Læsetid: 4 min.

AaB blev sorteper igen

2. juni 2000

Viborg fightede som gale underhunde og vandt fortjent over Aalborg i pokalfinalen

Fodbold
Det gik meget hurtigt og nogenlunde sådan her: Bolden bliver sparket lige op ad banen via to-tre Viborg-ben, før den lander foran angriberen Hans Eklund. Han tager et par træk og befinder sig pludselig ved kanten af AaB's målfelt. Stærkt presset fra begge sider og på meget lidt plads sparker han fladt til bolden, der farer under AaB's målmand, Jimmy Nielsen, som ellers har smidt sig i den rette retning.
Der var kun spillet ni minutter, og den stod allerede
1-0 til underhunden Viborg i pokalfinalen i DONG (Dansk Olie- og Naturgas) Cup i Parken i København i går. Vi vidste det ikke på det tidspunkt, men der skulle ikke blive scoret flere mål i den kamp, og AaB skulle for fjerde gang i historien blive sorteper i en pokalfinale.
Rammerne var perfekte. Solen varmede rart gennem ozonfilteret, og gik man ad Øster Allé på vej mod Parken, var det som at være i Nordjylland at dømme efter dialekterne fra de tusinder af tilrejsende fodboldfans fra de kanter.

Ny spadseredragt
Nuvel, indenfor i Parken var der ikke helt fyldt, vi var vel 18.098 tilskuere. Inklusive det danske fodboldlandshold, Stig Tøfting, Thomas Gravesen og alle de andre, som sammen med træner Bo Johansson var kommet på visit fra træningsanlægget i Vedbæk.
Som en anden samling spejdere på lejrtur havde de det samme sæt fritidstøj på. Kommende landstræner Morten Olsen var der også, stålsat som altid og med solbriller.
Og deroppe på den fine række sad Tommy Troelsen og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R). Hun skulle overrække pokalen til vinderne, og var i dagens anledning trukket i en vidunderlig, todelt, sølvfarvet spadseredragt, jeg ikke havde set hende i før.
På en stol foran mig sad Børge Munk Jensen, også kaldet 'Munken', en journalist der har skrevet om sport og lystfiskeri i Berlingske Tidende i omtrent tresindstyve år.
Og vendte man hovedet 160 grader kunne man se Farums borgmester i snak med FCK's direktør, Flemming Østergaard. Alle syntes de at være dus og på talefod.
Ved siden af mig sad en herre i halvtredserne, der var inde at se sin cirka 26. pokalfinale live. "Jeg har 40-års jubilæum i dag. Jeg så min første pokalfinale i 1960," sagde han. "Til lykke!" replicerede jeg. Det var min første pokalfinale. Han nikkede anerkendende. Dette var begyndelsen på noget stort.

Så til søs
Selv om det eneste mål faldt så tidligt, var kampen en af de bedre af slagsen i dette forår - faktisk var den ret underholdende. Der var hurtigt spil, gode afleveringer og folk med overblik, der kunne brede spillet ud med høje crosscourt-afleveringer.
AaB lagde ud med presspil højt oppe på banen, således at alle mand trak op på Viborgs banehalvdel ved hjørnespark. Da Viborgs spillere imidlertid virkede ovenud tændte, havde de stort held med at opsnappe løse bolde foran eget målfelt og slå kontra i kanonfart. Da det var opskriften på scoringen, fik det AaB på retræte.
AaB kunne sagtens spille bolden igennem til deciderede målchancer, men havde en tendens til at lade backspillere og defensive midtbanespillere skyde langt og sigte efter angriberen Mikkel Becks pandebrask. Det virkede ofte. Beck kunne med tysk professionalisme ekspedere bolden videre, men det blev for ensidigt og forudsigeligt i længden.
"Prøv engang at kigge på Ståle Solbakken," udbrød 40-årsjubilaren ved siden af mig pludselig, mens han pegede på den tynde, skaldede AaB-midtbanedirigent inde på banen. "Læg Morten Olsens hår oven på hans hoved, og du har fuldstændig det samme løbemønster og bevægelser som Morten Olsen havde - og de samme stive ben," sagde han.
Jeg kiggede intenst på Solbakken og kunne pludselig se, at manden havde helt ret i sin observation. Ståle Solbakken var Morten Olsen op ad dage - også fodboldstilistisk. Læseren bedes lægge mærke til det ved lejlighed - eventuelt under tv-transmissionerne fra Euromesterskaberne i Holland og Belgien om et par uger, hvor Solbakken deltager for Norge.

Sprudlende
Begge hold havde adskillige chancer til at score flere mål, og måske fordelte de sig ligeligt til begge hold. Der var en vis poetisk retfærdighed i, at Viborg vandt, for holdet spillede en aldeles sprudlende og seværdig gang fighterfodbold som den, der gav bondeholdet Herfølge det danske mesterskab forleden.
"Nu skal Viborg bare undgå gummiben i de sidste minutter," sagde min sidemand, da der var seks minutter igen. Men allerede da var en snigende desillusion ved at lægge et låg over AaB's angrebsiver.
Og så var det hele pludselig slut. Viborg er DONG cup-mester 2000.
Kampens kuriosum var AaB's Thomas Bælum, der blev præsenteret for et rødt kort i 89. minut - efter at have været på banen i fire minutter efter en indskiftning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu