Læsetid: 4 min.

Aksels liv nyoplevet

8. juni 2000

Sandemose som foldeudmand i et glimrende portræt

Biografi
Da Axel Nielsen blev udskrevet af 7. klasse i Nykøbing Mors' kommuneskole, blev han i en anbefaling karakteriseret som "een af Skolens flinkeste og mest vederhæftige Elever."
Det sidste epitet er det vel de færreste, der uden videre ville tilskrive Aksel Sandemose, som han senere valgte at hedde efter et stednavn i Norge, hvor han gennem sin mor havde slægtninge.
Som forfatter blandede han egensindigt liv og digtning og skabte en personlig både broget og enstonig mytologi i en anderledes sandheds tjeneste, stadig på sporet af sin identitets gåder.
Han snarere nyoplevede end genoplevede sit liv i erindringen.
Undervejs udviklede han side om side med sin smidige og indfaldsrige prosa en usædvanlig råhed og løgnagtighed, en hadefuld troløshed i en tvingende selvudfoldelse som vaskeægte skiderik.
"Jeg mener han har usædvanlige cerebrale anlæg for at skrive," udtalte Johannes V. Jensen, der lod ham debutere i sit tidsskrift, Forum, i 1923.
"Han ville stange sig frem... Hans følsomhed var seismografisk," skrev ungdomsvennen, den senere brutalt kasserede Jørgen Bukdahl om ham.
"En bra människa!" mente vennen Eyvind Johnson i sin nekrolog over ham 1965.
Sandemose droppede Johannes V. Jensen, da han ved sine besøg slog den mere velhavende digter for kontanter og udlåneren tillod sig at minde ham om hans gæld.
Først mange år efter kontaktede han den gamle velgører og fortalte, at han havde brændt alle hans breve. De findes ikke desto mindre nu på Det Kongelige Bibliotek.
Den generøse Johnson stod ham bi under hans eksil i Sverige under okkupationen af Norge, hvor han var blevet så norsk, at han stak tyskerne i øjnene. Sandemoses menneskeforbrug var ellers betragteligt.

Et dokumentarium
Både den mærkelige personlighed og kunstneren kommer man på dokumentarisk nært hold gennem Johannes Væths gigantiske, såkaldt kritiske bibliografi, et kildeskrift for også videre forskning i fænomenet Sandemose, som Væth har viet så mange års arbejde og så stor perfektionistisk lidenskab, at han sidder inde med og nu afleverer en viden om også meget af det, Sandemose gerne ville fortrænge eller omskabte.
Der synes ikke at findes selv den mest uanselige kilde, som Johannes Væth ikke har kendskab til. Forrest i værket står hidtil utrykt materiale, offentlige dokumenter, karakterudtalelser, kontrakter og forlagskorrespondance etc, derefter hovedparten, som er anmeldelser, omtaler, interviews, polemikker i skandinaviske aviser og tidsskrifter, år for år i et repræsentativt udvalg, frem til nekrologerne i 1965. Kort sagt en faktabiografi, der kritisk supplerer de hidtidige tre, af Carl-Eric Nordberg, Espen Haavardsholm og Ole Storm.
En vis vidtløftighed er med til at give portrættet og samtiden kolorit. I anledning af et ret perfidt interview, som Christian Houmark tog med Sandemose efter hans debut i 1923 med Fortællinger fra Labrador, leveres der således en omfattende karakteristik af Houmark, ledsaget af et interview, som Ole Vinding lavede med Houmark.
På samme måde er der ekstra stof om bl.a. Henning Kehler, Hakon Stangerup, Knud Hjortø, for ikke at tale om alt det, man får at vide om den afholdsklub, Frimanden, som Sandemose dannede med Tom Kristensen og Anthon Hansen, samt vejen tilbage til de klirrende flasker.
Hareskov Grundejerblad 1924-25 rummer bidrag af Sandemose fra hans tid derude med myggeplage og andre irrritationer. For småt?
Temperamentet er stort og ytrer sig lærerigt ved de mindste og største anledninger, bl.a. over for anmeldere og forlæggere, dem, der styrer opinion og pengesager. To typer hovedmodstandere i enhver forfatters liv, her dokumenteret over alle skandinaviske grænser, med venskaber og brud og visse forsoninger.

Konversation
"Fragmenter af Sandemoses berømte konversation i tidsskriftform," kaldte Lars Forssell hans enmandstidsskrift Aarstidene, et fænomen ikke set siden den beundrede A.O. Vinjes Dølen.
Hans talegaver var forførende, også for ham selv, der vovede sig langt af led og krydsede egne spor og meninger. Snart er han mystiker, snart rationalist, snart katolsk. Nej, han ville ikke betegne sig selv som kristen, men nok som religiøs, og han mente at vide mere om det guddommelige end alle Danmarks præster! lod han sig forlyde med i en radioudsendelse.
Der er egentlig forbavsende mange fortrinlige anmeldelser af Sandemoses værker at læse hos Johannes Væth. Og dog sluttede Sandemose sin offentlige fremtæden med et foredrag i fødebyen Nykøbing, hvor han fik lejlighed til med god grund at takke Johannes Væth for følgeskab, idet han desuden sagde:
"Der er ikke mange, der har litterær indsigt. Højst ti procent, og deriblandt er ikke dem, der overfaldt mig. For hvad forstår bønder sig på agurkesalat."
Aksel Sandemose riggede en stor salat til, godt blandet, sur og sød, stadig grøn. Dette medrivende dokumentarium om liv og værk videregiver den elektricitet, der med Tarjei Vesaas' ord var i luften omkring ham.
Med de gode registre hos den 85-årige ingeniør og historisk-biografiske konstruktør Johannes Væth kan man krydse de mange spor af værker og mennesker, som befolker de digre bind, og læse sig til en forunderlig oplevelse af en litterær varulv.

*Johannes Væth: Sandemose og offentligheden 1-2. 1307 s. 598 kr. Det Schønbergske Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu