Læsetid: 5 min.

Fra vasal til allieret

29. maj 2000

Bind 2 af modstandskampens historie understreger Englands faste greb om tingene

Ny bog
Efterkrigstidens billede af den danske modstandskamp blev gerne tegnet af det officielle Danmark, af dets lejlighedshistorikere og ikke mindst pædagoger i så blomstrende vendinger at den opvoksende ungdom, efterkrigsgenerationen, måtte få det indtryk - med feltmarskal Montgomery's ord - at den danske modstandsbevægelse havde været 'second to none'. Citatet var for så vidt typisk for det sæt af myter, der kom til at omgærde dette traumatiske kapitel i den nyere danmarkshistorie. Montgomery's udtalelse var nemlig ikke møntet på modstandsbevægelsen som sådan, men på den danske efterretningstjeneste, der havde fungeret tilfredsstillende for London i alle krigsårene. Man hørte med andre ord, hvad man gerne ville høre, tilpassede vurderingerne på baggrund af vanskeligt afviselige kendsgerninger. For det første at den væbnede kamp mod den tyske besættelsesmagt kom så sent i gang at den britiske regering også under indtryk af den danske befolknings tilpasningsduelighed var i vildrede med, hvorvidt Danmark overhovedet kunne opfattes som stort andet end vasalstat for Hitler. For det andet kunne en mere nøgtern betragter næppe have hævdet at modstandskampens militære betydning var i den vægtklasse, som danskerne gerne ville give indtryk af. Berømt er Aage Trommers videnskabelige indsats, da han for 30 år siden i sin afhandling anbragte jernbanesabotagen i dennes rette militære perspektiv. Danske jernbanesabotører vandt ikke krigen, men generede tyskerne strategisk og politisk. Det ene med det andet.
Dertil kom at man i efterkrigstiden, hvor Danmark vitterligt havde fået status af allieret, og jo blev optaget som medlem i de forenede nationers kreds, havde et yderligere behov for at opfatte Danmarks kamp mod nazismen, som Danmarks egen, at Danmark ved selvstændig fortjeneste havde vundet ligestillet status i forhold til de kæmpende nationer. Bevars med englænderne som leverandører ved natlige våbennedkastninger, over det danske landskab, men først og fremmest våben til brug for en uafhængig dansk Niels Ebbesen-lignende kamp mod overmagten med livet som indsats. Næsten samtlige fremstillinger af besættelsen har anlagt dette perspektiv af dansk egenhændig, uafhængig kamp, et perspektiv som har tjent til at afstive den nationale selvfølelse. Og skam få den der tænker ilde herom.

Nyåbnede arkiver
Imidlertid er det historikerens opgave at underkaste påstande og myter kildekritisk undersøgelse, hvilket atter fordrer, at materialet er tilstedeværende. Det siger sig selv, at meget er gået tabt i kampens hede, andet har været båndlagt, noget er det endnu. Men det væsentligste - nemlig de britiske arkiver fra SOE, Special Operations Executive, som var koordinerende og kommanderende organ for modstandsbevægelserne i det besatte Europa, er nu tilgængelige. Professor Knud J. V. Jespersen har i et allerede udsendt bind: Med hjælp fra England. Det lange tilløb 1940-1943 og den nu udgivne fortsættelse: Den væbnede kamp 1943-1945 gennemgået og analyseret dette primære materiale til forståelse af modstandskampens organisering, dens hovedaktører og dens ganske væsen i forhold til briterne. Dette sidste er fornyelsen i læsningen om og tolkningen af emnet. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvorledes briterne under hele krigsforløbet opfatter og må opfatte den danske modstandsbevægelse som et underordnet led i en langt større krigssammenhæng. Eller sagt på en anden måde: Den britiske regering og den britiske krigsledelse svigter sjældent eller aldrig den grundholdning at danskerne har at rette sig efter de storstrategiske interesser i et mønster, hvor Danmark mildest talt ikke har førsteprioritet. Den konkrete kamp i Danmark kan i englændernes øjne aldrig gå forud for den store planlægning, og hænder det, at danskerne opfatter britiske forholdsregler som hensynsløse - det sker således med alarmeringsøvelsen af modstandsbevægelsens styrker i april 1944 - får det være. Alarmeringen har strategisk værdi set i forhold til invasionen i Normandiet få måneder senere.

Efterkrigshensyn
I sin særdeles veldisponerede og veloplagt skrevne fremstilling understreger Knud J. V. Jespersen de skiftende faser i SOE's politiske syn på det danske operationsområde. Det er således bemærkelsesværdigt, hvor megen vægt de britiske aktører lægger på modstandsbevægelsens rolle i en eventuel delikat overgangsperiode mellem tysk besættelse, militær befrielse og genoptagelsen af en dansk politisk hverdag - vel at mærke med Danmark solidt forankret i den britiske efterkrigstids-interessesfære. I den henseende var det afgørende for SOE og dermed den britiske regering at skabe eller medvirke ved skabelsen af
en enhedsmodstandsbevægelse, således at der ikke opstod 'partihære' med uoverskuelige følger ved et eventuelt internt - måske ligefrem væbnet - opgør. At det så let som ingenting kunne være gået galt uden indgriben udefra, vidner den såkaldte jyske konflikt, hvor nedkastningschef Anton Toldstrup og oberstløjtnant Vagn Bennike var på direkte kollisionskurs. I andre lande, Jugoslavien og Grækenland, fortsatte som bekendt den væbnede kamp efter befrielsen fra nazisternes besættelsesstyrker - nu blot som indbyrdes- eller borgerkrig

Den letsindige Muus
Af de nu åbnede britiske arkiver fremstår tillige materiale til en række karakterstudier ude fra af ledende modstandsfolk, politikere og frihedsrådsmedlemmer.
Heraf fremgår hvor få personer endsige personligheder, der stod til rådighed. Faktisk får briterne kun øje på én fremragende skikkelse i Frihedsrådet, nemlig Mogens Fog, som man - jo noget fejlagtigt - tiltror en egentlig politisk fremtid. Resten vejes og findes for lette. Men at briterne tager fejl af folk i mere fatal målestok fremgår af nedkastede faldskærmsfolk, der ikke er tilliden voksen; èn af dem er andre modstandsfolk ligefrem nødt til at likvidere. Hovedmanden i opbygningen af modstandsstrukturen, den navnkundige Flemming B. Muus, hvis bidrag til modstandsbevægelsens organisering næppe kan overvurderes, viser sig senere at have en noget liberal holdning til betroede midler, hvilket efter befrielsen koster ham en bedragerisigtelse og en fægselsdom. Muus' ufattelige letsind og skødesløse holdning til elementære sikkerhedsforantaltninger i det illegale arbejde er på nippet til at koste ham mere end positionen som SOE's førstemand i Danmark og baner i øvrigt vejen for hans efterfølger, den mere driftsikre og sympatiske Ole Lippmann, samt den formidable Flemming Juncker.
På trods af alle vanskeligheder, alle tilbageslag, stikkere, optrevlinger etc. lykkes det at føre modstandsprojektet igennem, sikre en fredelig overgang til civilt politisk styre og dermed Danmark en påkrævet og sikker plads blandt de allierede i slutfasen af krigen og bagefter. Nok så megen revisionisme og opgør med myterne kan ikke rokke ved denne betydning af modstandskampen. Også i den forstand er Knud J. V. Jespersens nu samlede værk en vægtig sag, der nuanceret og detaljeret knytter alle tænkelige løse ender og leverer læseren et konsistent historiebillede af en modstandskamp, der ikke bare kan skubbes til side som tomt pral og selvbedrag. Sådan er det ikke. Man kan tillade sig at mene at Jørgen Hæstrup omsider har fundet sin afløser som modstandsbevægelsens historiker. Jespersen leverer emnet i sin rette sammenhæng. Hverken mere eller mindre. Bogen er uundværlig for alle, der vil skaffe sig indblik i den del af vor traumatiserede fortid.

*Knud J. V. Jespersen: Med hjælp fra England bd.2. Den væbnede kamp 1943-1945. ill. Odense Universitetsforlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her