Læsetid: 4 min.

Vindjakken var stadig hvid

2. maj 2000

Mogens Lykketoft bestræbte sig hele dagen i går på at sælge euroen, men ordene gjorde ikke indtryk på baglandet

Euro-fuser
"Nu får vi se, om de kaster med æg og tomater i Fælledparken," sagde Mogens Lykketoft i et muntert toneleje. Men øjnene afslørede et gran af almen ængstelse. Muligheden forelå. "Det er sket før," fortsatte han.
Ordene faldt, da den socialdemokratiske finansminister stod (næsten) alene og trippede på fortovet i Taa-strup uden for København, mens han ventede på, at ministerbilen skulle dukke op. Klokken var 10, og han havde netop leveret sin 1. maj-tale for et publikum med aner i fagbevægelsen - for femte gang siden solopgang.
Klokken 14 skulle han holde den igen på den store scene i Fælledparken foran tusinder af arbejdere, nostalgikere, gymnasieelever og alle de andre. Og dér ville man måske ikke være så passive.
Som et andet avisbud var Lykketoft stået op klokken tyve minutter i fem for at nå den sædvanlige rute, som han har fulgt hver 1. maj i årevis - en rute med de samme faste haller, lokaler og sale fulde af furede mænd med barkede næver og brillantine i håret. I Ishøj, Vallensbæk, Glostrup og Taastrup klos op ad store industriarealer.
Hans tale forekom gennemarbejdet til mindste detalje. Med et retorisk kunst-greb skulle det socialdemokratiske bagland - manden på gulvet - sluge toppens kurs mod en fælles europæisk valuta.
Finansministeren havde improviseret over sætninger som: "Det allervigtigste budskab i dag er nok, at der ikke er en fjendtlig og farlig omverden - der er ikke noget Europa, der truer os".
Eller: "Vi skal være parat til at møde nye udfordringer, være parat til at træffe vore egne beslutninger". Og: "Den eneste kobling mellem euro og velfærd er en positiv kobling, for vi afgiver ikke en tøddel af dansk selvbestemmelse over skattesystem og sociale ordninger ved at sige ja".

Glansbilledet
Men før han var nået så langt, havde han for stemningens og sammenholdets skyld opsummeret glansbilledet af et forandret Danmark under syv års socialdemokratisk ledelse.
"Det var os - Socialdemokratiet og fagbevægelsen - der tegnede velfærdssamfundet". Osv. Og han havde bedt tilhørerne ("kære venner", som han kaldte dem) huske på den politiske vision, Anders Fogh Rasmussens (V) "programskrift om minimalstaten", hvor han talte om "velfærdsdanskernes ynkelige slavenatur".
Ordene syntes ikke at gøre det store indtryk på de fremmødte. Hverken i SiD's afdeling i Glostrup eller for den lidt ældre skare af arbejdsmænd, der var mødt op til rundstykker, Gammel Dansk og pilsnere fra kassen i den store sal under Glostrup Bi-bliotek. Særligt i biblioteket og på Parkskolen i Taastrup bagefter bar Lykketofts tale præg af at være et nødvendigt onde-indslag, der gav manden bag Hammond-orgelet en ufrivillig pause fra populære klassikere som Patsy Clines "Crazy" og en håndfuld slagsange.
Men det var flere taler siden. Nu drejede Mogens Lykketofts sølvgrå ministerbil endelig om hjørnet på Parkvej i Taastrup, og ministeren hoppede ind. Destination: Storbyen. Fælledparken. Scenen. Æggene?

På scenen
Langs indfaldsvejene til Fælledparken var der lidt over middag sort af mennesker. Dels var der demonstrationerne med de stolte fanebærere, og dels var der horderne af gymnasieelever og den bestemte type mennesker, man kun ser ved store begivenheder med et folkeligt grundlag.
På plænen foran scenen var der tætbefolket. Almindelige mennesker.
Pludselig kom Mogens Lykketoft gående. Med en vis andægtig, men rørt gemytlighed bevægede han sig rundt blandt folket i græshøjde og hilste til højre og venstre og stillede på opfordring op til privatpersoners fotosessioner med fremmede arme venskabeligt over ryggen. Måske ville han lige se faciliteteterne an, før han fyrede sin tale af for sjette gang.
Lidt efter stod han deroppe bag den røde LO-skranke i sit lyse sommertøj og den flødehvide, socialdemokratiske vindjakke og trak vejret dybt til finalen.

Taktikken
På fortorvet i Taastrup havde han sagt, at talen blev bedre (eller i hvert falder lettere at holde) for hver gang. Han perfektionerede den, lagde trykkene de rigtige steder og timede pauserne og de indlagte morsomheder mere stilsikkert.
Men her i Fælledparken, hvor det virkelig gjaldt, skiftede han stil og råbte højere ned i mikrofonen, end han havde gjort tidligere, som for at tage ethvert tilløb til
buh'en og aggressivitet i opløbet og eventuelt minimere risikoen for flyvende æg.
Taktikken var rigtig. Allerede 26 sekunder henne i talen, gjaldede slagord som "det er løgn! Det er løgn!" og "vis os tallene! Vis os tallene!" fra en gruppe oprevne, rødmossede 1. maj-gængere på anden parket. Og Lykketoft havde endda ikke nævnt euroen med et ord. Ikke endnu. Han havde blot sagt, at Danmark er "et af de lande i Europa, der har lavest arbejdsløshed".
Flere ældre, utilfredse mænd med skæg i ansigtet gav også deres besyv med. Da Lykketoft sagde om velfærdssamfundet og Socialdemokratiet, at "det var os, der var arbejdsmændene, der slæbte murstenene - det var os, der var håndværkerne, der rejste bygningen", blev en af de omtalte utilfredse mænd helt stiv i blikket, og blodårerne rejste sig dunkende på hans hals: "Os?" spruttede han. "Os? Du har sgu' aldrig været arbejder!"
Finansministeren havde ikke alle imod sig. Et kobbel unge mennesker under en fane fra Dansk Socialdemokratisk Ungdom forsøgte at trænge igennem med en ivrig applauderen.
Mogens Lykketofts vindjakke var stadig hvid, da han trådte ned fra podiet. På plænen fortsatte folkefesten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her