i det store og hele opgivet, men som nu er fuldt af liv og glade dage, kan den oplevelseshungrende, der ikke har nok i sin egen medbragte fantasi, få det hele serveret på elektronisk præsentérbakke.

Ikke alene vil topografien i denne tidsmaskine forandre sig for øjnene af den (betalende) virtuelle badegæst; udvalgte berlinere fra disse tilbagelagte perioder i byens historie vil vandre projicerede rundt på nutidens Marlene Dietrich-Platz, kaldt lånt til live af den grænseløse elektronik, hjemløse som skygger i tid og sted, afskåret fra at deltage i livets dybere mening: forbrugets ustandselige aktivitet i det splinternye overdækkede forretningsstrøg, Arkadens indkøbsslaraffenland.
Først da ville det ellers kunne blive rigtigt interessant, når en virtuel berliner fra 1920'ernes inflationsnære helvede med tasken fuld af kontante, men værdiløse Rigsmarksmillioner hånligt afvistes i Hennes & Mauritz.
Fortsat må vi tage til takke med en art reproduceret virkelighed, som denne tager og tog sig ud i virkeligheden, der ofte overgår samme.
Ydmygelserne må ossierne år fremover tage på sig som den nye hovedstads købeudygtige, delvis kasserede proletariat, der som andre tilbagelagte nørder er henvist til i ly af mørket at grise til med deres grafitti på renoverede facader i bonde- og arbejderstatens gamle bydele bag den engang så trygge mur.

I sin tid, når vi dvæler ved dette belastede kvarter ved Potsdamer og Leipziger Straße og de store pladser i tilknytning hertil, fostrede Herbert von Karajan og Vestberlins daværende bystyre den idé at bede arkitekten Hans Sharoun bygge en ny Philharmoni - til erstatning for den bombede i Bernburger Straße - på kanten af den forsvundne Potsdamer Platz.
Resultatet og tilføjelsen nogle år senere i skikkelse af den mindre Kammerphilharmonie - tilsammen Cirkus Karajan - var dengang i 60'erne og formentlig endnu de fineste akustiske koncertrum i verden. Den store sal var og er ramme om Berliner Philharmonikerne, Herberts Big Band.
Som byens senat og megadirigenten dengang var optimistiske nok til at forudskikke, ligger Philharmonien nu i hjertet af det nye Berlin. Midt i museumsmiljø, indkøbskvarter og oplevelse med rigelig mad og drikke i caféer og på restauranter under store skyggefulde træer hentet på roden fra de store skove nordpå. Philharmonien åbner nu og da lokaliteterne til andre ensembler af højeste kvalitet.
Således optrådte her forleden det andet store orkester i byen, Staatskapelle Berlin, nr. 2 i rangfølgen siger man normalt - eller siger normalt Berliner Philharmonikerne, hvis selvbevidsthed ikke er krympet påfaldende siden mesterens afsked med Berlin og senere bortgang for godt en snes år siden.
Staatskapelle er identisk med orkestret fra Staatsoper på Unter den Linden, operachef Daniel Barenboims husorkester, hvis duelighed som symfonisk ensemble gerne kommer til sin ret under andres taktstokke end chefens.

Således den aldrende Michael Gielens i Gustav Mahlers 8. symfoni. Oprivende 8., eftersom dette værk, til Mahlers store fortrydelse af udgiveren kaldet Symphonie der Tausend, synes at rumme så megen smerteligt og tidlig forud erkendt vished om et da snarligt sammenbrud. Dels Mahlers eget: komponisten var allerede i 1906, da han skrev symfonien, mærket af hjerteysgdommen, og dødssyg, da han selv førsteopførte den i 1910. Dels civilisationssammenbruddet af den verden Mahler og hans samtid kendte, verden af i går, som Zweig kaldte sine erindringer om det svindende. Faktisk handler symfonien om noget helt andet. Sådan er der så meget.
Den efterfølgende historie, den europæiske krise fra 1914-1989 sidder én i knolden, når koret åbner med sit kollektive fff: Veni, creator spiritus. Slutningen påkalder sig ved tekstlån fra Goethes Faust det evigt kvindelige: Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan. Gu' gør det så.
Det er ikke hver dag, man hører Mahlers 8 i udkanten af verdens pt. største byggeplads, der endegyldigt - forhåbningsfuldt - lægger låg på det elendigste i Germaniens dystre undergrund. På det store stræk uden for - hen imod Brandenburger Tor, ligger førerbunkeren mange meter nede og rådner videre, nu forseglet af nybyggeri.

Bagefter sidder koret fra Mahler anbragt i flere luksusbusser, som skal befordre medlemmerne tilbage til Prag, hvorfra de nemmerligen kommer. Således hænger gamle Centraleuropa sammen igen. De kommer og synger hos hinanden, længere er der trods alt ikke mere mellem byerne, hvis historiske samhørighed har fået ny mening og nyt rum i den genforenede preussiske hovedstad. Som det nu ser ud, genopstår nemlig denne kultur, den preussiske, som ikke har et godt rygte nord for Eideren, eller et godt ry i det hele taget, men som i disse gründertider genfinder sine inderligste og betydelige værdier - vel at mærke uden militarismen. Det sidste er værd at gøre sig klart.

Erindringen om de andre ulykker, vi forbinder med strømninger i det 20. århundredes tysktalende del af Europa, ribber Mahler mere eller mindre op i. Mange år siden er det jo ikke, da det stadig var problematisk at spille jødiske komponister på disse breddegbrader. Det var det jo.
I 60'erne og 70'erne tog tyskere og for den sags skyld også østrigerne Leonard Bernstein til deres bankende barm. Bernstein blev yderst populær og dirigerede både her og der, mest i Wien, der i denne specielle henseende er værst. Bernstein spillede også Mahler. Og optrådte i tysk tv i en bemærkelsesværdig udsendelsesrække med symfonierne kommenteret af ham selv. Heri påviste han det jødiske i denne store musik. Det havde de jo godt af at høre, nu hvor de var så blevet så glade for Mahler.
Mere om jøder og Berlin i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her