Læsetid: 12 min.

12 år i en ungkommunists liv

24. juni 2000

Helle Rabøl var nærmest født ind i den kommunistiske bevægelse. Det var ikke blot et politisk fællesskab, men omfattede hele livet. Fra 'røde nat-diskoteker' i Albertslund over 'kadre'-uddannelsen i DDR til desillusion og udmeldelse i 1989

Der var kun én grund til, at Helle Rabøl Hansen ikke blev medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) før sit fyldte 14. år - og det var, at DKU's regler forbød det.
"Jeg ville godt have været medlem tidligere, hvis jeg kunne. Min mor og far var medlemmer af DKP. Det var ikke blot et politisk tilhørsforhold, men en hel kultur - og man deltager i den kultur som barn. Jeg var 'pioner' - altså børnekommunist - allerede fra tiårs-alderen. Det forekom mig helt naturligt, at jeg skulle være medlem af DKU og senere DKP".
Der var andre grunde end de rent familiemæssige til, at Helle Rabøl i sommeren 1977 - så snart hun fyldte 14 - meldte sig ind i DKU.
"I 13-14 års alderen var jeg med til at modtage nogle af de første chilenske flygtninge, der kom til Albertslund. Jeg hørte de historier, de fortalte, om kuppet mod Allende, om tortur og drab og frygt - og det gjorde et totalt uudsletteligt indtryk på mig. Jeg skrev min første politiske stil om Allende. Samtidig skete rene massakrer mod protesterende sorte i Sydafrika. Apartheid-systemet påvirkede mig dybt, at man kunne adskille mennesker efter hudfarve. Den retfærdighedssans, et barn har, passede glimrende til den røde sag".
Endelig hører det med, at Helle Rabøl sad i elevråd fra fjerde klasse og i elevrådsmiljøet mødte nogle ungkommunister, hun blev vildt betaget af.
"De var afsindigt dygtige, de kunne det hele. De turde stille sig op og være talsmænd. De kunne tale om politik og samfundsforhold. De kunne tage en guitar og synge sange. De matchede alt det, jeg selv gerne ville være".

Bevægelsen var livet
Så Helle Rabøl kom ind i et fællesskab, der ikke kun omfattede et fælles politisk standpunkt, men alt hvad et ungdomsliv indebærer.
"Bevægelsen var vores liv. Der var der, vi snakkede politik, det var der, vi aftalte aktioner, det var der, vi gik til fester, det var der, man fik en kæreste. Jeg levede i en feber."
"At se Slotspladsen foran Christiansborg blive fyldt op af 40.-50.000 børn og unge i protest mod nedskæringer - det var et kick. Vi ungkommunister var i stand til at formulere utilfredsheden og forbinde den med en større sag - socialismen. Det var os, der havde fat i den lange ende - det var jeg ikke et sekund i tvivl om.".
Helle Rabøls entusiasme førte til, at hun i 1979 blev næstformand for Landsorganisationen af Elever (LOE). Tog et år fri efter 10. klasse og blev forvandlet til symbolsk lønnet funktionær. Et surt år med hårdt slid og for lidt tid til at være ung.
Men allerede året efter blev det igen sjovt at være ungkommunist. Helle Rabøl begyndte HF på Vallensbæk Statsskole.
"Der var en meget stærk kommunistgruppe på Valle High, som vi kaldte den. Vi styrede alt, for at sige det, som det var. Lige fra festerne til det politiske. Og min DKU-afdeling i Albertslund var en af de bedste i landet, kritisk, debatterende og udadvendt. Der kom omkring 100 til vores 'røde nat-disk's'. Fester, rock against racism, rock against hvad som helst - vi formåede virkelig at forene tidens strømninger med det politiske budskab. Det var in at være ungkommunist i Albertslund".

Afghanistan og a-kraft
- Men samtidig skete der ting ude i verden, der kunne kalde på tvivl og overvejelser. Solidaritets oprør mod de kommunistiske magthavere i Polen i 1980, f.eks.!?"
"Der var noget før det - den sovjetiske invasion i Afghanistan (i december 1979, red.). Jeg husker det tydeligt, fordi jeg havde pissesvært ved at forsvare, hvad der skete".
"Der gik ikke en uge, før vi havde modtaget dessiner fra centralkomiteen og DKU's egen ledelse om, hvordan vi skulle forholde os, og der blev holdt orienteringsmøder i alle afdelinger. Vi blev udstyret med et filter af argumenter, som vi så troede på til sidst - mere eller mindre. Vi fik det afsæt, at der var noget mere dybtliggende, der skulle forsvares - nemlig socialismen selv. Selv hvis Afghanistan var en fejltagelse, skulle det ikke kunne bruges af socialismens fjender, sådan så vi på det. Jeg blev nok ikke helt overbevist og havde svært ved at argumentere. Men jeg prøvede jo alligevel..."
Der var andre og mere hjemlige problemstillinger, der kaldte på Helle Rabøls kritiske sans. DKP's forsvar for den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraften, f.eks.
"DKP havde en meget skizofren holdning til atomkraft. På den ene side var det en kendsgerning, at de socialistiske lande havde atomkraftværker. Det blev af partiets ledelse forklaret med, at i østlandene var atomkraftværkerne under arbejderkontrol og dermed sikre, mens de i Vesten blev drevet af profithensyn".
"Over for det stod, at mange af os i virkeligheden var dybt modstandere af atomkraft. Når jeg hørte partiets argumenter, tænkte jeg: Det er for latterligt, det går du altså ikke ud i byen med. Men diskussionen om atomkraft og om alt mulig andet tog vi altså i egne rækker. De, der brød partidisciplinen og gav udtryk for uenighed udadtil, de blev klapset".
- De blev ekskluderet?
"Ja, der var en del eksklusioner på alle niveauer i partiet - også i DKU. 'Giv mig de rene og ranke', det var sådan noget vi gik og sang dengang med et lille smil på læben. Men det var skam alvor".
"Jeg havde en rigtig, rigtig god ven, som havde brudt med DKU's linje i lærlingebevægelsen og blev ekskluderet. Det havde jeg det utroligt svært med. Jeg tog det op i de cirkler, hvor jeg kunne tale frit. Men jeg havde ikke modet til at kritisere det over for vores besluttende organer eller på en kongres. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg også fået en kugle i nakken - og det havde jeg ikke lyst til. DKU var en meget, meget stor del af mit liv".
Helle Rabøl fortsatte efter HF-eksamen sit politiske arbejde som sekretær i Albertslund-afdelingen - og der blev lagt mærke til hendes evner. En dag kom en telefonbesked fra DKU's ledelse: "Vi forestiller os, at du er en af de kommende ledere i bevægelsen. Du er udpeget til at komme på ungkommunistisk højskole i DDR".
"Da jeg fik det opkald, blev jeg så stolt....".

