Læsetid: 6 min.

Det aller-sidste håb

7. juni 2000

Den 21-årige udvisningsdømte Bassel Abou-Hantach sidder i Ringe Statsfængsel og ser tilbage på fem år i et land, hvis befolkning han ikke forstår, og som ikke forstår ham. Alligevel håber han at få lov til at blive

Mandag den 15. maj ringede den 21-årige statsløse palæstinenser Bassel Abou-Hantach på den lille klokke, på yderporten til statsfængslet i Ringe.
Da var det over ni måneder siden, han stak af fra Østre Landsret i Odense, lige før han og to palæstinensiske kammerater fra Vollsmose blev idømt fængselsstraffe og efterfølgende udvisning i ti år. Og lige før en gruppe af hans og kammeraternes venner gik "amok" i retten og overfaldt retsformanden, som det hed i de efterfølgende reportager.
Det var en af sommerens mest omtalte retssager, og den satte for alvor gang i debatten om Vollsmose og de kriminelle udlændinge. Men Bassel Abou-Hantach, der var overbevist om, at landsretten ville frifinde ham, forsvandt i al ubemærkethed før dommen og før balladen, da han hørte sin advokat tale om muligheden for udvisning. "Det var første gang, jeg hørte om det, og så gik jeg bare," fortæller han.

Under jorden
Han havde ikke været fængslet op til retssagen og kunne derfor uden problemer forlade retten. At hans fængselsstraf var blevet stadfæstet, og at han derudover var blevet udvist, fik han at vide i telefonen af en kammerat.
Først den 15. april i år modtog han pr. brev besked på at møde op til afsoning i Ringe en måned senere. Indtil da var han efterlyst af politiet og levede i skjul. Han overlevede med hjælp fra venner og familie.
"Jeg er en mand, så jeg klarede mig. Der var ikke så mange, der vidste, hvor jeg var. Man stoler ikke på nogen, når man er på fri fod på den måde. Men politiet havde sagt, at de ikke ville lede efter mig, og det gjorde de heller ikke. De var engang hjemme hos mine forældre for at lede efter min lillebror. Jeg var derhjemme, men de så mig ikke, og de spurgte ikke en gang efter mig."
Den ene af de to kammerater han blev dømt sammen med, Daoud Zaabalawi, hvis sag Information har beskrevet i en række artikler, var færdig med at afsone sin dom i februar og har siden siddet i Vestre fængsel og ventet på at blive sendt ud af landet.
Den anden fik dansk indfødsret i slutningen af 1999 - efter dommen - og kan altså ikke udvises. Det har Bassel Abou-Hantach det fint med, for "to udviste udlændinge er bedre end tre."
Det har hele tiden været meningen, at han ville melde sig selv. Han "ville bare lige tænke over det."
"Man bliver også træt af at leve sådan i skjul. Sådan kan man ikke blive ved med at leve," lyder hans forklaring på, hvorfor han opgav sin flugt.
Nu sidder han så i sin celle i Ringe og ser tilbage på fem år i et land, hvis befolkning han ikke forstår, og som ikke forstår ham.

En gang araber, altid..
Bassels historie minder om mange andre unge palæstinenseres. Han kom til Danmark som 16-årig i 1994 sammen med sin mor og to brødre.
Her blev de genforenet med faderen, der havde været aktiv i PLO, og som var flygtet hertil et år tidligere. Efter to år i et asylcenter flyttede familien til Vollsmose, hvor de stadig bor. Her fandt han sammen med andre jævnaldrende palæstinensere. Sammen gik de i ungdomsklub og hang ud i området.
"Jeg ved ikke, hvad vi fik tiden til at gå med. Vi gik og kørte bare rundt. Og så var jeg meget sammen med min kæreste," fortæller han. På trods af en tidligere dom på halvandet års fængsel understreger Bassel Abou-Hantach, at han ikke har været involveret i meget kriminalitet. "Jeg har mest passet mig selv," siger han.
Efter et par år i Danmark begyndte han på teknisk skole og fik en læreplads på Lindøværftet, hvor han arbejdede indtil den seneste dom.
De fleste af hans venner er palæstinensere, og han betragter ikke sig selv som dansker, men siger, at han er "født araber og vil dø araber."
"Jeg har ikke nogen problemer med danskerne. Den danske lærer, jeg har haft, kan jeg bedre lide, end ham araberen jeg havde i Libanon. Jeg har også en dansk kammerat, som jeg var hjemme hos i tre dage. Det var de bedste dage i mit liv."
"Men jeg synes, at mange danskere har et dårligt liv. Hvis de siger bitch til deres mor, sker der ikke en skid. Det kunne jeg aldrig finde på at sige. Hvis jeg sagde, at danskerne er OK, ville det være løgn. Danskerne synes heller ikke, at vi er OK. De synes, det er mærkeligt den måde, vi opdrager børn på. Der er stor forskel på arabere og danskere. Hvis jeg ser en af mine venner er oppe at slås, så hjælper jeg ham selvfølgelig - det gør danskerne ikke. De holder ikke så meget sammen."

Diskrimination
Selv om danskerne ifølge Bassel Abou-Hantach ikke er gode til at holde med hinanden, er de gode til at holde sammen mod flygtninge og indvandrere.
Han fortæller, at han har oplevet diskrimination mange gange i sin tid i Danmark. Både fra politi, der "anholder os hver gang, de ser os," udsmidere, der ikke vil lukke ham og hans venner ind på diskoteker og fra journalister, "der kun skriver, når det er udlændinge, der laver noget. Hvis det er danskere, der har lavet et eller andet står der ikke en skid."
I november deltog Bassel Abou-Hantach fra sit skjulested i DR's tv-udsendelse Udvist. Men det har han fortrudt, fordi udsendelsen indeholdt dramatiske rekonstruktioner af den krimininalitet, som han og hans venner blev dømt for, men som Bassel nægter at have været med til.
"Journalisten fortalte mig ikke om rekonstruktionerne og sagde, at det ville hjælpe mig at være med. Han ringede hver dag inden udsendelsen, men jeg har ikke hørt en skid fra ham siden. Journalister siger altid, de vil hjælpe, men det er ren business for dem."
Heller ikke retssystemet har Bassel Abou-Hantach gode erfaringer med. "Det danske system er dumt. Jeg forstår det ikke. Menneskerne er ikke lige. Hvis jeg var på sprøjten eller psykisk syg, ville jeg ikke blive udvist. Men nu bliver jeg udvist for noget, jeg ikke har gjort."

Vil helst blive
Bassel Abou-Hantach har længe drømt om at kunne komme tilbage til Libanon med sin familie, så snart der bliver ordnede forhold.
Men nu bliver han sendt tilbage mod sin vilje. Han vil trods landets mangler hellere blive i Danmark, afslutte sin uddannelse som smed og flytte sammen med sin danske kæreste, som han er islamisk gift med og så få børn og familie. Hvis han får lov at blive.
Procesbevillingsnævnet afgjorde i september sidste år, at hans sag ikke kan komme for Højesteret. Det håb, Bassel Abou-Hantach klynger sig til, er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil tage sagen.
"Det er det eneste, jeg venter på. Jeg har min familie i Danmark, og det er altid muligt at klare sig, fordi man kan få bistandshjælp. Men i Libanon er der ikke noget, der hedder bistand, og jeg har ingen familie der. Hvordan skulle jeg klare mig?"
Bassel Abou-Hantachs advokat Anders Josefsen oplyser til Information, at sagen er sendt til menneskerettighedsdomstolen, der i øjeblikket er i gang med at vurdere, om den vil behandle sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her