Læsetid: 3 min.

60 år med Babs

3. juni 2000

Som en ungdommelig 76-årig besøger Alice Babs igen Danmark

Hendes borgerlige navn er Hildur Alice Sjöblom, men for jazzelskere over hele verden er hun Alice Babs eller bare Babs. For unge danskere er hun dog næppe et navn i det hele taget, men for lidt ældre landsmænd vækker hendes navn mange musikalske minder. Swe-Danes og samarbejdet med Duke Ellington er nogle af de højdepunkter i hendes nu 60-årige løbebane, der har gjort hende til en institution.
Og nu, da hun efter flere års pause besøger Danmark igen, er det en passende lejlighed til at mindes nogle af de vigtigste begivenheder i hendes lange og usædvanlige karriere.
Efter nogle år som talentfuld amatørsanger, der allerede som 15-årig var blevet betaget af Duke Ellington, da han og hans orkester i foråret 1939 besøgte Sverige, blev hun i 1940 valgt til at spille hovedrollen i den svenske musikfilm Swing it, magistern. Som filmens sangbegavede og jazzglade skoleelev fik hun straks kæmpesucces i Sverige, og succes'en forplantede sig i 1941 til Danmark, som oplevede en veritabel Babs-feber.

Enestående succes
Alice Babs Nilson herself blev præsenteret i Tivolis Koncertsal med Elo Magnussens orkester den følgende måned, og der skulle fire koncerter til for at dække efterspørgslen. Langt flere danskere så imidlertid Swing it, hr. lærer, da den gik i Palads-biografen. Da den i juli 1941 blev taget af plakaten, havde den gået i 16 uger og var blevet set af 150.000, "en enestående Sukces i Teatrets Historie," skrev B.T.
Til trods for hendes store gennembrud i Sverige og Danmark - og snart også i Norge og Finland - var hendes jazz-tilknytning åbenbar, og allerede i 1939-40 fik hun (som 15-16 årig!) kontakt med flere af de førende svenske jazzmusikere, bl.a. pianisten Charles Norman, som også er med, når hun nu besøger Danmark igen.

Paris og USA
Da Sverige skulle deltage i den internationale jazzfestival i Paris i 1949, var det en selvfølge, at hun medvirkede i Parisorkestern sammen med bl.a. Putte Wickman og Arne Domnerus. Hendes ry som jazzsangerinde var dermed fastslået internationalt.
I 50'erne besøgte hun også USA, og her fik hun i 1959-60 en ny kæmpesucces, både ved personlig fremtræden og på plader, som medlem af trioen Swe-Danes, hvis to danske medlemmer var Ulrik Neumann og Svend Asmussen. Trioens raffinerede vokalstil, suppleret med Neumanns guitar og Asmussens violin, var klart jazzbaseret, men vakte begejstring hos et langt bredere publikum.
Den internationale berømmelse blev dog en for stor belastning for Alice Babs, der allerede som 20-årig var blevet gift med den daværende løjtnant Nils Ivar Sjöblom og havde fået tre børn med ham. Hun helligede sig derfor i flere år familielivet og nøjedes med mere lokale job, samtidig med at hun tog sanglektioner og dygtiggjorde sig i et klassisk repertoire.

Ellington-årene
I 1963 begyndte imidlertid et nyt afsnit af hendes professionelle karriere. Duke Ellington og hans orkester besøgte Sverige, og Alice Babs blev engageret til at medvirke i en tv-optagelse. Ellington blev begejstret over hendes jazzmæssige og vokale evner og inviterede hende til Paris for at indspille under hans supervision som led i hans aftale med plademærket Reprise.
Selv om dette var opfyldelsen af en drøm, hun havde haft siden Ellingtons Sveriges-besøg i 1939, takkede hun dog nej til at turnere med orkestret, men ville gerne stille op ved særlige lejligheder. Hun optrådte således ved orkestrets Sveriges-koncerter i 1964 og 67, og i december 1968 medvirkede hun ved opførelsen af Ellingtons Second Sacred Concert i Cathedral of Saint John the Divine i New York. Hun sang her bl.a. to stykker, som Ellingtons specielt havde tiltænkt hende, 'Heaven' og 'TGTT (Too Good to Title),' og hun medvirkede også i grammofonoptagelserne af værket.
Flere andre koncerter med Ellington fulgte i de næste år, og i 1973 var hun med i premieren på den tredie sacred concert i Westminster Abbey og igen ved opførelsen i Santa Maria del Mar i Barcelona. Her havde man ikke kunnet skaffe et kor, så hun måtte, så vidt det kunne lade sig gøre, overtage korets rolle - en af de mange improviserede situationer som samarbejdet med Ellington satte hende i. Det blev afslutningen på hendes samarbejder med Ellington, som døde i maj 1974.
Siden 1980'erne har hun og hendes mand boet på den spanske solkyst, og hun optræder normalt ikke professionelt. Det er derfor lidt af en begivenhed at vi, næsten 60 år efter hendes første Danmarks-besøg, igen får lejlighed til at høre hende.

*Alice Babs & Charlie Norman: Swing Time Again. Glassalen i Tivoli søndag den 4. juni kl. 19.30.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her