Uddannelse til 'kadre'
Helle Rabøl tilbragte 10 måneder i 1984-85 på Jugendhochschule Wilhelm Pieck lidt uden for Østberlin. Det var en af de fineste uddannelser for kommende kommunistiske ledere, på partisprog: kadrer, i Østtyskland. Fagene var marxistisk filosofi, politisk historie, teori og praksis, den videnskabelige kommunisme og politisk økonomi. Pensum var Das Kapital, Lenins samlede værker og en hel del mere. Og eleverne fik undervejs i forløbet karakterer, gik til prøver og skulle bestå eksaminer.
"Er du gal for en skole! Det var et prøjsisk uddannelsessystem. Vi blev konstant målt og vejet. Der var en uhyggelig selektion. De kammerater fra Angola og Vietnam, der lige havde smidt geværet og ikke havde nogen videre uddannelse, havde ikke en chance. Vi andre var flittige. Vi vidste jo godt, at det ikke var tidsfordriv, det her. Vi skulle hjem og være ledere af bevægelsen".
De 10 måneder på Wilhelm Pieck-skolen skulle blive nogle af de mest modsætningsfyldte i Helle Rabøls liv.
"Vi var ialt 500 ungkommunister fra hele verden, prøv og forestil dig det! Du var jo ikke bare medlem af et nationalt parti, du var medlem af en verdensbevægelse! Jeg var 20-21 år og mødte unge, der fortalte om deres oplevelser som børn under Vietnamkrigen. Der var en delegation fra Sydafrika, der i detaljer beskrev livet under apartheid. Knalddygtige, intellektuelle marxister var de! Der var unge fra Chile, der fortalte, hvordan de som skoleelever blev anholdt og hængt op i kæder..."
"Det var sådan en barsk virkelighed, jeg pludselig fik helt tæt på. Og det cementerede hele tiden vores verdensbillede. Vi kan ikke have en verden, hvor den slags sker! At noget tilsvarende skete i sovjetiske Gulag-lejre var slet ikke i min bevidsthed dengang. Jeg kan godt sige stadigvæk, at de 10 måneder på Wilhelm Pieck var en af de mest spændende perioder i mit liv".
Det småborgerlige DDR
Men samtidig var det en periode, hvor der begyndte at ske noget i Helle Rabøls holdning til den såkaldt 'virkeliggjorte socialisme'.
"Jeg oplevede at bo i næsten et helt år i Østtyskland, et socialistisk land, målet for alle vores anstrengelser. Jeg kom til DDR fyldt med ildhu og begejstring. Og så oplevede jeg et dybt småborgerligt samfund. Et samfund, der dyrkede nogle værdier, som vi ungkommunister gik og hånede hjemme i Danmark. Når man kom hjem til østtyske ungkommunister, så stod vestlige cornflakespakker og cocacola-flasker udstillet som ikoner på hylderne. Jamen, var det ikke coca-cola, og alt hvad det stod for, som vi var imod?".
"Jeg oplevede et meget strengt moralkodeks for, hvad man kunne og ikke kunne. F.eks. gik der en bøsse på skolen, som jeg blev gode venner med. Han blev hældt ud, så snart de fandt ud af, hvordan han havde det med mænd. Jeg var vant til hjemmefra, at man kunne stå frem, som man ville, og her oplevede jeg det modsatte".
En anden dyb skuffelse for Helle Rabøl i mødet med den virkeliggjorte socialisme var, hvad hun kalder "den iscenesatte socialistiske gejst". Som eksempel tager hun fejringen af 1. maj.
"Vi kommunister elsker jo 1. maj. Og en 1. maj i Østberlin var noget, vi så frem til. Og så endte det med at blive en stor skuffelse. Vi fik tilsendt et Teilnehmerkarte på skolen. Der stod, hvor i optoget man skulle stå. Vi skulle komme halvanden time før for at øve os i at gå i optog. Vi, der var vant til, at 1. maj går man glade gennem Københavns gader og synger og har det herligt!".
"Så fik vi udleveret et såkaldt 'vinkeelement' - et lille rødt stykke nylon. Det var ikke noget, man spontant kunne gå og vinke med, nej, ned i lommen!. Og så kl. 14.15, når vi passerede podiet med Honecker og Arafat og sådan nogle, så var det op med vinkeelementerne, og så vinkede vi in drei Minuten! Jeg var grædefærdig. Det samme gjaldt deres kongresser, det var gennemorganiseret rygklapperi fra ende til anden. Kritikken, som vi vidste var der, afspejlede sig aldrig."
- Hvad med Muren? Der blev dræbt en del grænseoverløbere i de år, gav det ikke anledning til tanker?
"Muren forsvarede vi. Vi kritiserede, at man ikke kunne få lov at være bøsse. Vi forsvarede ikke angrebet på den personlige frihed. Vi syntes, der var alt for lidt diskussion på skolen og på kongresserne. Men Muren forsvarede vi. Vi snakkede om de folk, der blev slået ihjel, når de prøvede på at flygte og mente, at det var bedre bare at lade dem rende. Men Muren blev præsenteret for os som nødvendig for at hindre overgreb fra Vesten. En beskyttelse, så DDR ikke ville blive løbet over ende".
"Vi havde diskussioner på skolen, især mellem eleverne indbyrdes, men for os gjaldt diskussionerne kun én ting: Hvordan kunne socialismen laves bedre. Ingen satte dengang spørgsmålstegn ved den socialistiske model".

Opbruddets tid
Helle Rabøl vendte hjem fra Jugendhochschule Wilhelm Pieck med en medalje og topkarakteren ausgezeichnet ('udmærket'). Hun var nu klar til at påtage sig ledende poster i bevægelsen, kom i DKU's landsledelse og i redaktionen for ungkommunisternes blad Fremad. Redaktionen prøvede at gøre bladet redaktionelt uafhængig, begyndte at lave kritisk stof om Sovjet og at satse på målgrupper uden for DKUs rækker.
Det var opbruddets tid. Gorbatjov blev Sovjetunionens leder i 1985 og begyndte sine dybtgående, men ikke dybt-nok-gående reformer. Den kommunistiske verdensbevægelse blev spaltet mellem tilhængere af en moderniseret socialisme og fortidens betonkommunister.
"Vi, der blev i bevægelsen, troede, at den kunne rettes op. Gorbatjov var jo svaret på vores kritik! Han havde mægtige modstandere - lige som vi havde anti-demokratiske kræfter i egne rækker. Men Gorbatjov var jo selve beviset på, at socialismen kunne forbedres".
"Men det blev snart klart for stadig flere, at hele den kommunistiske bevægelse havde dødskramper. De mest fornuftige tog konsekvensen og forlod foretagendet - mange af dem var folk, jeg kendte og kunne identificere mig med. Vi, der blev, sad tilbage med de sure stalinister. Jeg begyndte at blive stærkt kritisk - men også stærkt opgivende - i mine sidste år i DKU, i 1987-89. Jeg kunne ikke længere se bort fra de socialistiske landes anti-demokratiske adfærd og brud på menneskerettigheder. Jeg blev dygtigere til at se sammenhænge".
Til sidst gad Helle Rabøl ikke længere at gå til 1. maj eller Land og Folk-festival. Hun kom ikke til møderne i DKU's ledelse, som hun formelt stadig sad i. Mentalt meldte hun sig ud af bevægelsen. Den formelle udmeldelse, indsendelsen af partibogen, kom først, da Helle Rabøl havde været med Next Stop'erne i Sovjet i 1989.
"Mit sidste tilhørsforhold til bevægelsen blev udslukt derovre. Jeg opfattede landet som tæret og undertrykt. Var dette, hvad vi har gået og drømt om! Og vi danske kommunister, der var med, var uvenner og skændtes. Der var ingen lim, der bandt os sammen længere, intet fællesskab".
"Den aften, Muren faldt, sad jeg og fulgte med på tv. Jeg var hverken glad eller ked af det, men tænkte: Det måtte komme dertil. Det var en nødvendighed".

Drømmen om Utopia
- Hvordan tænker du på din tid i DKU i dag?
"Det er et blandet billede. Jeg angrer ikke mit medlemskab. Det var et resultat af et ægte, harmfuldt engagement for en bedre verden. Men der er ting, jeg fortryder. Vi, der var kritisk indstillet, skulle have udnyttet de sprækker, der var, noget bedre. Der har været sager, hvor jeg var håbløst naiv. Og vi har været hårde - alt for hårde - både over for folk i egne rækker og over for politiske modstandere. Jeg kan se mig selv i nogle roller, hvor jeg har haft en anti-demokratisk adfærd".
"Det skete altsammen i en højere sags tjeneste. Men at undskylde, at jeg har været medlem af DKU, det gør jeg aldrig. Det er patetisk og kan ikke bruges til så meget".
- Har du opgivet drømmen om et socialistisk samfund?
"Jeg har ikke opgivet drømmen om et Utopia, et samfund bygget på rene menneskelige værdier. Jeg er lidt i tvivl, om jeg skal kalde det socialistisk. Hvis der kommer en ny socialistisk bevægelse, er det nok uden mig. Jeg har det godt med ikke at være en del af fællesskabets omklamrethed. Jeg stemmer fortsat til venstre, men har det fint med ikke at vide præcist hvor indtil sidste øjeblik. Og jeg har stadigvæk mødedelirium. Jeg har været til så mange møder i mit liv...".

Anklaget for kommunisme

Helle Rabøl Hansen blev stærkt overrasket, da hun først i Ekstra Bladet, siden i Weekendavisen kunne se sit navn nævnt blandt mange andre danske eks-kommunister, der i 1970erne havde deltaget i partiskole-ophold i Lütten-Klein i Østtyskland.
"Jeg tager afstand fra denne form for kommunisthetz. Når oplysningerne kædes sammen med, at jeg i dag er ansat i centraladministrationen, kan jeg ikke tolke det som andet end en opfordring til berufsverbot", siger Helle Rabøl.
"Jeg var i de år, der henvises til - 1975-77 - rigtignok i Østtyskland. Jeg var 12 til 14 år og var der sammen med mine forældre".
Ekstra Bladet og Weekendavisen stillede sig tilfreds med at anbringe en person, der dengang var barn, i udhængningsskabet. Hvis de to blade havde drevet ordentlig research, ville de have fundet ud af, at Helle Rabøl Hansen faktisk var udset til at være en ung lovende 'kadre' inden for den kommunistiske bevægelse. Og at hun i 1984-85 gik 10 måneder på Jugendhochschule Wilhelm Pieck uden for Østberlin.
Fortællingen om Helle Rabøls liv som ungkommunist, hendes overvejelser undervejs og hendes brud med kommunismen, kommer her. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu