Læsetid: 5 min.

Verdens største?

22. maj 2000

I lyset af at Whitney Houston fejrer 15 års jubilæum med en imposant dobbelt-cd kigger vi lidt på, hvorfor teknisk kunnen er blevet så suspekt inden for populærmusikken

Ny cd
Der findes en god måde at få gang i et dødt middagsselskab på. Man kan henkastet udbryde noget om, at 'den der ØMU, den er da ikke så tosset endda.' Man skal bare være forberedt på at blive kaldt 'fascist' og 'landsforræder', samt det der er værre - for så vidt det er muligt. Men er man mindre stridslysten, og alligevel gerne vil animere de mere kulturradikale elementer af forsamlingen, kan man prøve noget i retning af at 'Whitney Houston er vor tids største sangerinde.' Subsidiært Mariah Carey, hvis man virkelig vil ind på øretævernes holdeplads.
Undertegnede har forsøgt sig med begge dele, og effekten er uforlignelig. Man bliver med ét begivenhedernes centrum, og det kan nok være at man får læst og påskrevet. Gerne med en afsluttende, fnysende bemærkning i retning af: 'Og du kalder dig anmelder!'
Åh ja - anmelder er man vel. Men derfor behøver man ikke være idiot. Og selvom det kan være svært at få indført i en samtale, som den oven for skitserede, betyder ens kærlighed til fænomener som netop Houston og Carey ikke, at man i samme åndedrag afskriver den tradition af antisangere, som begynder med Bob Dylan i 60'erne, og vel kulminerer med den nok største antisanger af dem alle, Nick Cave, i 90'erne.
Det er bare en helt anden diskussion - hvorfor det inden for dele af rocken er okay at være en teknisk håbløs sanger, og alligevel blive hyldet som den genkomne Messias. Den gemmer vi til en anden dag. Her i firmaet udelukker Cave og Dylan i hvert fald ikke Carey og Houston. Tværtimod skal det ikke skjules, at begge dele fylder godt i de daglige landskab, og at begge fænomener er en stadig kilde til glæde, undren og fordybelse.
Men mere interessant i denne sammenhæng er det, hvorfor teknisk kunnen er blevet så suspekt, og hvorfor der slås så hårdt ned på den fra især kritikerside. Tendensen kan tidfæstes meget nøje, idet den hænger nøje sammen med det paradigmeskift inden for rockmusikken, vi kalder punk, selvom punken i sig selv kun var en lille del af det, der skete der i slutningen af 70'erne.
Punken var et æstetisk oprør, og hovedfjenden var den såkaldt 'progressive' rock, som modsat de fleste fortidsfænomener aldrig rigtig er kommet til ære og værdighed igen. Kort fortalt var progressiv rock et teknisk set velfunderet udtryk med rigelige lån fra såvel jazz som klassisk musik. I kølvandet på hippiebevægelsen og The Beatles' Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band var der ikke grænser for ambitionerne, men desværre førte det rockmusikken over i et teknokratisk udtryk, som ofte var mere fremmedgørende end medrivende.

Total blindhed
Punken blev set som de geniale dilettanters genkomst, og den attitude har ligget som klangbund i megen rockkritik siden. Men det betyder samtidig en total blindhed overfor langt den vigtigste del af det 20. århundredes musikkultur, nemlig den afroamerikanske tradition, der til stadighed viser den stedse mere reaktionære og navlebeskuende rockmusik baghjul.
Fra blues'en over jazz, soul, funk, hiphop og frem til vores dages spændstige R&B bibeholder denne tradition et helt andet, mere vitalt og livsgivende skær end noget andet fænomen på musikscenen. Og dér har der aldrig - gentager aldrig - været plads til dilettanter, geniale eller ej. Dér begynder og slutter alt med teknisk kunnen - at man simpelt hen behersker sit håndværk, hvad enten man slår på tromme, programmerer en synthesizer, styrer en grammofon eller oplader sin røst mod himlen.
At dette har medført utrolige mængder lir skal denne anmelder være den sidste til at benægte. Teknisk kunnen uden kunstnerisk nerve er ikke fem potter pis værd. Men det er så også her vandene skilles - fandengaleme om jeg vil lade mig kyse af, at folk synes, at en Mariah Carey eller en Whitney Houston 'onanerer' med stemmebåndet, når man nærmest skal være tonedøv og idiot oveni for ikke at kunne konstatere, at det er sangkunst af højeste karat. Ikke efter en Lars Lilholt-målestok, måske, men i fuld og legitim forlængelse af en tradition, som helt enkelt er baseret på et andet princip end det der pseudodemokratiske vrøvl om, at vi 'allesammen skal kunne være med'. Livet er ikke en højskole, for crying out loud.
Nej, når en Billie Holiday, en Aretha Franklin, en Al Green eller en Whitney Houston lukker op for gabet, og lukker perlerækker af genialt konstruerede melodiforløb ud, bedes alle enten forholde sig i ro eller forlade lokalet. Og nu jeg er i gang - kan vi ikke blive fri for den der med, at 'R&B var nu meget bedre i gamle dage, da den blev spillet af 'rigtige mennesker''. Vent lige et øjeblik, mens jeg brækker mig i nærmeste spand. Så - det var bedre. Hvor var vi? Jo - det er da dejligt, at et middelmådigt talent som Macy Gray kan få pladekøberne op ad stolene med et udtryk, der minder om de floromvundne 70'ere, men undskyld mig: Hvorfor skulle tiden stå stille indenfor afroamerikansk musik? Hvad er det for et urimeligt krav. Nostalgi er fin, når den gælder fortiden - men nutidsnostalgi?

Hun kan det hele
Og så til slut - den der overfladigede afskrivning af moderne R&B falder i sidste evne tilbage på lytteren, thi det kollektivt er lykkedes os at leve midt i en kunstnerisk renæssance, som de færreste er i stand til at få øje på. Men om 20-30 år, når bokssættene vælter ind og revisionismen atter har kronede dage, så skal I bare se løjer; så skal vi høre kritikerne klagende udbryde, at 'R&B'en var nu bedre i gamle dage'. Forskellen er bare at de nu hentyder i 90'erne og 00'erne, hvor R&B'en for alvor sparkede røv. For til den tid vil afroamerikansk musik - som den har for vane - flyttet sig et helt andet sted hen.
Hvorfor kom jeg nu i tanke om alt det? Nå jo - Whitney Houston har gjort status over sin karriere med en dobbelt-cd, der hedder Greatest Hits. 35 sange - værsgo' at skylle! På den første cd finder man 18 ballader - altid Whitneys force - der spænder fra det sublime til den kitsch, hun ikke kan siges fri for. Den anden består af uptempo materiale, og er garanteret det bedste sted at begynde, hvis man nogensinde har følt bare en nagende mistanke om, at det utåleligt krukkede, gennemført primadonnanykkede pigebarn bare kunne et eller andet. Det kan hun - det hele, faktisk. Hør det eller lade være ... det er stort set moderne popmusik, der holder. Og glemte jeg at nævne at Whitney bare bliver bedre og bedre med årene? Hendes seneste album, My Love Is Your Love fra 1998, er ikke bare et karrierehøjdepunkt, det er et af de ti bedste albums fra 90'erne - uanset genre.
Puh. Det lettede. Nu har jeg det meget bedre. Hvor kom vi fra? Nå, jo - er den der ØMU egentlig så tosset en idé endda?

*Whitney Houston: Greatest Hits (Arista/BMG)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu