Læsetid: 5 min.

Udsigten fra celle 24

26. maj 2000

Tidligere invalidepensionist Yagoub Mimouns kamp mod udvisning føres fra celle 24 i Vestre Fængsel. Foreløbig har han siddet fængslet et år ud over sin strafafsoning

Tidligere invalidepensionist Yagoub Mimoun blev i november 1998 idømt et års fængsel for grov vold mod sin kone. Men selv om det er mere end halvandet år siden, sidder den 43-årige algeriske statsborger stadig i fængsel. Han kæmper for at blive i Danmark, og mens han gør det, skal han sidde varetægtsfængslet. Det har han foreløbig gjort i ét år ud over sin strafafsoning.
Da Retten i Århus den 3. november 1998 havde idømt Yagoub Mimoun et års fængsel, var Udlændingestyrelsen ikke tilfreds. Yagoub Mimoun, der havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1981, skulle udvises oven i fængselsstraffen, mente styrelsen.
Allerede en uge efter dommen fra Århus var styrelsen klar med en "supplerende udtalelse", hvor embedsmændene henstiller til statsadvokaten, "at spørgsmålet om udvisning i nærværende sag ankes".
Statsadvokaten fulgte henstillingen, og Vestre Landsret skærpede dommen 10. februar 1999, så Yagoub Mimoun - i princippet - skal udvises efter endt afsoning.

Grænsetilfælde
En udvisning af en person, der har boet en lille snes år i Danmark, i forbindelse med en straf på et års fængsel er et grænsetilfælde. Det viser også det faktum, at den første retsinstans ville give Yagoub Mimoun lov til at blive i Danmark, mens den anden udviste ham.
Men Yagoub Mimoun og hans daværende advokat overholdt ikke tidsfristen for at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen for Højesteret. Dér har dommerne på det seneste været langt mindre tilbøjelige til at udvise end i de lavere retsinstanser.
Afsoningen sluttede med udgangen af maj måned 1999, da Yagoub Mimoun skulle prøveløslades efter - inklusive varetægtsfængsling inden dommen - at have afsonet to tredjedele af straffen. Derefter blev han overført til varetægtsfængsling, som siden er blevet rutinemæssigt forlænget hver fjerde uge.
"Hvis jeg bliver sendt til Algeriet, kan jeg ikke andet end sidde på gaden og tigge," siger Yagoub Mimoun, som Information - efter visse indledende vanskeligheder - har fået politiets tilladelse til at besøge i Vestre Fængsel.
Når han er tidligere invalidepensionist, skyldes det, at den førtidspension, han blev tildelt efter et alvorligt trafikuheld i 1993, ikke kan overføres til Algeriet. Den er taget fra ham med udvisningsdommen.
Sidste år forsøgte han uden held at overbevise Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet om, at han skulle have asyl. Han fik afslag.

Operation
I september 1999 skulle Yagoub Mimoun igennem en operation for at få fjernet metalstykker, der var indopereret i hans ryg efter bilulykken i 1993. Ved samme lejlighed blev han behandlet for urinvejssten og for en dyb årebetændelse i venstre ben.
Den bevogtede indlæggelse på hospital i Århus førte til, at Yagoub Mimouns udsendelse af Danmark blev forsinket. Men Vestre Fængsels læger, Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet lod ikke Yagoub Mimoun i tvivl om, at hans udsendelse af Danmark alligevel skulle finde sted inden for nær fremtid.
I lægejournalen fra Vestre Fængsel kan man aflæse fængselslægernes stigende utålmodighed med Yagoub Mimoun. I et journalnotat fra den 20. september 1999 hedder det: "Pt. er noget smerteklagende og medicinplæderende. Der skal nok køres en lidt fast linje, idet han også gerne vil have forskellige hjælpemidler."
Fængselslægernes "faste linje" går igen i de følgende måneders journalnotater:
n6. oktober 1999: "Virker absolut ikke smertepåvirket".
n11. november 1999: "...bruger åbenbart af vane stadig sine to krykkestokke".
n3. januar 2000 konstaterer fængselslægerne, at Yagoub Mimoun er "lægeligt færdigbehandlet".
Hvis Yagoub Mimouns helbred er afgørende forværret siden udvisningsdommen, er der en mulighed for ophævelse af udvisningen. Det arbejder hans advokat, Gunnar Homann, for.

Fulde af løgn?
Yagoub Mimoun opremser over for Information en lang række læger og fysioterapeuter, som gennem årene har påpeget hans helbredsmæssige problemer.
"Hvis man skal tro fængslets læge, er de fulde af løgn allesammen," siger han. Under interviewet i Vestre Fængsel midt i maj 2000 går Yagoub Mimoun stadig med en krykke.
Da Københavns Byret den 10. maj skulle have taget stilling til en eventuel ophævelse af udvisningen, havde lægerne i Vestre Fængsel ikke foretaget den undersøgelse, som anklager og forsvarer er enige om, skal bruges til at belyse spørgsmålet. Så nu er sagen udsat til et nyt retsmøde den 21. juni. I mellemtiden skal Yagoub Mimoun undersøges af læger uden for fængselsvæsenet.
I næste uge tager Yagoub Mimoun hul på andet år af varetægtsfængslingen efter afsoningen af straffen på et års fængsel. For, som byretsdommer Lene Larsen sagde, da hun den 10. maj skulle begrunde den fortsatte fængsling:
"Nu kommer der en fase, hvor De skal igennem nogle undersøgelser. Så der bliver nok at bruge tiden til."

Svært at få interview
Når en udvisningsdømt sidder på overtid, har politiet hals- og håndsret over hans ytringsfrihed
At interviewe Yagoub Mimoun har ikke været enkelt. Politiadvokat Michael Jørgensen fra Københavns Politi mener nemlig ikke, at en varetægtsfængslet skal have lov at "procedere sin sag i pressen".
Information hørte om Yagoub Mimouns sag fra en af hans medindsatte. Derefter skrev avisen et brev og spurgte ham, om han ville interviewes om sin sag. Det var han indstillet på, skrev Yagoub Mimoun tilbage.
Når en person er varetægtsfængslet, kan fængslet ikke uden videre give tilladelse til besøg. Information blev i starten af maj henvist til politiadvokat Michael Jørgensen, der ikke ville give tilladelse til et interview - i hvert fald ikke inden retsmødet den 10. maj.
"Jeg vil meget nødig, hvis der kommer en kæmpemæssig debat, som han sætter dagsordenen for, før han skal have truffet en afgørelse," forklarede Michael Jørgensen.
"Det er rigtigt, at han har siddet længe. Men det er, fordi han ikke vil rejse hjem, fordi han påstår, at han er syg og dårlig. Han burde rejse hjem, men vi har et godt kontrolsystem, som gør, at han har mulighed for at få det prøvet i jeg ved ikke hvor mange instanser," sagde Michael Jørgensen.
Information slog sig i første omgang til tåls med, at det ikke var muligt at interviewe Mimoun inden retsmødet den 10. maj.
Men på retsmødet i Københavns Byret manglede der en lægeundersøgelse. Sagen blev udsat til... den 21. juni. Og Michael Jørgensen meddelte, at et interview desværre ikke kunne finde sted inden denne dato.
Det fik Information til at lave en skriftlig besøgsanmodning. Michael Jørgensen stillede i udsigt, at der ville blive givet et afslag.
Men fem dage efter kom det overraskende skriftlige svar fra Michael Jørgensen, "at der ikke fra Københavns Politi vil blive fremsat indvendinger mod, at et sådant besøg afholdes, idet et besøg ikke vil være i strid med varetægtsfængslingens øjemed".ni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu